MRF 2022.297
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 21. november 2022, j.nr. 20/12750
Stadfæstet afslag på ophævelse af fredskovspligt på areal med campingplads ved Vejers Strand ved Vesterhavet, uanset arealet reelt var ryddet for skov, da fastholdelse af fredskovspligten vil muliggøre en konkret stillingtagen til landskabelige og naturhensyn, og der ikke forelå et konkret projekt, som kunne danne grundlag for vurdering. Dissens.
Sagen drejede sig om en campingplads på et fredskovspligtigt areal ved Vejers Strand i et område inden for klitfredningslinjen, hvor en del var § 3-beskyttet natur. Arealet var i 1932 overdraget fra det daværende Krigsministerium til klitvæsenet og var dermed statsejet, da skovloven trådte i kraft i 1935. Arealet var siden ejet af Naturstyrelsen og havde siden 1950’erne været anvendt som campingplads. På et ikke oplyst tidspunkt efter 1. februar 2018 overtog E arealet på grundlag af lov nr. 43 af 23. januar 2018 om udstykning og salg af statslige arealer med camping pladser. Efter overtagelsen ansøgte E om, at arealet blev udtaget af fredskovspligten efter skovlovens § 6, stk. 1, med henblik på renovering af campingpladsen, hvilket Miljøstyrelsen afslog i september 2020 i forbindelse med en matrikulær sag om udstykning af arealet. Afslaget blev påklaget af E, der bl.a. gjorde gældende, at arealet siden 1950’erne havde været anvendt som campingplads, og at det var driftsmæssigt uhensigtsmæssigt, at arealet forsat skulle være fredskov, bl.a. fordi der ikke fandtes reel skovbevoksning i området, og arealet i kommuneplanen var udlagt til campingplads i et område, hvor skovrejsning af landskabelige hensyn ifølge kommuneplanen ikke var ønskelig, og at de i skovloven varetagne hensyn blev varetaget af naturbeskyttelseslovens regler. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde med henvisning til forarbejderne til skovlovens § 6, stk. 1, til grund, at det er den aktivitet, som arealet ønskes anvendt til, der er afgørende for, om fredskovspligten må vige. Herefter fandt et flertal i nævnet (6 mod 1), at der ikke var grundlag for at ophæve fredskovspligten, da der ikke forelå et konkret projekt, som kunne begrunde en ophævelse, og da en fastholdelse af fredskovspligten ville muliggøre en konkret stillingtagen til ansøgte ændringer gennem dispensation, hvormed fastholdelsen af det landskabelige helhedsindtryk og arealets naturpræg kunne påses. Hensynet til at lette administrationen, så der ikke både skulle søges dispensation fra naturbeskyttelsesloven og skovloven, kunne ikke begrunde en ophævelse, ligesom udstykning af arealet og statens frasalg heller ikke kunne føre til et andet resultat, da det af lovbemærkningerne til lov om udstykning og salg af statslige arealer med campingpladser fremgår, at de ændrede ejerforhold ikke medfører yderligere mulighed for at fravige skovlovens forbud mod tilstandsændringer. Mindretallet ville modsat give E medhold og fremhævede, at det ikke var muligt at placere campingpladsen uden for fredskov, at arealet blev solgt af staten med henblik på at drive arealet som campingplads, at arealet i mange år havde været anvendt som campingplads, at arealet var delvist omfattet af andre beskyttelser, og at skovrejsninger på arealet var uønsket. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter Miljøstyrelsens afslag på ophævelse af fredskovspligt.
Kommentar: Afgørelsen må tages som udtryk for, at den restriktive praksis vedrørende ophævelse af fredskovspligten efter skovlovens § 6, stk. 1, også gælder, selv om der ikke længere er skov, og hensyn til natur og landskab i betydelig grad varetages efter naturbeskyttelseslovens §§ 3 og 8 samt planlovens landzonearealer. Afgørelsen udelukker ikke en senere ophævelse af fredskovspligten på arealet, men det vil i givet fald kræve et konkret projekt, og det er korrekt, at det tydeligt af forarbejderne til loven fra 2018 om salg af statslige arealer med campingpladser fremgår, at ejerskifte ikke har betydning for fredskovspligten.