MRF 2022.198
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 1. juli 2022, j.nr. 20/12317
Stadfæstet Fredensborg Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til opdyrkning af § 3-beskyttet eng og moser samt oprensning af vandløb og søer, idet tre delarealer blev udtaget grundet manglende opfyldelse af de biologiske vegetationskriterier, mens ejers indsigelse om braklagte arealer og undtagelse efter naturbekendtgørelsens § 2, stk. 1, og landbrugsdriftslovens § 6 blev afvist.
Fredensborg Kommune meddelte i juni 2020 afslag til landmand E på lovliggørende dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til oprensning af moser, søer og grøfter, henlæggelse af ryddede vedmaterialer og opdyrkning af beskyttet natur samt påbud om retablering af arealer i Danstrup By, Asminderød. Afslaget blev påklaget af E, der i hovedsagen gjorde gældende, (1) at de opdyrkede arealer rundt om mose og søer ikke opfyldte kriterierne for at være beskyttet eng, da arealet siden 1950’erne løbende blev dyrket med braklægning, og at arealet i 1995 overgik til ”græs i omdrift” med støtte fra EU’s landbrugsordninger, (2) at et andet genopdyrket areal var braklagt efter landbrugsdriftslovens § 6, og at dette areal derfor var undtaget fra § 3, og (3) at oprensning af grøften er foregået ca. hvert femte år siden 1954 og derfor havde karakter af sædvanlig vandløbsvedligeholdelse, og at henlæggelse af grenbunker og oprenset materiale på arealerne ikke har karakter af en dispensationskrævende tilstandsændring. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde indledningsvis til grund, at tre delarealer på i alt 4.500 m2 ikke opfyldte vegetationskriterierne og derfor ikke var omfattet af § 3, hvorfor afgørelsen blev ophævet for disse tre arealer. For det øvrige engareal, som blev registreret som beskyttet i 2010, var nævnet enigt med Fredensborg Kommune i, at arealet opfyldte kriterierne for at være beskyttet eng. Nævnet tog herefter stilling til om naturtypebekendtgørelsens § 2, stk. 1, fandt anvendelse for de arealer, der havde modtaget EU-støtte. Nævnet fandt, at de braklagte marker var omfattet af undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens § 2, stk. 1, men bemærkede herefter, at undtagelsen gælder indtil et år efter aftaleperiodens udløb, men at denne kan forlænges, hvis lodsejer inden da anmelder det efter aftalen omfattede areal som et halvkulturareal eller udyrket areal med ret til genopdyrkning i medfør af landbrugsdriftslovens § 6. Da Fredensborg Kommune ikke havde godkendt anmeldelsen om genopdyrkningsret efter § 10, stk. 2, i bekendtgørelse 2017/1236 om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur, havde E mistet retten til at genopdyrke arealerne efter udløbet af ”undtagelsesåret”. Den i 2013 foretagne opdyrkning af den beskyttede eng var derfor i strid med naturbeskyttelseslovens § 3. I forhold til E’s indsigelse om at oprensning af vandløb og søer havde karakter af sædvanlig vedligeholdelse, der ikke er opfattet af forbuddet mod tilstandsændringer i naturbeskyttelseslovens § 3, fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at oprensningen og rydningen gik ud over sædvanlig vandløbsvedligeholdelse. På denne baggrund tiltrådte et samlet nævn, at det genopdyrkede areal var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 bortset fra de tre delarealer på 4.500 m2, og at genopdyrkningen af arealerne samt oprensning og rydning af vandløb og søer derfor udgjorde en overtrædelse af § 3. Efter en vurdering af moserne, søerne og vandløbene fandt nævnet, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation, hvorfor et enstemmigt nævn stadfæstede kommunens afgørelse med undtagelse af de tre delarealer på 4.500 m2.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer de mange komplicerede juridiske spørgsmål, som ofte opstår i forbindelse med oprensning af vandløb henholdsvis genopdyrkning af arealer, som kommunen mener er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. I forhold til det sidste er der den særlige udfordring, at EU-støtte til miljøvenlig drift mv. ikke afgøres af kommunen, at tilsynet med lov om landbrugsdrift ligger i Fødevareministeriet, og at der i landbrugsdriftslovens § 6 er en formodningsregel om, at genopdyrkning kan ske, hvis kommunen ikke gør indsigelse, mens Miljø- og Fødevareklagenævnet synes at forudsætte en modsat formodningsregel, således at kommunen kan se bort fra anmeldelse om genopdyrkning, hvis anmeldelsen er mangelfuld mht. det berørte areal, når kommunen gør anmelder opmærksom på dette uden hensyn til, at det støtteberettigede areal er oplyst til en anden myndighed. Klagenævnet har dermed forudsat, at kommunen skal ”godkende” anmeldelsen, uanset at det af bekendtgørelse 2017/1236 § 10, stk. 4, udtrykkeligt fremgår, at ”den anmeldte anvendelse betragtes som godkendt, hvis kommunen ikke inden 4 uger efter anmeldelsen har fremsendt en begrundet afvisning”, hvilket tyder på, at reglerne bygger på stiltiende godkendelse, der kun fraviges ved en begrundet afvisning, som nødvendigvis må være baseret på kommunens oplysning af sagen. Sagen omhandler endvidere forståelsen af sædvanlig vandløbsvedligeholdelse, hvor klagenævnet ligeledes fulgte kommunen baseret på ældre luftfotos. Kompleksiteten af juridiske og faktiske spørgsmål samt de bevismæssige udfordringer i disse sager om afslag på lovliggørende § 3-dispensation er af en karakter, der i mange sager gør, at man kan stille spørgsmål ved Miljø- og Fødevareklagenævnets egnethed til at håndtere og belyse disse sager, således at det i sager som vil kræve syn og skøn ofte vil være nemmere at springe klagenævnet over og gå direkte til domstolene.