MRF 2024.200
Østre Landsrets dom af 17. maj 2024, 12. afd., sag BS-3352/2021-OLR
(Birgitte Grønborg Juul, Bloch Andersen og Louise Lindekilde Engberg (kst.))
DJ (adv. Nicolai Platzer Funder) mod Ringsted Kommune (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Rabatten af en ikke matrikuleret kommunal vej var en del af vejen og dermed kommunens ejendom, hvorfor skelforretnings fastsættelse af skel blev tiltrådt. Ejer, der havde pløjet helt op til asfaltkanten, skulle erstatte kommunens udgifter til at genoprette rabatten.
Sagen drejede sig om placeringen af skellet mellem DJ’s landbrugsejendom og Havemøllevej, der er en offentlig vej i Ringsted Kommune, men som ikke var udskilt som matrikuleret ejendom. Sagen angik derudover fordelingen af udgifter til skelforretning, og om Ringsted Kommune havde krav på erstatning for udgifter til udbedring af rabatten forårsaget af DJ’s pløjning tæt ved Havemøllevej. Baggrunden for sagen var, at der omkring 2015 opstod uenighed mellem kommunen og DJ om, hvor skelgrænsen gik. Skellet omfattede en 1.300 m lang strækning. I august 2016 afsatte kommunen viserpinde, der markerede skellet, men DJ var uenig heri og mente, at Havemøllevej var beliggende på DJ’s ejendom, og at vejen som følge heraf kun kunne udstrækkes til det areal, som var registreret i vejregistret. Kommunen mente, at vejen tilhørte kommunen inklusiv vejrabatten, og anmodede om skelforretning, der blev gennemført den 22. november 2017. Skelforretningen konkluderede, at Havemøllevej var en offentlig vej, der endnu ikke var udskilt, og lagde med henvisning til en udtalelse fra Vejdirektoratet til grund, at vejrabatten var en del af vejen og derfor tilhørte kommunen. Der blev i den forbindelse udarbejdet et kort af landinspektøren over skellets placering. DJ anlagde herefter sag mod Ringsted Kommune med påstand om, at kommunen skulle anerkende, at skelerklæringen ikke kunne anvendes, og at DJ havde ejendomsret helt ud til vejen med asfalt. Kommunen påstod frifindelse og nedlagde selvstændig påstand om erstatning for udgifter til genopretning af rabatten, der var ødelagt ved DJ’s pløjning helt op til vejen. Byretten lagde til grund, at Havemøllevej er en offentlig vej, og at denne ikke alene omfatter det asfaltbelagte areal, men også omfatter rabatten af hensyn til trafiksikkerheden. På denne baggrund tiltrådte byretten den af landinspektør fastsatte skelgrænse, hvorfor kommunen blev frifundet for DJ’s påstande. I forhold til kommunens erstatningskrav mod DJ for udbedring af rabatten lagde byretten til grund, at uanset om DJ var i god tro om, at rabatten var beliggende på DJ’s ejendom, var DJ erstatningsansvarlig for de skader, som DJ påførte rabatten ved at pløje ud til asfalt. Da kommunens foranstaltninger med genopretning af rabatten måtte anses for fagligt forsvarlige og ikke mere omkostningsfulde end nødvendig, gav byretten kommunen medhold i erstatningskravet, da de iværksatte foranstaltninger ikke kunne afvente udfaldet af den verserende sagt under hensyn til trafiksikkerheden. I relation til udgifter til skelforretningen lagde retten til grund, at kommunen havde fået fuldt medhold i skelforretningen, og at DJ derfor som udgangspunkt skulle betale alle udgifter på ca. 300.000 kr. Efter en nærmere gennemgang af alle udgifterne fandt byretten dog, at DJ alene skulle betale 172.500 kr., således at DJ til kommunen samlet skulle betale ca. 410.000 kr. DJ ankede dommen til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten stadfæstede byrettens dom mht. skellets placering og frifandt derfor kommunen for DJ’s anerkendelsespåstande. I forhold til kommunens erstatningskrav lagde landsretten til grund, at DJ forud for skelforretningen havde pløjet helt tæt på asfaltkanten og dermed pløjet på kommunens ejendom, og at kommunens retablering var nødvendig. Med henvisning hertil forhøjede landsretten erstatningen til kommunen til i alt ca. 590.000 kr.
Kommentar: Dommen understreger, at en offentlig vej også omfatter tilhørende rabatter, uanset om den offentlige vej er udskilt matrikulært. Det fremgår i øvrigt af sagen, at der var nedlagt ledninger på arealet på grundlag af gæsteprincippet, og at DJ i den forbindelse blev tilkendt erstatning som ejer, hvilket var et af de mange anbringender, DJ anførte til støtte for sine påstande, men hverken blev kommenteret af byretten eller landsretten. Det sidste kan formentlig forklares med, at den omstændighed, at DJ måtte have fået betaling for ledninger beliggende under vejrabatter, ikke er udtryk for en selvstændig prøvelse af, om vejrabatten tilhørte DJ. I den sammenhæng må tillige nævnes den i byretsdommen (s. 18) omtalte udtalelse fra Vejdirektoratet, der understreger, at vejens udskillelse i matriklen ikke er udtryk for erhvervelse, men blot en tydeliggørelse af ejerforhold, hvilket tillige er klart udtrykt i forarbejderne til den nugældende vejlovs § 60 om udskillelse af offentlig vej i matriklen, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, lovforslag nr. L 20, s. 59. Se også MAD 2018.243 B, hvor udskillelse i matrikel af en offentlig vej først skete efter mere end 25 år. Derimod stiller sagen sig anderledes, hvis selve grundlaget for myndighedens etablering af vejen på privat ejendom – f.eks. en ekspropriationsbeslutning – ophæves, som det belyses i Thomas Haugsted, Om efterfølgende »lovliggørelse« af anlæg opført i henhold til en ugyldig ekspropriationsbeslutning eller ved anden uhjemlet råden, TfM 2020, s. 149 ff.