MRF 2020.11
EU-Domstolens dom af 9. juli 2020, 1. afd., sag C-297/19, Naturschutzbund Deutschland - Landesverband Schleswig-Holstein
Miljøansvarsdirektivets forbehold for, at ”sædvanlig forvaltning af arealer” ikke nødvendigvis udgør en betydelig miljøskade på beskyttede arter omfatter bl.a. landbrugsmæssig dræning, forudsat der er tale om en anerkendt og veletableret praksis udøvet i længere tid, og at denne praksis ikke er i modstrid med forpligtelserne efter habitatdirektivet og fugledirektivet. Pumpelaug er en erhvervsmæssig aktivitet efter miljøansvarsdirektivets art. 2(7), uanset om det drives i offentlig interesse, da reglen også omfatter aktiviteter, som på grundlag af en delegation ved lov udøves i offentlighedens interesse.
Halvøen Eiderstadt i Schleswig-Holstein er udlagt som særligt fuglebeskyttelsesområde, fordi området er det vigtigste yngleområde i Schleswig-Holstein for sortternen (vandfugl). Halvøen er samtidig et landbrugsområde, der dog kun kan dyrkes grundet en omfattende dræning, hvor vedligeholdelsen af drænledninger og pumpeanlæg påhviler de 17 vand- og jordlaug, der er hjemmehørende på halvøen. Den tyske miljøorganisation Naturschutzbund Deutschland (ND) fandt, at den ene af disse pumpestationer, Adamsiel, der omfatter en udskylningssluse og et pumpeanlæg, forårsagede miljøskade på sortternen efter miljøansvarsdirektivets (2004/35) art. 2(1)(a), og bad delstatens myndigheder om at pålægge pumpelauget at afhjælpe disse skader i henhold til den tyske gennemførelse af miljøansvarsdirektivet. Dette blev afslået af de tyske myndigheder, der henviste til, at der var tale om ”sædvanlig forvaltning af arealer”, hvilket efter miljøansvarsdirektivets bilag I ikke nødvendigvis betegnes som betydelig skade. Afslaget blev indbragt for den tyske forvaltningsdomstol og førte til, at der blev rejst præjudicielle spørgsmål. EU-Domstolen understregede indledningsvis, at skade på beskyttede arter og naturtyper, som er forvoldt ved projekter godkendt efter habitatdirektivets art. 6(3) og 6(4), per definition ikke udgør en miljøskade, jf. art. 2(1)(a), og at direktivets ansvarsregler kun omfatter ”en betydelig negativ påvirkning”. Det fremgår videre af direktivets bilag I, at bestemte skadesårsager ikke nødvendigvis skal betegnes som betydelig skade, og til disse hører ”sædvanlig forvaltning af arealer”. Dette omfatter bl.a. landbrugsmæssig dyrkning og dræning, forudsat at denne forvaltning er i overensstemmelse med god praksis, navnlig god landbrugspraksis (præmis 52). Dette omfatter ”alle de forvaltningsforanstaltninger”, som medlemsstaterne har vedtaget i medfør af bl.a. habitatdirektivets art. 6 og fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4 (præmis 54-55). Herefter fastslog EU-Domstolen, ”at begrebet »sædvanlig forvaltning« navnlig kan omfatte landbrugsaktiviteter, der udøves på et areal, som omfatter beskyttede arter og naturtyper som helhed, herunder dem, der kan være et uomgængeligt supplement, såsom kunstvanding og dræning, og dermed driften af et pumpeanlæg” (præmis 57). Sædvanlig forvaltning ”kan hidrøre fra en praksis, som hidtil har været udført af ejere eller operatører” og ”omfatter således de forvaltningsforanstaltninger, der som følge af, at de er blevet praktiseret i et vist tidsrum, kan anses for at være almindelige for det pågældende areal”, forudsat at dette ikke er i modstrid med forpligtelserne efter habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet (præmis 61). Dette forudsætter dog, at den pågældende forvaltning har været udøvet i længere tid og er almindelig anerkendt og veletableret (præmis 65). Miljøansvarsdirektivets ansvarsregler har kun operatører af ”erhvervsmæssig aktivitet” som ansvarssubjekter, hvilket begreb er defineret i direktivets art. 2(7). EU-Domstolen fastslog, at dette også ”omfatter aktiviteter, som på grundlag af en delegation ved lov udøves i offentlighedens interesse”.
Kommentar: Miljøansvarsdirektivets regler om operatøransvar for miljøskader er i dansk ret gennemført i et kompliceret system, hvor miljøskadelovens regler er i ”dvale”, indtil en myndighed på grundlag af en af de forskellige sektorlove (f.eks. miljøbeskyttelsesloven, vandløbsloven, naturbeskyttelsesloven og jordforureningsloven) træffer afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade. Dette komplicerede system er senest belyst i det speciale, som er offentliggjort i MRF 2021C.1, hvor mere indgående belyses de to eneste danske sager fra Fredericia og Holbæk. Specialet indeholder tillige en belysning af ændringen af miljøskadeloven ved lov nr. 126 af 30. januar 2021 efter åbningsskrivelse fra Kommissionen. Ændringen betyder, at der nu indføres en direkte og ubetinget handlepligt for en operatør i tilfælde af miljøskade, men således at operatøren har krav på at få udgifterne til afværge og genopretning godtgjort fra myndighederne, hvis der ikke er grundlag for at gøre operatøren ansvarlig, hvilket f.eks. kan være tilfældet, hvis alle godkendelsesvilkår er overholdt. Søren Stig Andersen har kommenteret ændringen i Juristen, 2020, s. 178.