MRF 2022.131
Planklagenævnets afgørelse af 5. maj 2022, j.nr. 22/03296
Ikke medhold i klage over påbud om fysisk lovliggørelse af lokalplanstridigt tagmateriale, uanset at der verserede en retssag om afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplanen. En kommune har ikke kompetence til at genoptage en afgørelse, der har været efterprøvet af Planklagenævnet, for så vidt angår de forhold, som er behandlet i klagesagen.
Sagen angik en trelænget gård omfattet af en bevarende lokalplan fra 2015, der bl.a. bestemte, at driftsbygningerne på ejendommen skulle dækkes med tagpap, tagpap med listetænkning eller skiffer, og at eksisterende bebyggelse ikke måtte nedrives, ombygges eller på anden måde ændres uden byrådets tilladelse. Gribskov Kommune meddelte i august 2020 afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplanen til at udskifte tagmaterialet på driftsbygningerne med et matsort, cementbaseret bølgepladeprodukt og til at opsætte integrerede solceller på en del af taget. Afgørelsen blev påklaget af ejendommens ejer, E, til Planklagenævnet, der i MRF 2021.369/2 Pkn traf afgørelse om ikke at give medhold i klagen, uanset at udgifterne til fysisk lovliggørelse var anslået til 2,5-4 mio. kr. E indbragte denne afgørelse for domstolene. I februar 2022 meddelte kommunen efter forudgående varsel påbud til E om fysisk lovliggørelse af tagmaterialet. Af påbuddet fremgik tillige, at kommunen ikke ønskede at genoptage sagen vedrørende afslaget på lovliggørende dispensation, da der ikke var fremkommet nye væsentlige oplysninger, som kunne føre til et andet udfald. E påklagede påbuddet og gjorde gældende, at kommunen burde have genoptaget sagen, og at kommunen ikke havde hjemmel til at give påbud om fysisk lovliggørelse, da der fortsat verserede en retssag om afslaget på lovliggørende dispensation, og da forholdet var af underordnet betydning. For så vidt angik spørgsmålet om genoptagelse fandt Planklagenævnet (formanden), at E’s anmodning om genoptagelse vedrørte forhold, som allerede var behandlet i den tidligere klagesag for nævnet. Da Planklagenævnets afgørelser er endelige, havde kommunen ikke kompetence til at genoptage sin afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation for så vidt angik de klagepunkter, som nævnet havde taget stilling til, idet E i stedet kunne anmode nævnet om genoptagelse. For så vidt angik lovliggørelsespåbuddet bemærkede nævnet, at kommunen efter planlovens § 51, stk. 3, skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning. Det forhold, at der verserede en retssag vedrørende afslaget på lovliggørende dispensation medførte ikke, at kommunen var afskåret fra at håndhæve afgørelsen i form af et påbud om fysisk lovliggørelse, og nævnet kunne ikke tage stilling til, hvorvidt dette var rimeligt eller hensigtsmæssigt set i forhold til E’s interesser. Med hensyn til spørgsmålet, om det ulovlige forhold var af underordnet betydning, bemærkede nævnet, at planlovens § 51, stk. 3, ikke indebærer, at kommunen ikke har ret til at håndhæve lokalplanen, men alene indebærer, at kommunen ikke har pligt til at håndhæve lokalplanen, hvis der er tale om et forhold af underordnet betydning. På denne baggrund kunne Planklagenævnet ikke give E medhold i klagen over lovliggørelsespåbuddet.
Kommentar: Planklagenævnets afgørelse giver anledning til to bemærkninger. For det første må bemærkes, at Planklagenævnets noget formalistiske opfattelse af, at en kommune ikke har kompetence til at genoptage en afgørelse på de punkter, der har været efterprøvet af klagenævnet, ikke er i overensstemmelse med forvaltningsretlig litteratur, jf. f.eks. Mørup m.fl.: Forvaltningsret – almindelige emner, 7. udg., 2022, s. 430, hvor det anføres, at førsteinstansen må være berettiget til at træffe en afgørelse, som indebærer en omgørelse af rekursinstansens afgørelse, såfremt der er fremkommet væsentlige nye forhold, siden rekursinstansen traf sin afgørelse. For det andet må det med hensyn til betydningen af den verserende retssag om afslaget på lovliggørende dispensation tiltrædes, at retssagen ikke i sig selv indebærer, at kommunen er afskåret fra at meddele påbud om fysisk lovliggørelse, så længe søgsmålet ikke er tillagt opsættende virkning. Planklagenævnet burde dog have uddybet, at beslutningen om, hvorvidt kommunen vil meddele fysisk lovliggørelse i denne situation, beror på en skønsmæssig afvejning, og at kommunen således ikke nødvendigvis er forpligtet til umiddelbart at kræve det ulovlige forhold fysisk lovliggjort, når der verserer en retssag. Viser det sig senere, at afslaget på lovliggørende dispensation var uhjemlet, eller at lovliggørelsespåbuddet var for vidtgående, risikerer kommunen i øvrigt at ifalde et erstatningsansvar over for ejeren, såfremt ejeren uberettiget blev pålagt at foretage fysisk lovliggørelse.