MRF 2024.36
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 18. januar 2024, j.nr. 23/14683
Opsættende virkning af klage over påbud om fysisk lovliggørelse til opfyldelse af landbrugslovens bopælspligt, fordi gennemførelse af påbuddet ville være uoprettelig for ejeren L, og hensynet til afgørelsens gennemførelse og formålet med landbrugsloven ikke kunne opveje hensynet til L’s interesse i bibeholdelsen af sin ejendom, og det ikke kunne udelukkes, at L ville få medhold i klagen.
Landmanden L havde i 2019 erhvervet en ejendom E1 og havde i den forbindelse opnået dispensation fra landbrugslovens bopælspligt fra E1 og en anden ejendom (E2), som var blevet forlænget ad to omgange, senest indtil december 2022. I forbindelse med erhvervelsen af E1 havde L erklæret, at landbrugslovens bopælspligt ville blive opfyldt for en tredje ejendom (E3). I august 2023 meddelte Landbrugsstyrelsen afslag på dispensation fra bopælspligten på E1 og E2 med henvisning til, at E ikke havde fremmet et byggeprojekt på E3, og at bopælspligten kunne opfyldes fra en beboelsesbygning på en ejendom, hvor der var søgt om dispensation fra bopælspligten, dvs. enten E1 eller E2. Landbrugsstyrelsen anførte, at opførelsen af et nyt stuehus ikke forudsatte særlige tilladelser, hvormed dette burde have været bragt i stand, således at bopælspligten kunne opfyldes derfra. Det var styrelsens opfattelse, at L havde haft tilstrækkelig tid til at indrette sig således, at bopælspligten kunne opfyldes fra enten E1 eller E2. Afgørelsen blev af E påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet (j.nr. 24/00076). Den 15. november 2023 meddelte Landbrugsstyrelsen påbud om fysisk lovliggørelse enten ved afhændelse af ejendommene eller ved etablering af passende beboelse til opfyldelse af bopælspligten herpå senest den 15. maj 2024. Af afgørelsen fremgik, at L gennem Kolding Kommune havde igangsat lokalplanændring for området, og at L i 2019 havde indsendt en helhedsplan for projektet til kommunen. Kommunen havde i den forbindelse oplyst, at der ikke var truffet afgørelse om zoneforhold, og at projektet var afgørende for, om ejendommen skulle forblive i landzone eller omdannes til byzone. Påbuddet blev påklaget af L, der navnlig anførte, at styrelsen havde meddelt påbud på trods af, at afgørelsen om afslag på dispensation fra bopælspligt var påklaget, at fristen for lovliggørelse var uproportional, og at grundlaget for påbuddet afhang af Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering af den allerede påklagede afgørelse. L anmodede endvidere om, at klagen over påbuddet blev tillagt opsættende virkning, da lovliggørelsespåbuddet var indgribende for L, og da det ville være i strid med betragtninger om værdispild at pålægge L at gøre ejendommen beboelig i en periode, indtil denne skulle rives ned. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) tog i denne delafgørelse stilling til, hvorvidt L’s klage skulle tillægges opsættende virkning. Nævnet bemærkede indledningsvis, at landbrugsloven ikke indeholdt bestemmelser om opsættende virkning. Spørgsmålet om opsættende virkning måtte derfor bero på en afvejning af de modstående hensyn, og der skulle efter nævnspraksis foreligge særlige forhold for at fravige hovedreglen om ikke-opsættende virkning, som indirekte fremgår af grundlovens § 63. I den konkrete sag fandt nævnet, at klagen skulle tillægges opsættende virkning, idet efterlevelse af påbuddet ville være uopretteligt for L, og ejendommen umiddelbart fremstod ubeboelig. Modstående hensyn til det offentliges interesse i, at gennemtvingelse af afgørelsen ikke blev udsat, og hensynet til formålet med landbrugsloven, var efter nævnets vurdering ikke så tungtvejende, at de kunne opveje L’s interesse i beholde sin ejendom. I afvejningen havde nævnet videre inddraget, at det ikke kunne udelukkes, at L ville få medhold i sin klage. På den baggrund tillagde nævnet klagen opsættende virkning.
Kommentar: Afgørelsen vedrører landbrugslovens bopælspælspligt, der efter ændringen af reglerne om bopælspligt i 2010 er udformet på den måde, at bopælspligten kan opfyldes på en hvilken som helst anden landbrugsejendom inden for EU, jf. landbrugslovens § 8, stk. 2, og hertil uddybende Peter Mortensen, Landbrugsloven, 2. udg., 2011, s. 135 ff. I denne sag havde E ikke opfyldt denne betingelse, men da der verserede en sag ved klagenævnet om afslag på dispensation, kan det undre, at Landbrugsstyrelsen ikke afventede udfaldet af denne klagesag, før Landbrugsstyrelsen meddelte lovliggørelsespåbud. Om rammerne for en sådan berostillelse af lovliggørelsessagen på en verserende klage- eller retssag se Thomas Haugsted, Når forvaltningen tolererer lovovertrædelser, i Mads Bryde Andersen m.fl. (red.), Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 279 ff., især s. 303 ff. Afslaget på dispensation blev i øvrigt ophævet og hjemvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet den 26. april 2024, hvilket illustrerer problemet ved den af Landbrugsstyrelsen anvendte fremgangsmåde. Da landbrugsloven ikke indeholder en stillingtagen til, om klager over lovliggørelsespåbud har opsættende virkning, var Miljø- og Fødevareklagenævnet henvist til at afgøre dette spørgsmål på grundlag af almindelige forvaltningsretlige principper, hvilket forudsætter en afvejning af de hensyn, der varetages ved håndhævelsen, over for konsekvenserne af en fysisk lovliggørelse for den forpligtede. Det forekommer i dette lys velbegrundet, at nævnet tillagde klagen opsættende virkning.