MRF 2022.234
Planklagenævnets afgørelse af 29. august 2022, j.nr. 21/10738
Ophævet lokalplan for boligområde i Viby, da lokalplanen ikke opfyldte kravene i planlovens § 15 a til at sikre mod støjbelastning fra jernbane og vej, idet reglerne om støjisolering af bygninger i planlovens § 15, stk. 2, nr. 26, ikke fandt anvendelse.
Aarhus Kommune vedtog i maj 2021 lokalplan 1070 for boligområde ved Bjørnholms Alle i Viby beliggende umiddelbart øst for jernbanen samt tillæg 34 til kommuneplan 2017. For at sikre boligerne mod støj fra jernbanen var opholdsarealer i lokalplanen placeret vest for boligerne. Området var anvendt til erhverv og havde været omfattet af byplanvedtægt nr. 1, Viby Kommune, Fabriks- og industriområde mellem Bjørnholms Allé og jernbanen i Viby, der blev ophævet med lokalplan 1070. Lokalplanens vedtagelse blev påklaget af flere borgere, der bl.a. gjorde gældende, at lokalplanen ikke havde forholdt sig korrekt til støjpåvirkning fra jernbanen i modstrid med planlovens § 15 a om lokalplanlægning af støjfølsom anvendelse i støjplagede områder, og at kommunen havde tilsidesat officialprincippet ved ikke at have oplyst sagen tilstrækkeligt. Kommunen bemærkede hertil, at kommunen havde anvendt de lempede støjvilkår for blandede byfunktioner med henvisning til Miljøstyrelsens vejledning 4/2007 om jernbanestøj. Planklagenævnet (formanden) tog udgangspunkt i, at der efter planlovens § 15 a kun må udlægges støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, hvis lokalplanen kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener. Dette kan ske på to måder. Den ene er, at lokalplanen indeholder en bestemmelse om, at ibrugtagningstilladelse til boliger først kan meddeles, når det er dokumenteret, at de vejledende støjgrænser er overholdt, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 13, hvor nævnet ikke normalt foretager en yderligere prøvelse. Den anden er, at der i lokalplanen er fastsat bestemmelser om støjafskærmende foranstaltninger og placering, hvor nævnet prøver, om foranstaltningerne er tilstrækkelige. I dette tilfælde fremgik det af lokalplanredegørelsen, at de vejledende støjgrænser var overskredet, men kommunen havde henholdt sig til de lempede støjkrav for blandede byfunktioner. Planklagenævnet lagde til grund, at den påklagede lokalplan ikke var omfattet af planlovens § 15, stk. 2, nr. 26, for blandede byfunktioner, idet nævnet henviste til, at der efter lokalplanen udelukkende skulle etableres boliger på et område, hvor der i dag er erhvervsbygninger. Det var som følge heraf ikke muligt at opfylde de vejledende støjgrænser ved støjisolering af boligerne, hvorfor lokalplanen blev ophævet som ugyldig. I forhold til klagers indsigelse om utilstrækkelig oplysning af sagen mht. støjvibrationer anførte Planklagenævnet bl.a., ”at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om kommunens vurdering af de trafikale forhold er korrekt eller hensigtsmæssig. Nævnets prøvelse er alene en retlig prøvelse. Planklagenævnet finder, at kommunen ikke har handlet i strid med officialprincippet i den konkrete sag, hverken ved ikke at have udarbejdet en helhedsplan for området eller foretaget en undersøgelse af vibrationsniveauet i sagsbehandlingen”. Da planlovens § 15 a var tilsidesat, blev lokalplanen ophævet med bemærkning om, at hvis kommunen igen vil behandle lokalplanforslaget, skal det sikres, at de vejledende støjgrænser på 64 dB på udendørsarealer er overholdt.
Kommentar: Afgørelsen er mht. anvendelse af de lempede støjgrænser efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 26, i overensstemmelse med nævnets faste praksis, hvorefter støjisolering af boliger ikke kan anvendes, når en lokalplan udlægger et erhvervsområde til boliger, jf. f.eks. MRF 2021.68 Pkn og MRF 2021.145 Pkn. Planklagenævnets bemærkning vedrørende prøvelse af sagens oplysning er derimod mindre overbevisende, da nævnet efter fast praksis prøver, om betingelserne i planlovens § 15 a er opfyldt, og på den måde indirekte undersøger sagens oplysning, som det også skete i denne sag. Dette rejser imidlertid to spørgsmål, som ikke indgik i sagen. Det ene er, om der er krav om miljøvurdering, når der placeres boliger i støjplagede områder, hvor det af lokalplanredegørelsen i denne sag fremgår, at der var foretaget rimeligt grundige undersøgelser af støj, hvilket i sig selv tyder på, at det ikke var tilstrækkeligt med den screening efter miljøvurderingslovens § 10, som fremgår af lokalplanen, men at der var behov for en miljøvurdering af lokalplanen. Dette kunne dog ikke prøves, da klagefristen over screeningsafgørelsen var udløbet ved lokalplanens vedtagelse. Det andet spørgsmål, som generelt forbigås i sager om planlovens § 15 a, er de støjhandlingsplaner, som kommunerne skal vedtage for, hvordan bl.a. vej- og jernbanestøj imødegås som en del af den danske implementering af EU’s direktiv 2002/40 om støjvurdering i bekendtgørelse 2017/1065. Kommunerne udarbejder sådanne støjhandlingsplaner, men ud over at sende støjhandlingsplanen til Miljøstyrelsen, er det noget uklart, hvad støjhandlingsplanen skal bruges til, og hvorfor den ikke indgår i sager om planlovens § 15 a.