MRF 2022.221
Miljø- og Fødevareklagenævnets delafgørelse af 22. september 2022, j.nr. 22/04872
Afslag på anmodning om at tillægge klage over miljøvurderingen af Ballerup Kommunes vedtagelse af helhedsplan ”Kildedal – En by for livet” opsættende virkning.
Efter miljøvurdering og offentlig høring vedtog Ballerup Kommune i september 2021 helhedsplanen ”Kildedal – En by for livet”, der skulle danne grundlag for byudvikling af et område omkring Kildedal Station i Ballerup Kommune. Afgørelsen blev påklaget af E som ejer af et areal inden for helhedsplanens område med anmodning om, at klagen blev tillagt opsættende virkning. E gjorde gældende, at miljøvurderingen var behæftet med væsentlige sagsbehandlingsfejl, at der var inddraget usaglige hensyn i sagsbehandlingen, at E ikke var blevet partshørt over udkastet til helhedsplanen og fastlæggelse af miljøvurderings indhold, og at helhedsplanen og miljøvurderingen indeholdt faktuelt forkerte oplysninger. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) tog i delafgørelsen særskilt stilling til opsættende virkning, hvor nævnet konstaterede, at helhedsplanen ikke var udarbejdet i henhold til lov, og at miljøvurderingen af helhedsplanen derfor kunne påklages efter miljøvurderingslovens § 48, stk. 4, for så vidt angik miljøvurderingen. I forhold til muligheden for at tillægge en klage opsættende virkning efter miljøvurderingslovens § 53, fremgår det af § 53, at klage over afgørelser efter § 21 eller § 25 kan tillægges opsættende virkning, hvilket efter forarbejderne er udtømmende. I den foreliggende sag lagde nævnet til grund, at klagen angik en afgørelse efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, og at denne regel ikke er nævnt i miljøvurderingslovens § 53. Klagenævnet fandt derfor, at nævnet ikke kunne tillægge klagen over helhedsplanen med tilhørende miljøvurdering opsættende virkning med hjemmel i miljøvurderingslovens § 53 eller på andet retligt grundlag. Nævnet lagde vægt på, at helhedsplanen ikke var omfattet af anden lovgivning, der gav adgang til at tillægge klagen over miljøvurderingen opsættende virkning. Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog på den baggrund anmodningen om opsættende virkning.
Kommentar: Klagenævnets delafgørelse synes at blande flere forskellige spørgsmål sammen. Miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, er ikke en hjemmel til en afgørelse, men en forpligtelse for myndigheden til at foretage miljøvurdering henholdsvis screening på grundlag af den sondring, der fremgår af § 8. Den i sagen omhandlede miljøvurdering af helhedsplanen var gennemført efter miljøvurderingslovens §§ 12 og 13, men en miljøvurdering af en plan er ikke en afgørelse, og miljøvurderingen kan derfor kun anfægtes, hvis der efterfølgende på grundlag af miljøvurderingen er vedtaget en retsakt, der opfylder betingelserne for at udgøre en plan efter miljøvurderingslovens § 2, stk. 1, nr. 1, hvor mangler i miljøvurderingen medfører, at den pågældende retsakt er ugyldig. I denne sag burde Miljø- og Fødevareklagenævnet derfor først prøve, om helhedsplanen var en retsakt, hvilket i dette tilfælde som minimum ville kræve, at helhedsplanen er bindende for kommunens kommende vedtagelse af planer efter planloven, således at helhedsplanen skal ændres, hvis kommunen måtte vedtage kommuneplantillæg eller lokalplan, der er i modstrid med helhedsplanen. Dette er formentlig ikke tilfældet, da der i planlovens ordning med rammeplaner må anses at være taget udtømmende stilling til, hvilke retlige bindinger der gælder for vedtagelse af kommuneplaner og lokalplaner. Såfremt denne juridiske vurdering er korrekt, forhindrer det ikke kommunen i at gennemføre en miljøvurdering af helhedsplanen, men det betyder, at miljøvurderingen af helhedsplanen ikke kan påklages, da der ikke er tale om en retsakt, og i så fald har nævnet naturligvis heller ikke mulighed for at tage stilling til anmodningen om opsættende virkning. Konsekvensen af disse betragtninger er så videre, at en miljøvurdering af en helhedsplan ikke kan erstatte miljøvurdering af kommuneplanen, da helhedsplanen netop ikke er retligt bindende.