MRF 2022.160
Vestre Landsrets dom af 17. marts 2022, 16. afd., sag BS-23503/2021-VLR
(Peter Buhl, Claus Rohde og Anne Lægaard Bindslev (kst.))
G og H (adv. Christian Lund Agerbæk) mod A, B, C, D, E og F (adv. Torben From)
Ikke grundlag for at fortolke indholdet af en færdselsret i en servitut til en bestemt form for færdsel, hvorfor den tjenende ejendom blev pålagt at fjerne hindringer, der indskrænkede vejens bredde. Afvist, at der var holdepunkter i servituttens ordlyd for at begrænse servituttens omfang efter udstykning af nogle af ejendommene.
Sagen angik, hvorvidt ejerne A, B, C, D, E og F (sagsøgerne) havde ret til fri og uhindret færdsel ad privat fællesvej beliggende på G og H’s ejendom, og om G og H var berettiget til at indskrænke vejens bredde til 3 meter. Den private fællesvej var etableret ved en tinglyst privatretlig servitut i 1921, hvorefter de daværende ejere af bl.a. sagsøgernes ejendomme fik ret at færdes ad privat fællesvej over bl.a. den ejendom, som G og H havde erhvervet i 1998. I 2020 opsatte G og H en slags rød-hvide skilte (”stilers”) på vejen, så vejens bredde på et bestemt stykke blev begrænset til 3 meter. Da sagsøgerne fandt, at dette var i modstrid med deres færdselsret, anlagde de sag mod G og H med påstand om, (1) at G og H skulle anerkende sagsøgernes ret til fri og uhindret færdsel af enhver art, (2) at G og H skulle fjerne opsatte forhindringer, som indskrænkede vejens bredde til 3 meter, og (3) at G og H skulle fjerne opsatte hindringer på vejarealet, der udgjorde 4 meter i bredden, subsidiært 3,77 meter i bredden. Byretten udtalte, at efter formuleringen af servitutten var færdselsretten ikke begrænset til en bestemt form for trafik, ligesom der ikke var grundlag for i øvrigt at begrænse trafikken, herunder tung trafik eller trafik fra bestemte personer. De påtaleberettigede efter servitutten havde derfor ret til fri og uhindret færdsel af enhver art ad vejen, der førte over G og H’s ejendom og forbi deres stuehus. Som servitutten var formuleret, var der ikke grundlag for at antage, at servitutten kun tjente formål knyttet til dele af den oprindelige matrikel, som A’s og F’s ejendomme var udstykket fra, hvorfor udstykningen var uden betydning for A’s og F’s servitutret. Det fremgik ikke af servitutten, hvor bred vejen over G og H’s ejendom skulle være. Ingen af parterne havde løftet bevisbyrden for, at vejen ifølge servitutten skulle være en bestemt bredde, eller for at de har vundet hævd eller frihedshævd på en bestemt bredde af vejen. Vejen skulle derfor have den bredde, som en naturlig og uhindret brug krævede. Under rettens besigtigelse fremstod opsætningen af stilers ud for G og H’s stuehus som en unaturlig begrænsning af vejens bredde til 3 meter, herunder en begrænsning af farbarheden på vejen i forhold til det øvrige vejstykke. På den baggrund og efter en samlet vurdering af færdselsretten fandt byretten, at de opsatte stilers, som begrænsede de påtaleberettigede i at køre med visse køretøjer på vejen, udgjorde en uberettiget indskrænkning af vejens bredde. G og H skulle derfor fjerne opsatte hindringer på vejarealet. Det var derimod ikke dokumenteret, at G og H havde opsat hindringer, der indskrænkede vejens bredde ud over de omtalte stilers. G og H blev derfor frifundet for påstanden om at være pligtig til at fjerne opsatte hindringer på vejarealet, der udgjorde 4 meter i bredden, subsidiært 3,77 meter i bredden. G og H ankede dommen til landsretten, der udtalte, at servitutten efter sin ordlyd ikke indeholdt begrænsninger i den tilladte færdsel eller omfanget heraf, og at det kunne lægges til grund, at servitutten herefter omfattede al vedkommende færdsel til de herskende ejendomme. Henset til den samfundsmæssige udvikling fandt landsretten, at retten til at færdes ad vejen også omfattede kørsel med tunge køretøjer, da de gener, som en sådan udvikling i trafikkens karakter indebærer, ikke er så ekstraordinære, at G og H som ejere af den tjenende ejendom kunne modsætte sig en sådan færdsel. Landsretten tiltrådte endvidere, at retten til at færdes over G og H’s ejendom ifølge servitutten også omfattede frastykkede arealer, da der ikke var holdepunkter i servituttens ordlyd for at begrænse servituttens omfang efter udstykning, og da en opdeling af en landbrugsejendom i flere matrikler, hvorfra der drives landbrug, ikke udgjorde en sådan forøgelse af byrden på den tjenende ejendom, at ejeren af et frastykket areal ikke var berettiget efter servituttens indhold. Landsretten bemærkede dog, at retten til færdsel i henhold til servitutten ikke omfattede vejbetjening af andre ejendomme, som den servitutberettigede havde eller senere måtte erhverve eller forpagte, hvis disse ejendomme ikke udgjorde en af de ifølge servitutten herskende ejendomme. Derudover tiltrådte landsretten af de af byretten anførte grunde, at G og H havde pligt til at fjerne de opsatte hindringer, som indskrænkede vejens bredde til 3 meter. Landsretten stadfæstede på den baggrund byrettens dom.
Kommentar: Dommen understreger, at selv om der ved fortolkning af privatretlige servitutter tages hensyn til ejeren af den tjenende ejendom, er servituttens formål det centrale ved fortolkningstvivl. Om servitutfortolkning se Evald: Servitutretten, 2021, s. 67 ff. og Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 213 ff.