MRF 2023.318
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse 13. december 2023, j.nr. 20/13117, 20/13118 og 20/13119
Stadfæstet afgørelse om at klassificere rørledning som privat vandløb, da spildevandstekniske anlæg efter nævnets praksis efterfølgende kan udtages af spildevandsplanen, og det ikke var dokumenteret, at vandløbsmyndigheden skulle have forestået den faktiske vedligeholdelse af vandløbet og dermed fraveget udgangspunktet om, at et vandløb anses for privat vandløb, når der ikke foreligger positiv beslutning om at anse vandløbet for offentligt.
Sagen omhandlede klassificering af en rørledning med begyndelsespunkt ved kildevæld og afslutning med udløb i en mølledam i Svendborg som enten ledningsanlæg for spildevand eller rørlagt forløb for et vandløb. I 2014 traf Svendborg Kommune afgørelse om, at rørledningen havde karakter af et rørlagt vandløb. Afgørelsen blev påklaget og ophævet i MAD 2015.340 Nmk, idet sagen var utilstrækkelig oplyst, da det ikke var anført, hvilken funktion rørledningen havde mht., at rørledningen på historiske kort var indtegnet som åbent vandløb, og at rørledningen på et tidspunkt havde været kategoriseret som spildevandsledning på kommunens hjemmeside. Ved afgørelse af 27. november 2019 (j.nr. 19/07199) afviste klagenævnet at genoptage sagen. Herefter traf kommunen den 5. oktober 2020 ny afgørelse, hvor det for kategoriseringen af rørledningen med henvisning til vandløbslovens §§ 1 og 2 blev lagt til grund, at der var tale om et rørlagt vandløb, der i henhold til vandløbslovens § 8 havde karakter af privat vandløb. Det fremgik af afgørelsen, at kort fra 1842 og 1903 anførte et åbent vandløb med samme placering, som placeringen for rørledningen. Endvidere fremgik det, at en TV-inspektion havde vist, at rørledningen var fyldt med vand fra kildevældet ved begyndelsespunktet for rørledningen, og at der kun var ganske få stik på rørledningen. Endvidere fremgik det, at rørledningen ikke var optaget som spildevandsteknisk anlæg i den kommunale spildevandsplan, og at det kommunalt ejede forsyningsselskab havde oplyst, at der ikke blev ledt spildevand til rørledningen. Derudover fremgik det, at rørledningen ikke var optaget som offentligt vandløb, og der forelå ikke regulativ for rørledningen. Afgørelsen blev påklaget af tre bredejere, der gjorde gældende, at der var tale om en ledning for regn- og spildevand, hvor Svendborg Kommune havde vedligeholdelsespligten, herunder at der tidligere havde været tilledning af spildevand til rørledningen, og at kommunen skulle have forestået den faktiske drift og vedligeholdelse af rørledningen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at det på den ene side fremgår af vandløbslovens § 2, stk. 2, at loven finder anvendelse på vandløb, hvis tilstedeværelse flere end en enkelt har interesse i, og at vandløbsloven efter § 2, stk. 1, også finder anvendelse på rørledninger, mens der efter spildevandsbekendtgørelsens § 4, stk. 7, ved spildevandsanlæg forstås åbne og lukkede ledninger, der tjener til afledning af spildevand. Efter denne lovs § 4, stk. 1, forstås der ved spildevand alt vand, der afledes fra bebyggelse og befæstede arealer. Herudover bemærkede nævnet, at eksisterende spildevandsanlæg efter spildevandsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 2, skal fremgå af spildevandsplanen, så spildevandsanlæg afgrænses over for vandløb. En rørledning, der er optaget i spildevandsplanen som et spildevandsteknisk anlæg, er dermed ikke omfattet af vandløbslovens regler. Omvendt følger det af nævnets praksis i sag NMK-43-00562 samt ombudsmandens udtalelse i FOB 2018-38, at et spildevandsteknisk anlæg kan udtages af spildevandsplanen, hvorefter rørledningen vil være omfattet af vandløbslovens regler. Nævnet konstaterede, at det på baggrund af den foreliggende TV-inspektion kunne lægges til grund, at rørledningen fandt anvendelse til afledning af overfladevand, da ledningen var fyldt med vand fra kildevældet, og der alene var få stik på rørledningen. Endvidere lagde nævnet til grund, at rørledningen ikke var klassificeret som spildevandsteknisk anlæg i spildevandplanen, og at det under hensyn til nævnets praksis i øvrigt var uden betydning, hvorvidt rørledningen tidligere havde fremgået af spildevandsplanen, da spildevandsanlæg efterfølgende kan udtages af spildevandsplanen. Vedrørende vedligeholdelsesforpligtelsen bemærkede nævnet, at vedligeholdelsen af offentlige vandløb efter vandløbslovens § 31 påhviler vandløbsmyndigheden, mens vedligeholdelse af private vandløb påhviler bredejerne efter § 35, og hvis der ikke foreligger en positiv beslutning om at optage et vandløb som offentligt, er udgangspunktet, at der er tale om et privat vandløb. Klassifikationen af vandløb kan dog efter U 2003.1002 H være påvirket af, hvorvidt vandløbsmyndigheden rent faktisk har forestået vedligeholdelse af et privat vandløb, således det ud fra det forvaltningsretlige forventningsprincip kan medføre, at vandløbet anses for et offentligt vandløb. Nævnet fandt imidlertid, at der ikke forelå dokumentation for, at vandløbsmyndigheden skulle have forestået den faktiske vedligeholdelse af rørledninger. Vedligeholdelsespligten påhvilede derfor bredejerne ud fra de til enhver tid værende matrikelforhold. På den baggrund stadfæstede nævnet kommunens afgørelse om at anse rørledningen for et privat rørlagt vandløb.
Kommentar: Efter det i afgørelsen oplyste kan det undre, at der ikke er oplysninger om en vandløbsretskendelse i forbindelse med de i afgørelsen omtalte deklarationer fra 1940 og 1948 om ret til at oppumpe vand i den tidligere mølledam, da dette må antages at have krævet en afgørelse fra en vandløbsret efter den dagældende vandløbslov, hvilket kunne bidrage til at belyse den retlige status af rørledningen. Men med denne modifikation er afgørelsen i overensstemmelse med ombudsmandens udtalelse i FOB 2018-38, hvor spørgsmålet om tidligere vandløbsretskendelse ligeledes ikke blev behandlet, og der savnes tilsyneladende i mange kommuner kendskab til indholdet af disse afgørelser efter de tidligere gældende vandløbslove.