MRF 2023.86
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. marts 2023, j.nr. 22/11294
Ophævet og hjemvist VVM-tilladelse til etablering af 60 ha solcelleanlæg ved Skibstrup, da Planklagenævnet i MRF 2023.55 Pkn havde ophævet lokalplan samt kommuneplantillæg for projektet grundet utilstrækkelige undersøgelser af planernes påvirkning af bilag IV-arter.
Helsingør Kommune meddelte i september 2022 VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 til etablering af et solcelleanlæg i Skibstrup, efter at kommunen i juni 2022 havde vedtaget kommuneplantillæg og lokalplan for projektet, hvilken afgørelse var påklaget til Planklagenævnet. Projektet bestod af et ca. 60 ha stort solcelleanlæg, der skulle etableres i et område bestående af opdyrkede landbrugsarealer med eksisterende læbælter samt et § 3-beskyttet vandhul. VVM-tilladelsen blev påklaget af en nabo, der bl.a. gjorde gældende, at miljøkonsekvensrapporten led af flere mangler, bl.a. fordi påvirkningen af bilag IV-arter ikke var tilstrækkeligt vurderet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at Planklagenævnet den 23. februar 2023 (MRF 2023.55 Pkn) havde ophævet kommuneplantillægget og lokalplanen for projektet grundet mangelfuld vurdering af bilag IV-arter i forhold i forhold til planhabitatbekendtgørelsen. Da det fremgår af miljøvurderingsbekendtgørelsen, at der ikke kan meddeles VVM-tilladelse til et projekt, før der foreligger det nødvendige plangrundlag, var VVM-tilladelsen ugyldig. Nævnet ophævede og hjemviste på den baggrund VVM-tilladelsen med bemærkning om, at Helsingør Kommune ved en fornyet behandling skulle undersøge, om der fandtes en selvstændig bestand af spidssnudet frø i projektområdet, og om projektet kunne påvirke denne.
Kommentar: Læseren skal ikke lade sig forvirre af, at sagen ifølge klagenævnets afgørelse vedrører en afgørelse fra Vordingborg Kommune, da det må anses for en lapsus på klagenævnets portal. Afgørelsen er i øvrigt et udmærket et eksempel på, at de to klagenævn grundet kompetencefordelingen i relation til miljøvurderingsloven ofte foretager en næsten identisk prøvelse af bl.a. påvirkning af EU-beskyttet natur. Miljø- og Fødevareklagenævnet kan dog få problemer, hvis en VVM-tilladelse stadfæstes, og Planklagenævnet efterfølgende ophæver plangrundlaget, idet Miljø- og Fødevareklagenævnet så er tvunget til at genoptage sagen. I den omvendte situation, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet måtte nå frem til, at en VVM-tilladelse er ugyldig, selv om Planklagenævnet har stadfæstet plangrundlaget for det pågældende projekt, kan der opstå problemer for kommunen, hvis kommunen har iværksat projektet, som det f.eks. skete i MAD 2019.161 Mfk om et kystbeskyttelsesanlæg ved Jyllinge Nordmark. Der kan derfor være gode grunde til, at Folketinget genovervejer, om det ville være hensigtsmæssigt at sammenlægge de to klagenævn, og herunder tillige, om et fælles klagenævn også kan omfatte klager over byggetilladelser. Den nuværende kompetencefordeling synes primært at fremme en del unødige opgaver.