MRF 2023.201
EU-Domstolens dom af 14. december 2023, 6. afd., sag C-109/22, Kommissionen mod Rumænien
Rumænien idømt bøde på 1,5 mio. euro samt daglige tvangsbøder for ikke at have opfyldt dom fra 2018, hvor Rumænien blev dømt for at overtræde affaldsdeponeringsdirektivet ved ikke at sikre nedlukning af 68 ældre deponeringsanlæg uden tilladelse efter direktivet.
Ved dom af 18. oktober 2018 (sag C-301/17) blev Rumænien dømt for at have tilsidesat sine forpligtelser i henhold til affaldsdeponeringsdirektivets (1999/31) art. 14 sammenholdt med art. 13, da myndighederne ikke havde sørget for, at 68 ældre deponeringsanlæg, som ikke havde fået tilladelse til fortsat drift i henhold til direktivet, senest den 16. juli 2009 blev nedlukket i overensstemmelse med direktivet. Kommissionen bad den 25. oktober 2018 Rumænien om at oplyse, hvilke foranstaltninger der var truffet til opfyldelse af dommen i sag C-301/17. I januar 2019 svarede Rumænien, at kun 19 af de 68 deponeringsanlæg var blevet nedlukket. Da Kommissionen fandt, at Rumænien ikke havde truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen, indledte Kommissionen en ny sag om bøde og tvangsbøder efter TEUF art. 260(2), idet Rumænien fik frist til september 2020 for at nedlukke de resterende deponeringsanlæg. Da 47 af de 68 deponeringsanlæg fortsat ikke var nedlukket i september 2020, anlagde Kommissionen i februar 2022 sag ved EU-Domstolen. Rumænien medgav, at dommen i sag C-301/17 ikke rettidigt var opfyldt, men anførte bl.a., at Kommissionen ikke havde givet Rumænien en rimelig frist til at opfylde direktivets regler, at nedlukningerne var blevet forsinket af covid-19-pandemien, og at Kommissionen havde tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved at fastsætte en kortere frist for Rumæniens opfyldelse af dommen end for andre medlemsstater. Ved hovedforhandlingen for EU-Domstolen blev det oplyst, at der fortsat var 31 deponeringsanlæg, som endnu ikke var nedlukket. EU-Domstolen afviste Rumæniens indsigelser om fristens længde og betydningen af covid-19-pandemien med henvisning til, at nedlukningen af eksisterende deponeringsanlæg skulle have været gennemført senest i juli 2009, og at Rumænien havde fået frist til september 2020 for at opfylde dommen afsagt i oktober 2018. Med hensyn til anbringendet om ligebehandlingsprincippet bemærkede Domstolen, at Kommissionen er tillagt et skøn ved udøvelse af traktatbrudsproceduren, og at Rumænien ikke havde godtgjort, at Kommissionen havde tilsidesat grænserne for dette skøn. På den baggrund blev Rumænien dømt for ikke at have opfyldt dommen i sag C-301/17 for så vidt angik de 47 deponeringsanlæg, der ikke var nedlukket i september 2020. I forhold til sanktionens fastsættelse fandt EU-Domstolen, at den manglende opfyldelse af dommen medførte betydelig risiko for forurening og alvorlige konsekvenser for menneskers sundhed, og at overtrædelsen havde været langvarig, men at Rumænien havde gjort fremskridt med hensyn til at nedbringe antallet af deponeringsanlæg, herunder ved at vedtage nye ekspropriationsregler, ligesom Rumænien ikke tidligere havde undladt at opfylde en traktatbrudsdom. På den baggrund blev sanktionen fastsat til tvangsbøder på 600 euro pr. deponeringsanlæg for hver dags forsinkelse i nedlukningen af de resterende 31 anlæg samt en samlet bøde på 1,5 mio. euro.
Kommentar: Reglerne i affaldsdeponeringsdirektivet om tilladelse eller nedlukning af ældre deponeringsanlæg senest i 2009 har givet anledning til en række traktatbrudssøgsmål ved EU-Domstolen. Dommen mod Rumænien i denne sag er den fjerde fra EU-Domstolen, som vedrører manglende opfyldelse af tidligere traktatbrudsdomme vedr. direktivet. Til forskel fra de tre tidligere sager C-196/13 (Italien), C-584/14 (Grækenland) og C-626/16 (Slovakiet) fastslog EU-Domstolen i den underliggende dom mod Rumænien (C-301/17), at Rumænien havde tilsidesat sine forpligtelse ved ikke at nedlukke eksisterende deponeringsanlæg. Den eneste måde at opfylde denne dom på var dermed fysisk at nedlukke de 68 omhandlede anlæg, f.eks. ved ekspropriation af anlæggene, idet hverken vedtagelse af overgangsplaner eller meddelelse af tilladelser til fortsat drift ville have opfyldt domskonklusionen i sag C-301/17. I lighed med i sag C-196/13 og sag C-584/14 fastsatte EU-Domstolen i ovenstående sag tvangsbøderne med degressiv aftrapning, efterhånden som dommen opfyldes for de enkelte deponeringsanlæg.