MRF 2024.16
Planklagenævnets afgørelse af 6. februar 2024, j.nr. 23/05297 og 23/05819
Lovliggørende landzonetilladelse til to parkerings- og oplægsarealer ophævet, da arealerne havde været anvendt til parkering i ca. 23 år og derfor måtte anses for lovligt eksisterende som følge af indrettelseshensyn. Lovliggørende landzonetilladelse til et nyere parkeringsareal ændret til et afslag pga. landskabelig påvirkning og uanset vilkår om beplantning.
Sagen angik lovliggørelse af tre arealer på E’s ejendom i landzone ved Græsted, der blev anvendt til parkerings- og oplagsplads for bl.a. biler, hestetrailer, traktor mv. Arealerne udgjorde ca. 190 m2, 80 m2 henholdsvis 48 m2. I marts 2023 meddelte Gribskov Kommune lovliggørende landzonetilladelse til de tre arealer på vilkår om bl.a. bevaring af eksisterende bevoksning omkring arealerne og etablering af supplerende beplantning. I vilkårene var derudover fastsat begrænsninger i anvendelsen af arealerne samt retningslinjer for fremtidig etablering af belysning i forbindelse med arealerne. Afgørelsen blev påklaget dels af E, der anførte, at kommunen havde fortabt retten til at kræve forholdene lovliggjort, hvorfor der ikke kunne stilles vilkår om arealernes anvendelse, dels af en nabo, der bl.a. anførte, at arealerne ikke var nødvendiggjort af erhvervsmæssig drift. Planklagenævnet (formanden) konstaterede, at det af E’s klage fremgik, at de to arealer på ca. 190 m2 og 48 m2 havde været anvendt til parkering i over 20 år, mens det af naboens klage fremgik, at områderne var nyanlagte. Nævnet bemærkede, at en kommune kan fortabe retten til at kræve lovliggørelse efter en vis tid, hvis ejeren har berettigede forventninger om, at forholdet ikke vil blive kræve lovliggjort, og at dette også er tilfældet, selvom kommunen ikke har udvist myndighedspassivitet, hvis forholdet er etableret for meget lang tid siden, og ejeren har haft grund til at indrette sig i tillid til, at det ikke ville blive krævet fjernet. I denne vurdering må også indgå bl.a. karakteren af det ulovlige forhold, og om ejeren var i god eller ond tro. I forhold til den konkrete sag bemærkede nævnet, at der på luftfotos fra 1999 kunne ses parkerede biler på de to arealer, hvorfor det måtte lægges til grund, at arealet havde været anvendt til parkering i ca. 23 år, før kommunen traf afgørelse. Nævnet udtalte herefter: ”Kommunen hverken kan eller skal give en landzonetilladelse, når der foreligger indrettelseshensyn. Dette skyldes, at kommunen er afskåret fra at kræve lovliggørelse, herunder retlige lovliggørelse i form af en landzonetilladelse. Planklagenævnet finder, at forholdet på den baggrund er at anse for lovligt eksisterende”. På den baggrund ophævede nævnet den lovliggørende landzonetilladelse for så vidt angik disse to arealer, som kommunen var afskåret fra at kræve lovliggjort. For så vidt angik det tredje areal på ca. 80 m2, som var nyanlagt, fandt nævnet, at der ikke kunne meddeles lovliggørende landzonetilladelse, idet parkering og oplag på dette areal ikke ville have en naturlig og landskabelig hensigtsmæssig sammenhæng med ejendommens øvrige bebyggelse, herunder fordi arealet var placeret ca. 85 m fra eksisterende bebyggelse på ejendommen, og vilkår om beplantning ikke i sig selv kunne begrunde landzonetilladelse. På den baggrund ændrede nævnet denne del af den lovliggørende landzonetilladelse til et afslag.
Kommentar: Afgørelsen er et tydeligt eksempel på, at Planklagenævnet i sin nyere praksis antager, at myndighedspassivitet og lang tids forløb (indrettelseshensyn) ikke blot fører til, at kommunen fortaber retten til at kræve det ulovlige forhold fysisk lovliggjort, men at retten til at kræve lovliggørelse bortfalder som sådan, hvilket ifølge nævnet så betyder, at forholdet må anses for ”lovligt eksisterende”, jf. ligeledes MRF 2023.243 Pkn og MRF 2024.15 Pkn. I ovenstående sag fra Gribskov fik det den konsekvens, at Planklagenævnet ophævede en lovliggørende landzonetilladelse med henvisning til, at retlig lovliggørelse er upåkrævet, når forholdet er lovligt bestående. Som uddybet i kommentaren til MRF 2023.243 Pkn må denne opfattelse anses for tvivlsom. Miljø- og Fødevareklagenævnets nyere praksis om spørgsmålet har været mere inkonsistent, jf. MRF 2023.215 Mfk, MRF 2023.236 Mfk og MRF 2023.257 V. Om Planklagenævnets nyere praksis om indrettelseshensyn se i øvrigt PKNO nr. 40 fra januar 2024.