MRF 2022.310
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. december 2022, j.nr. 22/09135
Rentelovens bestemmelser om rente finder ikke anvendelse på udbetaling af endelig erstatning for skinværdi af aflivede mink, før der er truffet en endelig afgørelse af de kompetente myndigheder.
Fødevarestyrelsen traf den 28. oktober 2021 afgørelse efter § 2, stk. 1, i bekendtgørelse 1781 af 7. september 2021, om udbetaling af 2.065.978,46 kr., i endelig erstatning for skindværdi for de mink, som minkejer M havde aflivet og destrueret med pels som følge af COVID-19. Udmålingen af erstatning var beregnet på grudlag af en gennemsnitlig skindpris på 250 kr., korrigeret for besætningens pelsindeks og reduceret med sparede omkostninger med udgangspunkt i en aflivningstid på syv dage, baseret på 16.408 mink fordelt på 2.694 avlstæver og 13.714 andre mink. M påklagede afgørelsen og gjorde gældende, at der var fejl i opgørelsen af hvalpe og avlstæver og i pelsindeks samt i antal dage med sparede omkostninger. Fødevarestyrelsen genoptog sagen og traf den 10. juni 2022 en ny afgørelse om udbetaling af yderligere 40.400,28 kr. i endelig skinderstatning. Erstatningen blev tildelt efter § 2, stk. 1, i bekendtgørelse 1781 af 7. september 2021, men afgørelsen henviste tillige til bekendtgørelsens § 2, stk. 2 og 4, § 3, stk. 1-5, og § 4. Erstatningen blev opgjort på grundlag af en gennemsnitlig skindpris på 250 kr., som var korrigeret for besætningens pelsindeks for auktionerne i 2019/2020. Fødevarestyrelsen angav, at erstatningen var reduceret med sparede omkostninger pr. mink på 14,50 kr. pr. mink, der ikke er en avlstæve, 0,51 kr. pr. dag for disse mink og 0,27 kr. pr. dag for avlstæver beregnet fra aflivningstidspunktet fratrukket tre dage frem til og med 15. november 2020. Fradragsperioden var fastsat på baggrund af, at aflivning var sket inden for 7,8 km zonen efter lov om husdyrhold. M påklagede afgørelsen og gjorde gældende, at M havde krav på rentebetaling efter renteloven for de 40.400,28 kr., som M havde fået forsinket betaling for. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at der ikke i lov om husdyrhold er bestemmelser om rentetilskrivning og bemærkede, at renteloven efter § 1 alene omfatter pengekrav på formuerettens område. Nævnet fandt ikke, at M’s krav på erstatning for skindværdi efter bekendtgørelsen kunne betegnes som et pengekrav på formuerettens område, hvorfor der som udgangspunkt ikke i medfør af renteloven er hjemmel til rentetilskrivning. Nævnet vurderede ligeledes, at der ikke kunne tilskrives renter efter rentelovens § 8, stk. 1, idet M ud fra sagens oplysninger ikke havde begyndt retsforfølgning af erstatningens betaling. Nævnet vurderede desuden, at der ikke kunne tilskrives renter efter rentelovens § 8 a, stk. 1, som følge af, at der ved erstatningsudbetaling ikke var tale om sagsomkostninger tilkendt ved dom eller anden retsafgørelse.
Kommentar: Afgørelsen må tiltrædes, men nævnets begrundelse er uheldigt formuleret, da der foreligger et pengekrav på formuerettens område, når der er truffet en endelig afgørelse om erstatningens størrelse af Fødevarestyrelsen – eller i tilfælde af klage af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Dette kan kort forklares med, at det først er med afgørelsen, at der foreligger et pengekrav, som den særlige erstatningsordning for minkaflivning mv. er udformet, hvor principperne i taksationsprocessen ikke lader sig overføre. Hvis der grundet fejl i den første afgørelse er udregnet en for lille erstatning, som først rettes et år senere af myndigheden, kan der som følge heraf ikke kræves renter. Anses myndighedernes fejl for culpøs, vil minkejeren kunne have krav for erstatning af det tab, som forsinkelsen har påført minkejeren, men dette er ikke et rentespørgsmål.