MRF 2022.315
Planklagenævnets afgørelse 17. november 2022, j.nr. 22/05137
Afslag på landzonetilladelse til opførelse af en aftægtsbolig på en landbrugsejendom stadfæstet, uanset det ansøgte var omfattet af planlovens § 36, stk. 1, nr. 14, og placeringen begrænsede støjen fra Kastrup Lufthavn, da boligen skulle opføres på en tilkøbt matrikel og placeres 1,4 km fra den hidtidige bebyggelse.
Sagen vedrørte E’s landbrugsejendom beliggende relativt tæt på Kastrup Lufthavn, der bestod af en række matrikler med et samlet areal på ca. 59,5 ha, og hvor al eksisterende bebyggelse lå samlet på én matrikel. Ejendommen lå i landzone, inden for kystnærhedszonen og i et område, der var udpeget som særlig værdifuldt/følsomt landbrugsområde i kommuneplanerne for Dragør Kommune og Tårnby Kommune. I forbindelse med, at E i 2018 tilkøbte endnu en matrikel til ejendommen, ansøgte E Dragør Kommune om landzonetilladelse til at opføre en aftægtsbolig på den tilkøbte matrikel. Ansøgningen var begrundet med, at E ville gennemføre et generationsskifte, og at hovedejendommen lå op ad lufthavnen og inden for den høje støjkonsekvenszone. I marts 2019 afslog kommunen ansøgningen om landzonetilladelse, idet ønsket om en mindre støjbelastning af aftægtsboligen ikke fandtes at burde tillægges udslagsgivende vægt, eftersom det planlægningsmæssige grundlag (landsplandirektivet om lufthavnens støjgener) skulle håndhæves ved begge placeringer. Kommunen henviste endvidere til, at efter et cirkulære om udbygning af Københavns Lufthavn fra 1997 kan der kun i særlige tilfælde meddeles landzonetilladelse til opførelse af ny bebyggelse til støjfølsom anvendelse (§ 18, stk. 2). Kommunen fandt ikke, at der i den konkrete sag var tale om et sådant særligt tilfælde, da tilladelsen ville kunne have uhensigtsmæssig præcedensvirkning. Efter kommunen opfattelse skulle aftægtsboligen derfor placeres i tilknytning til den hidtidige bebyggelse. E påklagede afgørelsen til Planklagenævnet, der i november 2020 (j.nr. 18/06060) hjemviste afgørelsen, da det ikke fremgik, hvorvidt cirkulærets § 18, stk. 2, kunne overholdes ved en placering ved den hidtidige bebyggelse, eller hvorfor det kunne anses for et særligt tilfælde, hvis boligen blev opført med denne placering. Hertil kom, at kommunen ikke havde inddraget hensynet til forebyggelse af støjgener og sammenholdt dette med de konkrete landskabelige hensyn. På den baggrund meddelte kommunen i februar 2022 på ny afslag til det ansøgte med henvisning til, at såvel den ansøgte placering som de hidtidige bebyggelsesarealer var omfattet af § 18 i cirkulæret fra 1997, og at hensynet til at undgå den større støjpåvirkning ikke var så tungtvejende et hensyn, at dette kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at aftægtsboligen skulle placeres i tilknytning til den eksisterende bebyggelse på ejendommen. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig anførte, at E havde et retskrav på opførelse af aftægtsboligen, da ejendommens areal oversteg 30 ha, hvorfor boligen alene krævede udformnings- og placeringstilladelse. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvist, at det ansøgte var undtaget fra kravet om landzonetilladelse, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 14, da der var ansøgt om tilladelse til opførelse af en aftægtsbolig på en landbrugsejendom med en størrelse på over 30 ha. Men da aftægtsboligen ønskedes opført uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, krævede det ansøgte tilladelse til udformning og placering efter planlovens § 35, stk. 1, jf. § 36, stk. 2. Nævnet bemærkede videre, at en ansøgning om at opføre en aftægtsbolig på en landbrugsejendom på mere end 30 ha i udgangspunktet medfører et retskrav for ansøgeren på opførelse af aftægtsboligen, da forholdet netop er undtaget kravet om landzonetilladelse jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 14. Nævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte kommunes afslag, da aftægtsboligen ønskedes opført på den senere tilkøbte matrikel således, at placeringen lå omkring 1,4 km fra de hidtidige bebyggelsesarealer. Den ansøgte placering ville dermed ikke være i overensstemmelse med lovgivers hensigt med indførelsen af § 36, stk. 1, nr. 14, hvor man ønskede at udvide adgangen til at opføre aftægtsboliger til brug for et generationsskifte på en landejendom. Nævnet lagde særlig vægt på, at aftægtsboligen med den ansøgte placering ikke ville få nogen naturlig sammenhæng med den oprindelige landbrugsejendom, og placeringen ville få karakter af spredt og uplanlagt bebyggelse og være med til at udviske den klare grænse mellem by og land. På den baggrund stadfæstede Planklagenævnet kommunens afslag på landzonetilladelse.
Kommentar: Afgørelsen betyder, at landskabelige hensyn vejer tungere ved placering af aftægtsboliger på landbrugsejendomme. Dette må dog formentlig ses i lyset af, at uanset om aftægtsboligen placeres ved de eksisterende bygninger eller på den ansøgte placering, ville boligen være placeret inden for Kastrup Lufthavns støjzone, hvor der som udgangspunkt ikke må planlægges for yderligere boliger, jf. cirkulære nr. 56 af 30. april 1997 om udbygning af Københavns Lufthavn. Til den af Planklagenævnet anførte henvisning til forarbejderne til lovændringen i 2002 kan oplyses, at det drejer sig om lov 2002/383 og lovforslag L 59 i FT 2001-2002, der begrunder den af Planklagenævnet anførte afvejning til fordel for landskabelige hensyn. Planklagenævnet har med afgørelsen valgt at se bort fra, at netop hensyn til at undgå støjbelastning i boliger er tillagt vægt ved flere senere ændringer af planloven, men dette er ikke tillagt betydning i Planklagenævnets afvejning.