MRF 2022.147
Planklagenævnets afgørelse af 27. juni 2022, j.nr. 21/10225
Landzonetilladelse til etablering af et nedknusningsanlæg og afskærmende jordvolde i tilknytning til eksisterende erhvervsvirksomhed ændret til et afslag, da der var tale om et nyt, ikke-primært erhverv beliggende i det åbne land samt i et område, som hverken var omfattet af kommuneplanrammer eller lokalplanlagt, og som burde henvises til et planlagt erhvervsområde.
Nordfyns Kommune meddelte i juli 2021 landzonetilladelse til etablering af oplags- og nedknusningsplads samt opførelse af afskærmende jordvolde på en landbrugsejendom beliggende i landzone. Det ansøgte ønskedes etableret i tilknytning til en entreprenørvirksomhed på nabogrunden, der udførte nedbrydning, kloakarbejde, jord- og drænarbejde, vejafretning og service af kunstgræsbaner. Det ansøgte omfattede etablering af en fast plads til nedknusning på ca. 18.000 m2 til rene fraktioner af beton og tegl. Der skulle ikke opføres bygninger, men etableres kørefast belægning. Der ønskedes endvidere etablering af jordvolde i skellet mod vest, syd og øst på ca. 5 meters højde med længder på henholdsvis 65, 180 og 53 meter. Pladsen skulle etableres ca. 0,5 meter nede i terrænet, hvor der mod nord skulle etableret en vold på 1 meter. Jordvoldenes formål var at beskytte mod støj fra aktiviteter og skærme mod oplag af materialer. Nedknusningsanlægget ville være i drift ca. 4 timer dagligt i 10-12 uger om året og udelukkende foregå på hverdage mellem kl. 07:00 og 16:00. Matriklen, hvor anlægget skulle opføres, havde førhen været benyttet til landbrugsdrift og var omgivet af marker mod syd, vest og nord. Matriklen var beliggende i et område, der i kommuneplanen var udpeget som støjbelastet areal, men lå uden for kommuneplanens rammer og var ikke omfattet af lokalplan. På den nordøstlige del af matriklen løb Lunde Å, som var registeret som beskyttet vandløb, jf. naturbeskyttelseslovens § 3. Der løb en åbeskyttelseslinje ind over den nordlige del af matriklen, og det ansøgte skulle placeres ca. 30 meter herfra. Odense Kommune havde tidligere i februar 2013 meddelt midlertidig landzonetilladelse til etablering af et nedknusningsanlæg på ejendommen, hvilket Natur- og Miljøklagenævnet i 2014 ændrede til et afslag med den begrundelse, at virksomheden hørte til i et erhvervsområde og ikke i det åbne land, særligt da der var tale om en særligt forurenende, herunder støjende og støvende, virksomhed, og hvor der var naboer ganske tæt på ejendommen (NMK-31-00896 – trykt i MAD 2014.104 Nmk). Det nye projekt var af mindre omfang i forhold til aktiviteter end det tidligere ansøgte projekt, men selve oplags- og nedknusningspladsen var større end tidligere ansøgt. Afgørelsen blev påklaget af Odense Kommune, der anførte, at den ansøgte aktivitet skulle henvises til erhvervsområder planlagt til støjende og støvende aktiviteter. Planklagenævnet fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse, da det ansøgte ikke var i overensstemmelse med landzonebestemmelsernes formål, herunder varetagelsen af planmæssige hensyn og til at friholde landzonen for anden spredt og uplanlagt bebyggelse m.v. end den, der er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. Nævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et nyt, ikke-primært erhverv, som ønskedes etableret i det åbne land, i et uplanlagt område, der ikke var omfattet af kommuneplanrammer eller var lokalplanlagt. Hertil kom, at de ansøgte jordvolde ville fremstå som et markant element i landskabet og få betydning for oplevelsen af området. Det var derfor nævnets opfattelse, at det ansøgte burde henvises til et planlagt erhvervsområde. Det forhold, at det ansøgte ønskedes etableret i tilknytning til ansøgerens eksisterende entreprenørvirksomhed på naboejendommen, kunne ikke føre til et andet resultat henset til det ansøgtes omfang og karakter. Planklagenævnet ændrede herefter afgørelsen til et afslag.
Kommentar: Det er rimeligt oplagt, at det ansøgte nedknusningsanlæg efter de foreliggende oplysninger er af en karakter, der er lokalplanpligtig efter planlovens § 13, stk. 2, og at landzonetilladelsen alene af denne grund burde ophæves. Hvis kommunen på baggrund af Planklagenævnets afgørelse ændrer kommuneplan og herefter vedtager en bonuslokalplan for nedknusningsanlægget, så der ikke kræves landzonetilladelse, er det imidlertid usikkert, om dette er tilstrækkeligt, jf. U 2008.129/2 H, hvor Højesteret afviste, at Naturklagenævnets tidligere afslag på landzonetilladelse til ridehal kunne lovliggøres ved en bonuslokalplan med henvisning til, ”at lokalplanen ikke havde andet væsentligt formål end at give mulighed for - eller lovliggøre - opførelse af den bebyggelse, som Naturklagenævnet havde givet afslag på. Hørsholm Kommune er som underordnet planmyndighed forpligtet til at respektere Naturklagenævnets afgørelse efter planlovens § 35 og kan ikke tilsidesætte denne gennem vedtagelsen af den foreliggende lokalplan” (landsrettens begrundelse, som Højesteret tiltrådte uden bemærkning). Hertil må dog anføres, at denne fortolkning af kompetencefordelingen ikke er afstemt med Planklagenævnets (eller Natur- og Miljøklagenævnets) prøvelsesbeføjelse af bonuslokalplaner, som erstatter landzonetilladelser. Planklagenævnet kan derfor ikke ophæve en bonuslokalplan med den begrundelse, at nævnet ikke ville have meddelt landzonetilladelse til det ansøgte, og hvis dette måtte være tilfældet, vil det rejse en række nye spørgsmål i f.eks. sager om vindmøller, hvor plangrundlaget typisk er en bonuslokalplan. Det er muligvis noget andet, hvis der er tale om lovliggørende bonuslokalplan, hvis eneste formål er at omgøre et tidligere afslag på lovliggørende landzonetilladelse, hvilket synes at indgå i landsrettens overvejelser i U 2008.129/2 H.