MRF 2023.267
Vestre Landsrets dom af 21. december 2023, 7. afd., sag BS-10195/2021-VLR
(Jon Esben Hvam, Karen Foldager og Tine Fomsgaard-Knudsen (kst.))
A (adv. Niels Vase) mod Vejdirektoratet (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Taksationskommissions kendelse stadfæstet i forhold til arealerstatning for eksproprieret landbrugsjord til vejformål, men tilsidesat for så vidt angår tilkendt ulempeerstatning, da ekspropriationskommissionen var nærmest til at foretage skønnet.
A’s landbrugsejendom blev i 2016 eksproprieret med henblik på etablering af et tilslutningsanlæg til Sønderjyske Motorvej syd for Kolding og et regnvandsbassin i den sammenhæng. Ekspropriationskommissionen tilkendte samlet erstatning på ca. 350.000 kr., herunder arealerstatning takseret til 15 kr. pr. m2. Taksationskommissionen forhøjede erstatningen til ca. 740.000 kr. navnlig som følge af ulemper i forhold til bygninger på ejendommen forbundet med anlægget. A indbragte taksationskommissionens kendelse for domstolene med påstand om forhøjelse til i alt ca. 1,7 mio. kr. Heroverfor nedlagde Vejdirektoratet (V) påstand om frifindelse. V nedlagde selvstændig påstand om tilbagebetaling af ca. 290.000 kr. som følge af erstatningsnedsættelse, hvorfra A påstod sig frifundet. A gjorde navnlig gældende, at A havde krav på yderligere erstatning for landbrugsjord og for bygningssæt/befæstet areal, herunder med henvisning til lejeværdien af bygningerne. V gjorde overordnet gældende, at bygningerne på ekspropriationstidspunktet var i en sådan stand, at de ikke repræsenterede en værdi, og at taksationskommissionen derfor havde ydet en for høj erstatning. V fremhævede i den forbindelse, at ekspropriationskommissionen i modsætning til taksationskommissionen havde haft lejlighed til at besigtige bygningerne. Byretten fandt hverken grundlag for at tilsidesætte taksationskommissionens arealerstatning baseret på 15 kr. pr. m2 eller skønnet over ulempeerstatningen forbundet med bygningerne. Byretten tog derfor V’s frifindelsespåstand til følge og efter en konkret arealberegning V’s selvstændige betalingspåstand til følge for så vidt angik ca. 13.000 kr. A ankede dommen til landsretten, hvor parterne gentog deres påstande og anbringender. Landsretten fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte taksationskommissionens beregning af arealerstatning. Derimod fandt landsretten grundlag for at tilsidesætte taksationskommissionen skøn over ulempeerstatning. Landsretten lagde navnlig vægt på, at A ikke havde dokumenteret udlejning af bygningerne siden 2006, ligesom landsretten efter fremlæggelse af fotografier og videoer fandt det bevist, at bygningsmassen i 2016 var faldefærdig, dårligt vedligeholdt og nedrivningsmoden. Landsretten lagde derfor ekspropriationskommissionens vurdering til grund og bemærkede i den forbindelse, at taksationskommissionen i modsætning til ekspropriationskommissionen ikke havde besigtiget ejendommen med bygninger. Landsretten frifandt derfor V og tog V’s selvstændige påstand til følge.
Kommentar: Dommen illustrerer den nære sammenhæng mellem taksationsmyndigheders bevisskøn i forbindelse med udmåling af ekspropriationserstatning og det uskrevne officialprincip, der regulerer kravene til sagsoplysning, og betydningen heraf i relation til efterfølgende domstolsprøvelse. Landsretten fandt kort sagt, at ekspropriationskommissionen var nærmest til at vurdere spørgsmålet om ulempeerstatning i forbindelse med bygningerne, fordi ekspropriationskommissionen under ekspropriationsforretningen havde besigtiget ejendommen med bygninger. Det havde taksationskommissionen ikke, men den ændrede ikke desto mindre ekspropriationskommissionens afgørelse på dette punkt. Under disse omstændigheder fandt landsretten, at taksationskommissionens skøn måtte vige, herunder fordi ekspropriationskommissionens kendelse blev understøttet af bevismateriale i form af fotografier og videoer af bygningernes stand. Det illustrerer vigtigheden af bevissikring i ekspropriationssager, der ofte kan forløbe over en lang årrække.