MRF 2021.102
Retten i Aarhus’ dom af 19. marts 2021, sag BS-26214/2019-ARH
A mod Planklagenævnet
Afslag på landzonetilladelse til udstykning af parcel med ældre, bevaringsværdigt stuehus fra en ejendom med et nyere stuehus beliggende i kystnærhedszone.
Sagen angik et afslag på landzonetilladelse til udstykning af en parcel med et ældre, bevaringsværdigt stuehus fra en ejendom beliggende i kystnærhedszonen. I 2005 var der ansøgt om tilladelse til nedrivning af stuehuset, hvilket Aarhus Kommune modsatte sig. Kommunen meddelte dog i 2006 tilladelse til opførelse af et nyt stuehus på ejendommen på vilkår om, at det bestående hus blev bevaret som udhus, hvilket blev tinglyst på ejendommen. Det nye stuehus blev opført, og i 2017 søgte A om landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, til at udstykke den del af ejendommen, hvor det ældre stuehus (udhus) var beliggende, idet A ønskede, at stuehuset fremover skulle anvendes til beboelse og derfor skulle være beliggende på en selvstændig matrikel. I august 2017 meddelte Aarhus Kommune afslag på landzonetilladelse til udstykningen, hvilket A påklagede til Planklagenævnet, der den 2. november 2018 stadfæstede afslaget på udstykning. Planklagenævnet henviste til, at udstykningen ville medføre, at der i det åbne land opstod en ny, frit omsættelig ejendom med en bolig uden sammenhæng med jord- eller skovbrugserhvervene, hvilket var i strid med de generelle planlægningsmæssige hensyn. A anlagde herefter sag mod Planklagenævnet med principal påstand om, at nævnet skulle anerkende, at afgørelsen af 2. november 2018 var ugyldig, og skulle meddele A udstykningstilladelse, subsidiært at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling. Planklagenævnet påstod frifindelse, subsidiært hjemvisning. I september 2020 meddelte Aarhus Kommune tilladelse til nedrivning af det ældre stuehus. Retten fandt, at der hverken efter ordlyden af planlovens § 35, stk. 1, eller forarbejderne hertil var grundlag for at fortolke bestemmelsen således, at der består et krav på landzonetilladelse, såfremt en udstykning ikke medfører en visuel eller fysisk forandring i landskabet. Denne omstændighed kan alene tillægges betydning i forhold til de landskabelige hensyn, der skal varetages ved administrationen af planloven, hvorimod det ikke i sig selv kan tillægges betydning i forhold til de planlægningsmæssige hensyn. Retten tiltrådte Planklagenævnets vurdering, hvorefter der som udgangspunkt ikke meddeles landzonetilladelse til udstykning af bebyggelse til bolig i landzone, navnlig ikke hvor der er tale om arealer, der tillige er beliggende i kystnærhedszonen. Retten bemærkede, at formålet med udstykningen var at skabe økonomisk mulighed for istandsættelse og vedligeholdelse af det ældre stuehus, og at der ved udstykningen reelt ville blive tilvejebragt en frit omsættelig ejendom med bolig i det åbne land. Det var ikke godtgjort, at Planklagenævnet havde inddraget usaglige eller ulovlige hensyn i afgørelsen, ligesom nævnet ikke havde tilsidesat lighedshensyn eller foretaget et åbenbart urigtigt skøn. På denne baggrund blev Planklagenævnet frifundet.