MRF 2021.115
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 3. marts 2021 (j.nr. 20/11873)
Ophævet og hjemvist tilladelse til skråningsbeskyttelse efter kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, da tilladelsen indeholdt vilkår om fjernelse af en ældre betonhøfde, der ikke havde sammenhæng med den tilladte skråningsbeskyttelse.
Sagen angik en ejendom på 1.620 m2 tilhørende E, der lå direkte ud til kysten, med et mindre sommerhus, der lå ca. 40 m fra vandet. Kyststrækningen var præget af kystbeskyttelsesanlæg i form af bl.a. høfder, bølgebrydere og skråningsbeskyttelse på en 1,7 km strækning, og ved E’s ejendom havde der været skråningsbeskyttelse og en høfde, der havde beskyttet E’s ejendom mod erosion. Efter stormene i 2013 blev skråningsbeskyttelsen ødelagt på E’s ejendom, og E etablerede en ny skråningsbeskyttelse ud til kysten. Efterfølgende ansøgte E om retlig lovliggørende tilladelse. Gribskov Kommune meddelte i august 2020 tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, idet kommunen lagde til grund, at sandfodring ikke kunne løse problemet, og at E’s 35 meter lange skråningsbeskyttelse udfyldte et hul i tandrækken på den 1,7 km lange kyststrækning, der var præget af hård kystbeskyttelse. Tilladelsen indeholdt et vilkår om, at den eksisterende betonhøfde skulle fjernes, da den havde negativ påvirkning af passage langs stranden. Forud havde kommunen truffet screeningsafgørelse efter miljøvurderingsloven om, at projektet ikke krævede miljøvurdering, samt afgørelse efter § 3 i habitatbekendtgørelsen for søterritoriet (2020/654) om, at projektet ikke krævede habitatvurdering. E påklagede tilladelsens vilkår om at fjerne betonhøfden, idet E gjorde gældende, at kommunen ikke havde hjemmel til at stille vilkår om fjernelse af den eksisterende betonhøfde, da denne ikke havde en saglig sammenhæng med skråningsbeskyttelsen, da formålet med den ældre betonhøfde var at fastholde stranden, hvorimod skråningsbeskyttelsen var udført med det formål at opnå en beskyttelse af kystskrænten og bebyggelsen på skrænten. E gjorde endvidere gældende, at vilkåret var uproportionelt, da det ville være bekosteligt for E at fjerne høfden, som ikke var etableret af E, og at en bedre passagemulighed kunne opnås ved et mindre indgreb. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at det efter kystbeskyttelseslovens § 1, stk. 1, er lovligt og sagligt at inddrage hensyn til sikring af den eksisterende adgang til og langs kysten, hvilket efter nævnets opfattelse var den primære begrundelse for vilkåret om fjernelse af betonhøfden, foruden at høfden efter en kystteknisk vurdering var uvirksom. Nævnet bemærkede imidlertid, at hensynene skal inddrages og afvejes i forhold til den ansøgte kystbeskyttelse og ikke i forhold til betonhøfden, der var et andet kystbeskyttelsesanlæg, som ikke havde saglig sammenhæng med den tilladte skråningsbeskyttelse. Nævnet fandt herefter, at kommunens afgørelse led af en retlig mangel, og derfor var ugyldig. På denne baggrund blev kommunens afgørelse om tilladelse efter kystbeskyttelsesloven ophævet og hjemvist til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen understreger, at selv om et hensyn som offentlighedens adgang er lovlig efter kystbeskyttelsesloven, giver dette ikke en myndighed kompetence til i tilladelser til kystbeskyttelsesanlæg at stille vilkår om fjernelse af andre anlæg, der ikke har betydning for det tilladte kystbeskyttelsesanlæg. Om der herefter er grundlag for at kræve den lovligt etablerede betonhøfde fjernet, må afgøres efter naturbeskyttelseslovens § 22 med Kystdirektoratet som den kompetente myndighed, men ikke ved at indføje et for kommunens tilladelse uvedkommende vilkår.