MRF 2021.118
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 5. marts 2021 (j.nr. 20/00881)
Miljøgodkendelse til kapacitetsudvidelse på affaldsforbrændingsanlæg ophævet og hjemvist, da godkendelsesmyndigheden ikke havde modtaget en basistilstandsrapport som krævet efter IE-direktivets art. 22, stk. 2, forud for godkendelsen, uanset der ikke var klaget over denne mangel.
Miljøstyrelsen meddelte den 18. december 2019 miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 til kapacitetsudvidelse på et affaldsforbrændingsanlæg i Skanderborg. Forbrændingsanlægget var beliggende ca. 500 meter fra nærmeste boligområde og ca. 5,6 km fra nærmeste Natura 2000-område. Forbrændingsanlægget havde ovnlinjerne 1 og 2 med en samlet forbrændingskapacitet på 70.000 tons affald pr. år. Det fremgik af miljøgodkendelsen, at virksomheden havde ansøgt om at udskifte det luftkølede murværk i ovnlinje 2 til vandkølende slidsoner med henblik på at reducere de årlige vedligeholdelsesomkostninger. Den indfyrede effekt på ovnlinje 2 ville med ombygningen blive forøget med 2,94 MW, svarende til ca. 1 tons affald pr. time, således at kapaciteten ville øges fra 5,5 til 6,5 tons affald pr. time. Det fremgik endvidere, at godkendelsen ikke forudsatte udarbejdelse af en basistilstandsrapport, da den øgede kapacitet på ovnlinje 2 ikke ville have betydning for forureningen af jord eller grundvand. Virksomheden ville i stedet i forbindelse med den senere revurdering udarbejde en basistilstandsrapport, der kræves efter miljøbeskyttelseslovens § 35 c, som gennemfører IE-direktivets art 22, stk. 2. Det var yderligere oplyst, at Miljøstyrelsen i december 2019 på baggrund af en screening havde vurderet, at projektet ikke ville påvirke miljøet væsentligt og derfor ikke var VVM-pligtigt. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, at der ikke var foretaget en vurdering af det øgede bidrag af dioxin til omgivelserne, at godkendelsen ville medføre en stigning i den faktuelle belastning, og at der ikke var foretaget tilstrækkelige vurderinger af belastningen af habitater og vandmiljø. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at det udgjorde en væsentlig retlig mangel, at miljøgodkendelsen var meddelt, før godkendelsesmyndigheden havde modtaget en basistilstandsrapport. Nævnet bemærkede, at forholdet vedrørende den kommende revurdering ikke kunne medføre en fravigelse af kravet om basistilstandsrapport, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 14 og § 15, stk. 2. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen er i overensstemmelse med klagenævnets prøveforpligtelse og illustrerer, hvordan basisrapporten om den eksisterende jordforurening skal være en del af miljøgodkendelsen, men det kan undre, at Miljøstyrelsen antog, at basistilstandsrapport kunne udsættes. Om bestemmelsens anvendelsesområde se Gorm Møller: Kommenteret miljøbeskyttelseslov, 2019, s. 714 ff. samt Peter Pagh: Ansvarssuccession for forurenede ejendomme, 2014, s. 76 ff.