MRF 2022.179/2
Østre Landsrets dom af 15. august 2022, 9. afd., sag BS-12815/2020-OLR
(Gitte Rubæk Pedersen, Ib Hounsgaard Trabjerg og Troels Kjersgaard (kst.))
A (adv. Julian Rosencrone von Benzon) mod Metroselskabet I/S (adv. Jacob Caroc Claus Schall Holberg)
Butiksindehaver ikke tilkendt erstatning for gener og ulemper ved Metroselskabets anlægsarbejder, da generne ikke overskred naboretlig tålegrænse, og Metroselskabet ikke havde handlet culpøst.
Sagen angik, om butiksindehaveren A havde krav på erstatning for nabogener som følge af Metroselskabets (M) anlægsarbejde i et område, hvor A havde et lejemål med butik. A havde for byretten nedlagt en principal betalingspåstand (krav på erstatning) og en subsidiær anerkendelsespåstand om, at A var berettiget til kompensation for M’s byggearbejder på samme vilkår som de øvrige erhvervsdrivende, der modtog kompensation i området fra det tidspunkt, hvor M indledte byggearbejderne i området. A gjorde overordnet gældende, at de almindelige erstatningsbetingelser var opfyldt, herunder fordi M’s byggearbejde og foretagne afspærringer i området havde gjort det umuligt for A at drive sin virksomhed. A’s lejemål havde været i tomgang, og der var derfor lidt et væsentligt og erstatningsberettiget tab. Til støtte for den subsidiære anerkendelsespåstand gjorde A gældende, at manglende udbetaling af kompensation til A på lige fod med de øvrige erhvervsdrivende i området var udtryk for en utilbørlig forfordeling i forhold til de øvrige erhvervsdrivende og ulovlig diskrimination af A. M påstod frifindelse over for A’s principale betalingspåstand og principalt afvisning, subsidiært frifindelse, over for A’s subsidiære anerkendelsespåstand med henvisning til, at den subsidiære påstand var for generelt formuleret og uegnet til at indgå i en domskonklusion. For det tilfælde, at begge påstande måtte blive taget under pådømmelse, gjorde M bl.a. gældende bl.a., at der ikke var grundlag for at yde A erstatning, da der til lejemålet var ”fornøden vejadgang” efter vejlovens § 48 eller bestemmelsens analogi, hvorfor erstatningsansvar på naboretligt grundlag var udelukket, herunder også fordi der ikke forelå så ekstraordinære gener og ulemper, der gik ud over, hvad A som erhvervsdrivende med central placering i bymæssig bebyggelse måtte tåle, idet A ikke havde dokumenteret, at der var handlet culpøst, og at der forelå et dokumenteret økonomisk tab, ligesom A ikke havde dokumenteret, at A havde ret til at blive ”kompenseret” af M. I forhold til A’s principale påstand fandt byretten det efter bevisførelsen ikke bevist, at der forekom længerevarende afspærring af adgangsvejene til forretningen, men lagde til grund, at der var adgang til forretningen bort set fra ved enkeltstående kortvarige perioder. Lejemålet var beliggende i bymæssig bebyggelse, hvor man måtte forvente og tåle ganske omfattende offentlige arbejder, uden at der skulle ydes erstatning herfor. Byretten fandt derfor ikke grundlag for at fastslå, at A havde været udsat for adgangshindringer i et omfang, der gik ud over, hvad A i forbindelse med M’s anlægsarbejde måtte tåle. Der fandtes ikke grundlag for at fastslå, at M havde handlet culpøst, hvorfor M blev frifundet for A’s principale betalingspåstand. I forhold til A’s subsidiære anerkendelsespåstand fandt byretten, at denne var tilstrækkeligt klar og entydig til, at den kunne tages under påkendelse. Som sagen var forelagt, lagde byretten til grund, at der over for nogle erhvervslejere var foretaget ekspropriation i forbindelse med byggeriet, og at disse erhvervslejere i den forbindelse blev tillagt erstatning, men ikke anden form for kompensation. Tilsvarende lagde byretten til grund, at andre erhvervslejere ikke blev tillagt hverken erstatning eller anden form for kompensation. Som følge heraf, og da A havde vejadgang, jf. vejlovens § 48, og ikke havde krav på at blive eksproprieret mod erstatning, fandt byretten, at A heller ikke havde krav på kompensation. A ankede dommen til landsretten og gentog sine påstande, idet A også nedlagde en alternativ subsidiær anerkendelsespåstand om, at M skulle anerkende, at A var berettiget til lejerefusion som de øvrige erhvervsdrivende i området, der havde modtaget lejerefusion, hvilket M principalt påstod afvist og subsidiært frifindelse. Med henvisning til de samme momenter, som byretten havde lagt vægt på, stadfæstede landsretten byrettens dom, idet landsretten dog fandt, at A’s subsidiære og alternative subsidiære påstande skulle afvises, fordi påstandene reelt var anbringender til støtte for A’s principale påstand, og fordi påstandene var så uklare og upræcise i deres indhold, at de ikke var egnede til at indgå i en domskonklusion.
Kommentar: Dommen må anses for at være på linje med U 2021.1006 Ø, der ligeledes omhandlede erstatning for de gener, som metrobyggeriet påførte en forretning, men med den forskel, at erstatningsspørgsmålet i U 2021.1006 Ø havde været påkendt af den statslige taksationskommission, hvor der i øvrigt blev tilkendt erstatning, som med landsrettens dom skulle tilbagebetales. I denne sag havde A ikke anmeldt erstatningskravet til ekspropriationskommissionen, hvilket må være baggrunden for A’s indsigelser om culpa.