MRF 2022.214
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. august 2022, j.nr. 22/03895
Afvist at behandle klager over kommunes afgørelse om ikke at fjerne skilt med cykelforbud på stisystem inden for fredning af Madum Sø og Langmosen, da tilsynsafgørelser vedr. fredning ikke kan påklages efter fast klagenævnspraksis, jf. naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1.
Efter henvendelser fra lodsejere og borgere besluttede Rebild Kommune og Mariagerfjord Kommune i 2018 at opsætte skiltning om forbud mod cykling på udvalgte dele af et stiforløb inden for fredningen af Madum Sø og Langemosen. Efter indsigelse fra en borger om, at skiltningen var i modstrid med fredningen foretog de to kommuner en ny vurdering, men fastholdt herefter, at skiltet om cykelforbud var i overensstemmelse med fredningen. Beslutningen blev påklaget af Friluftsrådet, der gjorde gældende, at skiltningen var i modstrid med fredningen og naturbeskyttelseslovens § 26. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der var tale om en tilsynsafgørelse efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, og at disse afgørelser ikke kan påklages efter § 78, stk. 1, 2. pkt., men anførte herefter mere principielt: ”Klagenævnets praksis har imidlertid på enkelte områder accepteret klager over kommunernes tilsynsafgørelser – for så vidt angår den ved afgørelsen forudsatte fortolkning af loven. Det drejer sig blandt andet om naturbeskyttelseslovens regler om offentlig adgang til naturen […] og reglerne om reklameskiltning i det åbne land (§ 21). Endvidere accepterer nævnet klager over kommunernes afgørelser vedrørende beskyttede naturtyper (§ 3). Grunden til, at man på disse områder ser bort fra lovens udtrykkelige klagebegrænsning – og har gjort det stort set siden naturbeskyttelseslovens vedtagelse – er bl.a., at der ikke er nogen dispensationsmulighed og dermed heller ikke afgørelser om dispensation, som vil kunne indbringes for klagenævnet”. Herefter fandt nævnet, at kommunernes beslutning om ikke at fjerne skiltningen var truffet som led i kommunens tilsynsvirksomhed vedrørende fredningen, og sådanne tilsynsafgørelser kan efter fast praksis ikke påklages til nævnet, hvorfor klagen blev afvist og klager henvist til at indbringe sagen for Ankestyrelsen, der er tilsynsmyndighed efter kommunestyrelsesloven.
Kommentar: Afvisningen af klagen over kommunens tilsynsafgørelse vedrørende fredning følger helt fast praksis, jf. bl.a. MAD 2012.1632 Nmk og MAD 2012.1653 Nmk. Men da klager tillige anførte, at forbuddet mod cykling var i modstrid med naturbeskyttelseslovens § 26, kunne dette klagepunkt muligvis være behandlet efter tidligere praksis, hvor som eksempler kan anføres MAD 2018.405 Mfk (skiltning Sørup Skov), MAD 2019.48 Mfk (skiltning Rimsø) og MAD 2021.276/2 Mfk (skiltning skovvej). Den i afgørelsen omtalte begrundelse for at indrømme klageret over afgørelser om lovliggørelse efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, uanset dette er i modstrid med § 78, stk. 1, 2. pkt., om, at der ikke er dispensationsmulighed, dækker dog ikke § 3, hvor der er dispensationsmulighed. Selv om afgørelsen må tiltrædes, er den et udmærket eksempel på, at der er behov for en samlet lovgivningsmæssig afklaring af, i hvilke tilfælde der er klageadgang over tilsynsafgørelser efter de forskellige miljølove.