MRF 2021.106
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 2. februar 2021 (j.nr. 18/05196)
Efter klage fra vandforsyningsselskab blev påbud efter jordforureningslovens § 41 vedrørende en i 2007 konstateret forurening ophævet og hjemvist, da sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst i forhold til forureningens udbredelse og afgrænsning, hvorfor kommunen ikke havde haft det fornødne grundlag for at vurdere, om den påbudte afværgemetode var egnet til at oprense forureningen.
Sagen omhandlede en jordforurening med gasolie, der i januar 2007 blev konstateret på en ejendom ejet af Syddjurs Kommune. Forureningen hidrørte fra en igangværende nedgravet olietank, og oliespildet antoges at omfatte ca. 3.000 liter. Ejendommen var beliggende i et område med drikkevandsinteresser og inden for indvindingsopland til et alment vandværk beliggende ca. 450 meter mod nord-/nordøst fra ejendommen. Ved en indledende undersøgelse i januar 2007 blev forureningen delvist afgrænset horisontalt, men ikke afgrænset vertikalt. Det blev vurderet, at koncentrationen af kulbrinter oversteg jordens bindingskapacitet, og at der derfor fortsat ville ske en spredning af forureningen. Syddjurs Kommune meddelte i november 2007 påbud til Syddjurs Kommune, Team Ejendomme, om nærmere undersøgelse og afgrænsning af forureningen. Ved efterfølgende undersøgelser i 2008 blev det konstateret, at forureningen havde spredt sig både horisontalt og vertikalt i forhold til undersøgelsen i januar 2007. Der blev ved undersøgelserne påvist forurening med totalkulbrinter i jorden, hvorefter jordforureningen blev afgrænset horisontalt, mens forureningen vertikalt blev vurderet til at have nået grundvandsspejlet og således ikke blev afgrænset vertikalt. Der blev endvidere påvist kulbrinter i vandprøverne, dog uden at grundvandsforureningen blev afgrænset. Kommune meddelte i september 2008 med henvisning til jordforureningslovens § 41 påbud om oprensning af forureningen ved ”termisk behandling”, der ved de forudgående undersøgelser var vurderet som den mest egnede oprensningsmetode. Påbuddet blev meddelt til Afdelingen for Social og beskæftigelse i kommunen, da ejendommen på tidspunktet for udstedelsen af påbuddet blev anvendt af kommunens jobcenter. Påbuddet blev i oktober 2008 påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, der i januar 2012 (j.nr. NMK-11-00030) afviste at realitetsbehandle klagen, da nævnet ikke fandt, at Afdelingen for Social og beskæftigelse var klageberettiget i forhold til kommunens egen afgørelse. På baggrund af en rapport fra Dansk Miljørådgivning A/S (DMR) om alternative og billigere afværgestrategier, anmodede Team Ejendomme kommunen om, at sagen blev genoptaget, så påbuddet blev ændret til oprensning i form af opgravning af den forurenede jord. Kommunen meddelte herefter den 13. juni 2018 et revideret påbud om oprensning af jordforurening til Team Ejendomme. Det fremgik heraf, at påbuddet fra september 2008 som udgangspunkt fastholdtes, men at der kunne anvendes en anden oprensningsmetode. Afgørelsen blev påklaget af vandforsyningsselskabet, Djurs Vand, der bl.a. anførte, at kommunens vurdering ikke byggede på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at forureningens udbredelse siden de udførte undersøgelser i 2007 og 2008 kunne have ændret sig betydeligt, navnlig i relation til en vertikal spredning af forureningen båret af nedsivende regnvand. Henset til det manglende kendskab til forureningens nedbrydning og mulige vertikale spredning fandt nævnet, at hverken forureningsrisikoen, egnede afværgemetoder eller prisfastsættelsen for afværgemetoderne med tilstrækkelig sikkerhed kunne vurderes. Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, hvor meget jord der skulle bortgraves, og at det usikre estimat havde betydning for prisfastsættelsen i forhold til en termisk oprensning, idet en naturlig nedbrydning af forureningen kan betyde, at oprensningen bliver billigere som følge af, at oprensningsanlægget skal være i drift i kortere tid. For så vidt angik grundvandsforureningen, bemærkede nævnet, at der ikke var sket en afgrænsning heraf. Siden forureningens konstatering i 2007, var der alene er udtaget vandprøver i 4 filtersatte boringer i henholdsvis 2008, 2012 og 2016, hvoraf to viste en klar tendens til en stigende koncentration af kulbrinter i grundvandet over tid. Nævnet fandt det derfor ikke usandsynligt, at der havde indfundet sig maksimal styrke af kulbrinter i grundvandet, hvorfor sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst i forhold til forureningens udbredelse og afgrænsning. Kommunen havde derfor ikke haft det fornødne grundlag for at vurdere, om den påbudte afværgemetode var egnet til at oprense forureningen. På denne baggrund ophævede Miljø-og Fødevareklagenævnet påbuddet og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer på sin egen måde, hvordan uenighed om sagens oplysning og oprydning af en jordforurening kan få en sag til trække i langdrag, så der i 2021 endnu ikke er fundet en afslutning på en i 2007 konstateret jordforurening fra en nedgravet olietank på en kommunal institution. Samtidigt viser afgørelsen, at et vandforsyningsselskab, der berøres af en jordforurening, har klageret, hvis de påbudte foranstaltninger findes utilstrækkelige, hvilket er helt i overensstemmelse med EU-Domstolens dom i sag C-535/18 (MRF 2020.5 EUD). Det må i øvrigt anses for en fejl, at det ikke af Miljø- og Fødevareklagenævnets anonymiserede afgørelse fremgår, at klager er et vandforsyningsselskab.