MRF 2021.104
Retten i Esbjergs dom af 19. april 2021, sag BS-42621/2018-ESB
B mod Vestbanen A/S
Ikke grundlag for at tilkende yderligere erstatning til vognmandsvirksomhed ved nedlæggelse af jernbaneoverkørsel, da det ikke var godtgjort, at den nye adgangsvej ikke var en teknisk forsvarlig løsning i forhold til virksomheden, jf. princippet i den dagældende vejlovs § 69. Ikke krav på yderligere godtgørelse for sagkyndig bistand.
Sagens spørgsmål var, om ejeren, B, af en vognmandsvirksomhed havde krav på yderligere erstatning som følge af nedlæggelsen af en privat jernbaneoverkørsel på privatbanen mellem Varde og Nørre Nebel (Vestbanen), der var sket som led i et større sikringsprojekt af overkørsler. I juni 2015 besluttede ekspropriationskommissionen at delekspropriere B’s ejendom, hvorved en privat jernbaneoverkørsel beliggende tæt ved ejendommen, der gav B adgang til offentlig vej, blev nedlagt. Ekspropriationskommissionen udlagde samtidig en ny privat fællesvej med vigeplads over en del af B’s ejendom, som via en anden privat fællesvej gav B adgang til offentlig vej. Omlægningen af vejadgangen indebar, at afstanden til offentlig vej fra B’s ejendom blev forlænget med lidt over 300 m, og at B fremover skulle krydse en offentlig overkørsel et andet sted på jernbanen. Som erstatning for samtlige ulemper tilkendte ekspropriationskommissionen 50.000 kr., mens der tilkendtes 15.000 kr. i godtgørelse for sagkyndig bistand. B påklagede erstatningsspørgsmålet til den statslige taksationskommission, der ved kendelse af 30. marts 2017 tiltrådte ekspropriationskommissionens udmåling af ulempeerstatning og godtgørelse for sagkyndig bistand og tilkendte B yderligere 8.000 kr. i godtgørelse for sagkyndig bistand for taksationskommissionen. Taksationskommissionen udtalte bl.a., at princippet i den dagældende vejlovs § 69 (nu vejlovens § 48) var gældende for ejendommens vedkommende, uanset ejendommens værdi som erhvervsejendom med vognmandskørsel var forringet. B anlagde herefter sag mod Vestbanen A/S med påstand om, at erstatningen skulle forhøjes til ca. 1,5 mio. kr., subsidiært et mindre beløb. Til støtte herfor gjorde B gældende, at der ikke var etableret fornøden vejadgang i vejlovens forstand, og at B derfor havde krav på yderligere erstatning for bl.a. værdiforringelse af ejendommen, udgifter til vedligeholdelse af den private fællesvej og udgifter til forøget køretid og brændstof for B’s vognmænd. B gjorde endvidere gældende, at der skulle tilkendes et højere beløb for sagkyndig bistand. Vestbanen A/S påstod frifindelse. Retten var enig med taksationskommissionen i, at princippet i den dagældende vejlovs § 69 (nu vejlovens § 48) var anvendeligt i sagen, og at det afgørende derfor var, om der var sikret ejendommen fornøden vejforbindelse, hvilket indebærer et krav om, at den nye vejforbindelse skal være egnet til den trafik, der er mellem ejendommen og offentlig vej. Retten bemærkede bl.a., at det fremgik af taksationskommissionens afgørelse, at taksationskommissionen var bekendt med, at der fra B’s ejendom blev drevet vognmandsvirksomhed, og at kommissionen, som besigtigede den nye adgangsvej, lagde til grund, at den opfyldte de gældende vejtekniske bestemmelser. Da det ikke ved bevisførelsen var godtgjort, at den nye adgangsvej ikke var en teknisk forsvarlig løsning i forhold til vognmandsvirksomheden, og da det forhold, at vejstrækningen var længere end tidligere, ikke i sig selv kunne begrunde krav på erstatning, fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte taksationskommissionens vurdering af, at der var etableret fornøden vejforbindelse. Retten fandt endvidere, at der efter sagens art, herunder kompleksitet og omfang, ikke var grundlag for at forhøje godtgørelsen for sagkyndig bistand på i alt 23.000 kr. På denne baggrund blev Vestbanen A/S frifundet.
Kommentar: Dommens anvendelse af princippet i vejlovens § 48 ved nedlæggelse af jernbaneoverkørsler er i overensstemmelse med U 2008.1678 H. Det er i den forbindelse vigtigt at sondre mellem ændringer i vejadgangen, der indebærer en øget kørselsafstand fra ejendommen til offentlig vej, henholdsvis ændringer, der indebærer såkaldt omvejskørsel, dvs. hvor der opstår længere transportvej mellem flere lodder af den samme ejendom. Det førstnævnte tilfælde vil – som anført af byretten i denne sag – ikke i sig selv berettige til erstatning, hvorimod der i tilfælde af omvejskørsel kan være krav på erstatning, jf. f.eks. U 2008.1678 H og MAD 2009.1831. Byrettens dom understreger endvidere, at motiverne til vejlovens § 48, hvorefter en ejendom ”ikke [har] fornøden forbindelse til offentlig vej, hvis en ændret placering eller udformning af overkørsler til ejendommen medfører driftsulemper for en virksomhed på denne” (jf. Folketingstidende 1974-75, 2. saml., tillæg A, sp. 3540), ikke må forstås for bogstaveligt. For så vidt angår spørgsmålet om godtgørelse for sagkyndig bistand for ekspropriations- og taksationskommissionerne, anerkender dommen niveauet fastlagt i administrativ praksis vedr. ekspropriationsproceslovens § 29, jf. Hanne Mølbeck m.fl., Ekspropriation i praksis, 2. udg., 2019, s. 338.