MRF 2022.242
Planklagenævnets afgørelse af 16. september 2022, j.nr. 22/08413
Forbud efter planlovens § 43 mod indretning af bolig ophævet som ugyldigt, da servitutten var tinglyst med hjemmel i kommuneplanlovens § 47, stk. 8, som et vilkår for dispensation til overskridelse af bebyggelsesprocenten, hvorfor der var tale om en offentligretlig servitut, der ikke kunne håndhæves efter planlovens § 43.
Nyborg Kommune meddelte den 4. maj 2022 i medfør af planlovens § 43 forbud mod indretning af en bolig i tagetagen på en ejendom tilhørende E. Påbuddet var udstedt i medfør af en servitut af 23. august 1989. Det fremgik af servitutten, at denne var pålagt E’s ejendom i forbindelse med byggetilladelse og dispensation fra bebyggelsesprocent efter den dagældende kommuneplanlovs § 42 og herefter meddelt som vilkår for dispensation efter den dagældende kommuneplanlovs § 47, stk. 8. Det fremgik endvidere, at det i forbindelse med en meddelt dispensation til at udvide lejligheden på 1. sal med 61 m2 i tagetagen var en betingelse, at ejendommen ikke blev opdelt i mere end i alt to boligenheder, samt at udvidelsen af det samlede etageareal kun fandt sted i tagetagen inden for de eksisterende bygningsrammer. Nyborg byråd var anført som påtaleberettiget. Kommunen havde oplyst, at dispensationen, som servitutten henviste til, blev givet i forbindelse med en byggetilladelse i 1989, og at denne var forsvundet fra byggesagsarkivet, men at der var tale om en dispensation fra den dagældende bestemmelse i kommuneplanlovens § 42 om bebyggelsesprocent. Planklagenævnet (formanden) fandt, at der var tale om en offentligretlig servitut, da servitutten var pålagt med hjemmel i kommuneplanlovens § 47, stk. 8, som et vilkår for en dispensation til overskridelse af bebyggelsesprocenten. Da offentligretlige servitutter ikke er omfattet af planlovens § 43, der giver kommunen hjemmel til at håndhæve privatretlige servitutter, jf. planlovens § 44, kunne kommunen således ikke håndhæve servitutten med hjemmel i planlovens § 43. Afgørelsen led derfor af en væsentlig retlig mangel, hvorfor Planklagenævnet ophævede afgørelsen som ugyldig.
Kommentar: Afgørelsen er eksempel på, hvordan offentligretlige servitutter ikke kan håndhæves efter planlovens § 43. Den tidligere kommuneplanlovs § 42 indeholdt bindende regler om bebyggelsesprocent for parcelhuse, sommerhuse og etagebyggeri med mulighed for dispensation, som så skulle tinglyses på ejendommen efter samme regler som dispensation fra lokalplan efter den dagældende § 47 (nu § 19). Disse regler om bebyggelsesprocent ophørte med planlovens ikrafttræden 1. januar 1992, hvilket i forarbejderne blev begrundet med, at dette fremover skulle reguleres i kommuneplaner, men planlovens ikrafttrædelsesregler indeholder ingen stillingtagen til, om vilkår i de tidligere dispensation fra § 42 fortsat er gældende, efter at § 42 bortfaldt. Svaret er usikkert og forklarer formentlig Planklagenævnets tavshed om dette spørgsmål. Men da bortfald af § 42 blev begrundet med, at reguleringen ville blive varetaget i kommune- og lokalplaner, kan dette begrunde, at vilkår i dispensationer fra § 42 må anses for bortfaldet og ikke kan håndhæves efter planlovens § 51, hvilket i så fald bør føre til, at kommunerne får aflyst disse gamle offentligretlige servitutter.