MRF 2022.271
Østre Landsrets dom af 31. oktober 2022, 1. afd., sag BS-47079/2020
(Annette Dam Ryt-Hansen, Peter Thønnings og Jørgen Jørgensen (kst.))
A (adv. Bjarne Skøtt Jensen) mod Bolig- og Planstyrelsen (adv. Britta Moll Bown)
Ikke grundlag for at underkende ekspropriation af privatejet vindmølle, uanset at ekspropriationen skete for at sikre, at en fremtidig udvidelse af testcentret for vindmøller ved Høvsøre ville kunne overholde vindmøllebekendtgørelsens støjkrav, da ekspropriationen var hjemlet i anlægsloven om testcentre for vindmøller.
A ejede en ejendom, hvorpå der i 1996 blev opsat en 750 kW vindmølle, der sammen med fire andre privatejende vindmøller indgik i Fjaltring Vindmøllepark. Ved et landsplandirektiv fra juni 2000 blev der på naboejendomme etableret et overordnet planlægningsmæssigt grundlag for at etablere et forsøgscenter for vindmøller ved Høvsøre. Ved lov 2018/705 blev der ved ændring af anlægsloven om testcenter ved Østerild etableret lovgrundlag for at udvide testcenter ved Høvsøre, hvor der i lovens § 15 blev indsat hjemmel til at ekspropriere, hvilket efter § 15, stk. 3, også omfatter ekspropriation af eksisterende vindmøller. Forudgående havde Erhvervsstyrelsen i november 2017 offentliggjort en VVM-redegørelse for udvidelse af testcenter ved Høvsøre, hvoraf bl.a. fremgik, at vindmøller og boliger forventes nedlagt for at overholde støjgrænserne i vindmøllebekendtgørelsen (2015/1736). Den 12. december 2017 blev A af Erhvervsstyrelsen oplyst om planerne om udvidelse af testcentret, og at E’s vindmølle forventedes nedlagt for, at testcentret efter udvidelsen ville kunne overholde støjkravene. Uanset indsigelser blev ekspropriationen vedtaget den 3. september 2019. Herefter sagsøgte A Erhvervsstyrelsen med påstand om, at ekspropriationen var ugyldig og i modstrid med grundlovens § 73. Til støtte herfor gjorde A bl.a. gældende, at ekspropriationen ikke skete til fordel for almenvellet, men skete til fordel for private virksomheder, at A’s vindmølle også indgår som testvindmølle, og at ekspropriationen ikke opfyldte kravene om nødvendighed, forholdsmæssighed og aktualitet. Byretten fandt, at ekspropriationen havde den fornødne hjemmel i anlægsloven, bl.a. fordi forarbejderne hertil positivt nævnte A’s vindmølle, og retten fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte lovgivers vurdering af, at almenvellet krævede det, ligesom ekspropriationen ikke fandtes unødvendig eller uforholdsmæssig. A’s oplysninger om, at vindmøllen også anvendtes til tests, var ikke dokumenterede og ville i øvrigt ikke kunne ændre vurderingen. Endelig kunne retten ikke give A medhold i, at ekspropriationen skete til fordel for dennes konkurrenter, idet testcentrene drives på et kommercielt grundlag, hvor der skal betales en leje for standpladserne, som giver anlægsmyndigheden fuld dækning for alle afholdte omkostninger i forbindelse med opførelsen af centrene, herunder den erstatning som A har krav på. Erhvervsstyrelsen blev derfor frifundet. A ankede dommen (bragt i MRF 2020.29 B) til landsretten, hvor indstævnte under sagen blev udskiftet af Bolig- og Planstyrelsen som følge af ressortomlægning, og hvor A supplerende gjorde gældende, at problemet med overholdelse af støj kunne være løst ved optimering af A’s vindmølle, og at det derfor var muligt at opnå formålet med ekspropriation ved mindre indgribende midler. Landsretten fandt ikke, at det for landsretten fremkomne gav grundlag for at ændre byrettens dom og stadfæstede herefter dommen.
Kommentar: Dommen vedrører den særlige situation, at et bestående anlæg overholder støjgrænserne, men når der ønskes etableret et nyt anlæg, vil den samlede støjforurening fra begge anlæg overskride støjgrænserne. Som hovedregel løses dette dilemma efter tidsprioritet: først i tid, bedst i ret, der dermed vil hindre etablering af et nyt anlæg tæt ved det bestående. Som det fremgår af byrettens dom, er der ikke noget grundlovsmæssigt til hinder for, at det nye anlæg prioriteres først, men det følger så samtidig af sagen, at hvis dette betyder, at det gamle anlæg skal lukkes, har ejeren krav på erstatning efter grundlovens § 73, uanset at det er anlæggets støjgener, der på denne indirekte måde er årsag til lukning af anlægget. En delvis parallel problemstilling forelå i MAD 2013.3270 Nmk, der vedrørte miljøgodkendelse af to bestående grovvarevirksomheder placeret ved siden af hinanden i Aarhus Havn, og hvor lugtgener fra hver af virksomhederne holdt sig inden for de vejledende lugtgrænser i et nærliggende boligområde, men hvor de samlede lugtgener fra de to virksomheder oversteg de vejledende grænseværdier væsentlig. Mens kommunen i den sag ville fordele forureningen mellem de to bestående grovvarevirksomheder, så luftvejledningens grænseværdier for boliger var overholdt, blev dette underkendt af klagenævnet med henvisning til, at der ikke var hjemmel til en sådan fordeling. Se hertil Pagh: TfM 2014.30.