MRF 2022.102
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. april 2022, j.nr. 20/13207
Stadfæstet afslag på lovliggørende dispensation til opsætning af vildthegn omkring vinmark inden for strandbeskyttelseslinjen, da der ikke var tale om sædvanlig hegning, jf. naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 1, nr. 3, og da hegnet havde en meget kystnær placering og fremstod skæmmende i kystlandskabet. Dissens.
Kystdirektoratet meddelte i marts 2020 dispensation til etablering af en vinmark, inden for den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen på E’s ejendom beliggende i landzone på det østlige Lolland i Guldborgsund Kommune. Ejendommen havde et areal på ca. 2,8 ha og var i sin helhed beliggende inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje og delvist inden for den oprindelige 100 meter-strandbeskyttelseslinje. Dispensationen blev givet med henblik på erhvervsmæssig vinproduktion. E etablerede på denne baggrund vinmarken på den ansøgte placering, men oplevede efterfølgende gener i forbindelse med driften, fordi områdets vildt åd af planterne, så E til sidst opsatte et vildthegn omkring vinmarken med en højde på 160 cm. Hegnet var beliggende delvist inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje og delvist inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje og omfattede også et areal, hvortil der ikke var meddelt dispensation til tilplantning med vin. Selve indhegningen målte ca. 90 x 33 meter og var udført med træstolper for at fremstå naturligt i landskabet. Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling anmeldte i juni 2020 opstillingen af hegnet til Kystdirektoratet. E fik på baggrund af en aktindsigt kendskab til anmeldelsen og ansøgte herefter om lovliggørende dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b. Kystdirektoratet afslog i august 2020 det ansøgte, hvilket E påklagede, idet E bl.a. gjorde gældende, at vildthegnet måtte betegnes som sædvanlig hegning efter naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 1, nr. 3, og at det uden lovliggørende dispensationen ikke var muligt at opnå en optimal vinproduktion, ligesom dispensationen var en forudsætning for, at den oprindelige dispensation til vinmarken kunne gennemføres. Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterede indledningsvis, at E blev bekendt med anmeldelsen fra Danmarks Naturfredningsforening via en underretning om, at der var anmodet om aktindsigt i sagen vedrørende vinmarken, og at E herefter ansøgte Kystdirektoratet om lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til dyrehegnet. Nævnet fandt ikke, at der herved var begået en sagsbehandlingsfejl, som kunne medføre afgørelsens ugyldighed, uanset at direktoratet ikke i overensstemmelse med Håndhævelsesvejledningen gjorde E bekendt med anmeldelsen og anmodede om E’s bemærkninger hertil. Nævnet fandt, at det ansøgte vildthegn ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen for sædvanlig hegning inden for strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 1, nr. 3, da sædvanlig hegning i naturbeskyttelseslovens forstand, omfatter lette trådhegn og lignende simple hegn. Det ansøgte var derfor omfattet af forbuddet imod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen og skulle vurderes efter den restriktive dispensationsadgang i naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Flertallet (5 mod 2) fandt ikke, at der var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation, da der var tale om en meget kystnær placering, ligesom vildthegnet i omfang og størrelse fremstod højt og skæmmende i kystlandskabet, mens mindretallet fandt, at en dispensation kunne begrundes i det forhold, at hegnet var en nødvendighed for den erhvervsmæssige vinproduktion på ejendommen. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede på denne baggrund Kystdirektoratets afslag.