MRF 2021.122
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. marts 2021 (j.nr. 20/01103 og 20/1104)
Ophævet og hjemvist kommunes miljøgodkendelse af udvidelse af svinebrug, da miljøvurderingen af udvidelsen ikke omfattede en konkret vurdering af tålegrænseintervallet for en nærtliggende ammoniakfølsom skov (kategori 3-natur).
Svendborg Kommune meddelte den 20. december 2019 på vegne af Langeland Kommune miljøgodkendelse til udvidelse af L’s svinebrug efter husdyrbruglovens § 16 a, stk. 2. Miljøgodkendelsen omfattede hele husdyrbruget og medførte en udvidelse af det samlede produktionsareal fra 1.500 m2 til 6.900 m2. Godkendelsen indebar bl.a., at en eksisterende stald blev ombygget fra slagtesvinestald til klimastald, etablering af et nyt staldanlæg på 6.377 m2 med produktionsareal, etablering af en ny foderlade og teltoverdækning på en eksisterende gyllebeholder. Af miljøgodkendelsen fremgik, at L kunne vælge mellem to scenarier vedrørende indretning og drift af staldanlægget kaldet hovedansøgning (A) og scenarieskema (B). Af miljøgodkendelsen fremgik videre, at kommunen havde beregnet anlæggets BAT-krav til at være 6.964 kg NH3-N pr. år, og den aktuelle ammoniakemission fra husdyrbruget var 6.961 kg NH3-N pr. år, hvorefter BAT-kravet var overholdt med 3 kg NH3-N pr. år for hovedansøgningen (A) og 5 kg NH3-N pr. år ved anvendelse af det alternative scenarieskema (B). I forhold til ammoniakpåvirkningen af den omkringliggende natur fremgik det af den miljøtekniske redegørelse, at ammoniakfordampningen fra husdyrbruget med udvidelsen ville stige fra 3.112 kg NH3-N pr. år til 6.961 kg NH3-N pr. år. Det fremgik videre, at den omkringliggende natur bestod af skove, vandhuller og lign., og at baggrundsbelastningen i området var 11,6 kg N/ha/år ifølge data fra Miljøportalen for 2017. Kommunen havde udpeget ni kategori 3-naturpunkter, hvor det eneste kategori 3-naturpunkt, hvor merdepositionen oversteg 1,0 kg N/ha/år, var en potentiel ammoniakfølsom skov (Sønderskov), der dækkede ca. 6,5 ha og var beliggende sydøst for husdyrbruget. Kommunen havde ud fra kriterierne i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 36, stk. 5, vurderet, at en merbelastning på op til 4,0 kg N/ha/år ikke ville ændre tilstanden af den ammoniakfølsomme skov. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening (DN) og en nabo, der gjorde gældende, at Sønderskov med udvidelsen af svinebruget ville få en merdeposition på op til 4 kg N/ha/år, hvilket måtte medføre et afslag, da Sønderskov var en ammoniakfølsom skov. Klagerne gjorde endvidere gældende, at udvidelsen ville medføre øget lugt- og ammoniakemission, algevækst og støj, og at de beregninger, der var anvendt for at vurdere, om BAT-krav og krav til ammoniak og lugt var overholdt, var teoretiske og unøjagtige. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formand, to landsdommere og to sagkyndige) fandt alene anledning til at behandle klagepunktet om ammoniakpåvirkningen af den nærtliggende skov, som Svendborg Kommune havde registreret som et kategori 3-naturareal i form af en ammoniakfølsom blandet løvskov. Kommunen havde lagt til grund, at udvidelsen af svinebruget ikke medførte en overskridelse af skovens tålegrænse. Nævnet lagde til grund, at Sønderskov var en ammoniakfølsom skov, at der kontinuerligt havde været skov gennem mere end 200 år, og at området omkring Sønderskov gennem årene generelt havde været præget af intensivt landbrug. Nævnet bemærkede, at der for Sønderskov gjaldt lave værdier i forhold til prioritering/bioscore og HNV-skovkortet, hvorfor skoven ikke var levested for rødlistede arter, og de registrerede arter i skoven kunne ikke betegnes som sjældne eller truede, som det ellers var anført i kommunens miljøtekniske redegørelse. Nævnet konstaterede, at Svendborg Kommune ikke havde foretaget en konkret vurdering af Sønderskovs tålegrænseinterval, hvormed afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel. Nævnet lagde særligt vægt på, at fastsættelsen af et konkret tålegrænseinterval er afgørende for vurderingen af, hvorvidt den ansøgte udvidelse vil medføre en væsentlig ammoniakpåvirkning af skovområdet, herunder om påvirkningen vil medføre en væsentlig risiko for en kvalitetsændring af skoven. Nævnet påpegede, at det kræver en konkret vurdering af tålegrænseintervallet for at vurdere, om beskyttelsesniveauet for ammoniak kan overholdes, og dermed, om det ansøgte vil indebære en væsentlig virkning på miljøet, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 29, jf. § 24. Nævnet ophævede på denne baggrund Svendborg Kommunes afgørelse af 20. december 2019 og hjemviste sagen til fornyet behandling. I forbindelse med hjemvisningen bemærkede nævnet, at tålegrænseintervallet måtte baseres på parametre som vegetationens udbredelse, dominerende arter, jordbundsforhold, forhistorie, skovstruktur, frakørsel af næringsstoffer og hydrologi, og at kommunen i forbindelse med vurdering af ammoniakdepositionen skulle beregne baggrundsbelastningen som et gennemsnit af grid-niveauet over de tre forudgående år. For så vidt angik lugtgener måtte kommunen bl.a. sikre, at ansøgers projektilpasning var tilstrækkelig til at opnå overholdelse af gældende lugtgenekriterier. For så vidt angik gyllekøling skulle kommunen stille vilkår om varmepumpens specifikke køleydelse, gyllekummernes areal samt en driftstid på 8.760 timer, svarende til et helt år, for at sikre den nødvendige ammoniak- og lugtreducerende effekt som forudsat i det ansøgte projekt. Det var endvidere nævnets opfattelse, at den eksisterende stald i BAT-beregningen skulle indgå som ”nyt, inklusiv renoveret, staldafsnit”, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, afsnit 2.1.1, idet gyllesystemet blev ændret fra drænet gulv til delvis spaltegulv. For så vidt angik gylleopbevaringskapacitet bemærkede nævnet, at opbevaringskapaciteten på ejendommen var mindre end kravet i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 1, hvorfor kommunen i forbindelse med den fornyede behandling af sagen skulle sikre sig, at der blev redegjort nærmere for, at der var tilstrækkelig opbevaringskapacitet på ansøgers andre ejendomme.