MRF 2021.11
Planklagenævnets afgørelse af 13. januar 2021, j.nr. 19/06323
Forbud efter planlovens § 43 om udstykning af grund til parcelhusbebyggelse ophævet og hjemvist, da der ikke var sket partshøring. Ikke grundlag for at tilsidesætte vurdering af, at udstykningen var i strid med servitut.
E ansøgte i januar 2019 om udstykning af et areal til parcelhusbebyggelse bag et nuværende enfamiliehus på ejendommen, hvor et 3,8 m bredt ”koteletben” ville danne adgangsvej til det nye areal, og det nye skel mellem arealet med enfamiliehuset og koteletbenet ville blive placeret ved enfamiliehusets sydlige gavl. Ejendommen var omfattet af en tinglyst servitut af 2. december 1918, der indeholdt bestemmelser om afstand til naboskel, og hvor det i punkt 3 og 9 bl.a. var bestemt, at en bygning, såfremt den ikke blev sammenbygget med en bygning på nabogrunden, skulle placeres henholdsvis i vinduesafstand og 2,5 m fra nabogrunden. Københavns Kommune meddelte den 7. juni 2019 med henvisning til planlovens § 43 afslag til det ansøgte med den begrundelse, at udstykningen herunder etableringen af vejadgangen ikke overholdte servituttens bestemmelser om afstand til skel. Kommunen henviste til, at den eksisterende bygning ville blive placeret med facade i det nye skel, og at en sådan fravigelse fra servituttens bestemmelser ikke ville være forenelig med servituttens formål. Afslaget blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at kommunens skønsmæssige vurdering var forkert, og at kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der var tale om en privatretlig servitut med et sådant indhold, at den kunne håndhæves efter planlovens § 43. Nævnet lagde endvidere til grund, at servituttens punkt 3 skulle fortolkes i overensstemmelse med den dagældende byggelovgivning, der fastsatte afstandskravet for vinduer mod nabogrund til 1,88 m med tillæg af ¼ af bygningshøjden. Da den ansøgte udstykning ville medføre, at facaden på den eksisterende bygning på ejendommen ville blive placeret i skel ved koteletbenet mod den ansøgte udstykkede ejendom, fandt nævnet, at afstandskravet i servitutten ikke var overholdt, ligesom den eksisterende bygning ville blive placeret med mindre end 2,5 m fra naboskel. Nævnet fandt herefter, at udstykningen ville stride imod de to servitutbestemmelser. Kommunen havde derfor hjemmel i planlovens § 43 til at nedlægge forbud mod den ansøgte udstykning. Nævnet fandt ikke, at kommunens håndhævelse af servitutten var udtryk for usaglig forskelsbehandling af E, da kommunen havde oplyst, at den ville undersøge, om der i området var sket bebyggelse i skel og søge disse lovliggjort, hvis dette var tilfældet. Nævnet bemærkede imidlertid, at kommunen i forbindelse med forbuddet mod den ansøgte udstykning ikke havde partshørt E i form af et varsel. Med henvisning til forvaltningslovens § 19 fandt nævnet herefter, at kommunens afgørelse led af en væsentlig retlig mangel. Planklagenævnet ophævede herefter kommunens afgørelse som ugyldig og hjemviste sagen til fornyet behandling.