MRF 2021.120
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 5. marts 2021 (j.nr. 20/05065)
Stadfæstet Miljøstyrelsens tilladelse efter skovlovens § 6, stk. 1 til ophævelse af fredskovspligt på 6,85 ha til etablering af boligområde med vilkår om erstatningsskov på 13,7 ha, uden at der var sket forudgående miljøvurdering.
Silkeborg Kommune søgte i november 2018 om ophævelse af fredskovspligten på et 6,85 ha stort område med henblik på anvendelse af arealet til boligformål. Arealet blev konstateret delvis fredskovspligtigt ved en afgørelse fra Naturstyrelsen i december 2014. Miljøstyrelsen afslog i maj 2019 at ophæve fredskovspligten efter skovlovens § 6, stk. 2, da kommuneplanlægningen for størstedelen af arealet den 5. november 2018 var blevet ændret fra offentlige formål til boligområde med blandet bebyggelse ved vedtagelsen af tillæg nr. 27 til kommuneplan 2017-2028. Miljøstyrelsen tilkendegav samtidig at være indstillet på at ophæve fredskovspligten efter skovlovens § 6, stk. 1, med vilkår om erstatningsskov, hvorefter kommunen i maj 2019 og januar 2020 ansøgte om ophævelse af fredskovspligten efter skovlovens § 6, stk. 1, med pålæg om fredskovspligt på andre tre matrikler som erstatningsskov. Miljøstyrelsen meddelte den 11. februar 2020 tilladelse til ophævelse af fredskovspligt efter skovlovens § 6, stk. 1, til etablering af boligområdet på vilkår om udlægning af 13,7 ha erstatningsskov, og pålagde samtidig fredskovspligt på de tre matrikler som erstatningsskov. Arealet, hvorpå der var ansøgt om ophævelse af fredskovspligten, lå imellem to boligområder, og nærmeste Natura 2000-område lå ca. 3 km nord for arealet, der omfattede habitatområde nr. 181 med bl.a. damflagermus på udpegningsgrundlaget. Af Miljøstyrelsens afgørelse af 11. februar 2020 fremgik, at styrelsen ikke havde kendskab til, at der var registreret arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV i området. Styrelsen anførte, at det ikke kunne udelukkes, at der var forekomster af forskellige arter af flagermus i området, men da der var tale om en ung og tæt bevoksning, vurderede Miljøstyrelsen, at fredskoven ikke var levested for flagermus. Miljøstyrelsen fandt derfor, at det ansøgte ikke ville medføre beskadigelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for dyrearter omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Miljøstyrelsen havde endvidere vurderet, at ophævelse af fredskovspligten på det ansøgte areal ikke ville medføre en forringelse af naturtyper eller levesteder for arter eller at medføre betydelig forstyrrelse af arter, som Natura 2000-området var udpeget for, idet ændringen i planlægningen for arealet fra offentlige formål til boligformål var lille og ville medføre samme påvirkning for fredskoven, der uanset formål skulle afdrives fuldstændig. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening (DN), der bl.a. gjorde gældende, at Miljøstyrelsen ikke i tilstrækkeligt omfang havde undersøgt, hvorvidt der var flagermus i området. Til klagen bemærkede Miljøstyrelsen bl.a., at det var kommunen, som var myndighed for at træffe en screeningsafgørelse for, om rydning af skovområdet udløste VVM-pligt, jf. miljøvurderingslovens § 21 og bilag 2, pkt. 1d, hvorfor det var kommunen, der kunne træffe afgørelse om, at en undersøgelse af forekomst af flagermus var nødvendig. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at der i henhold til habitatbekendtgørelsens § 10, stk. 1, ikke kan gives tilladelse, dispensation, godkendelse mv., hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra a), eller ødelægge de plantearter, som er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra b) i alle livsstadier. Nævnet fandt på det foreliggende grundlag, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at den ansøgte ophævelse af fredskovspligten for området og efterfølgende rydning af størstedelen af skovområdet ikke ville medføre beskadigelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at der var meget få træer i skoven, som var egnet til yngle- og rasteområde for flagermus, og skoven umiddelbart alene kunne tjene som ledelinje, hvilket ikke i sig selv er omfattet af beskyttelsen i habitatbekendtgørelsens § 10. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at de samfundsmæssige hensyn i forhold til etablering af boligområde var vigtigere end hensynet til at bevare fredskoven, og bemærkede, at der ikke var fremkommet øvrige oplysninger, der kunne medføre en tilsidesættelse af tilladelsen, hvorfor tilladelsen blev stadfæstet.
Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnet må i afgørelsen have overset, at ophævelse af fredskovspligt i den foreliggende sag udgør en retsakt, der kræver obligatorisk miljøvurdering som plan efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, når afgørelsen træffes af en statslig myndighed, jf. EU-Domstolens dom i sag C-444/15. Selv om denne indsigelse ikke blev rejst af DN som klager, er der tale om en EU-retlig forpligtelse, som Miljø- og Fødevareklagenævnet af egen drift skal påse overholdt. Den omstændighed, at kommunen formentlig har gennemført en screening efter miljøvurderingslovens § 10 af kommuneplantillægget, fritager ikke Miljøstyrelsen fra at følge miljøvurderingslovens regler om miljøvurdering af planer. Det er i den sammenhæng noget uheldigt, at Miljøstyrelsen selv anfører, at indsigelsen om VVM-pligt af skovrydningen skal rettes til kommunen, da VVM-reglerne ikke kan erstatte SMV-reglerne om miljøvurdering af planer, som fastslået af EU-Domstolen i sag C-295/10, ligesom en miljøvurdering af kommuneplantillægget ikke kan erstatte kravet om miljøvurdering af Miljøstyrelsens ophævelse af fredskovspligt på arealet, jf. sag C-671/16.