MRF 2021.371
Planklagenævnets afgørelse af 21. december 2021, j.nr. 21/10297
Ikke medhold i klage over lokalplanbestemmelse om, at vinduer og døre i et sommerhusområde kun måtte udføres i træ eller træ/alu, da bestemmelsen regulerede bebyggelsens udformning, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 7, og bestemmelsen var sagligt og planlægningsmæssigt begrundet i tilpasning til det omkringliggende landskab.
Tønder Kommune vedtog i juni 2021 endeligt en lokalplan for sommerhusområdet Bolilmark på Rømø, der var blevet udstykket i 1960’erne og næsten var fuldt udbygget. Formålet med lokalplanen er bl.a. at fastlægge bebyggelsesregulerende bestemmelser, herunder om bebyggelsens placering, materialevalg og tagformer, for derigennem at sikre områdets kvaliteter og sikre, at bebyggelse og ændringer heraf blev foretaget under hensyn til klit- og hedelandskabet. I lokalplanens § 6 var fastsat bestemmelser om bebyggelsens ydre fremtræden. Det fremgik af § 6.4, at vinduer, døre, porte og glaspartier skulle udføres i træ eller træ/alu, hvilke ifølge lokalplanens redegørelse skulle være ensfarvede i enten hvid, sort eller i samme mørke dæmpede farver som facaderne. Det fremgik desuden af redegørelsen, at sommerhusområdet bar præg af mange forskellige sommerhuse, der afspejlede en tidstypisk udvikling, fra små enkle sommerhuse i 1960’erne til de næsten boligegnede sommerhuse. For at sikre en indpasning i landskabet og kulturmiljøet skulle bebyggelsens ydre dog opføres i træ, fremstående i mørke dæmpede jordfarver. Planvedtagelsen blev påklaget af en sommerhusejer i området, der anførte, at kommunen ikke havde hjemmel i planlovens § 15, stk. 2, nr. 7, til at forbyde vinduer, glaspartier og døre i andre materialer end træ og træ/alu i sommerhusområdet, da der ikke var tale om en bevarende lokalplan. Ejeren henviste i den forbindelse til byrettens dom i MRF 2021.214 B og anførte, at der ikke var en visuel forskel på vinduer udført i malet træ og træ/alu i forhold til vinduer udført i plast eller øvrige materialekombinationer, men at det tværtimod for vinduer og yderdøre i andre materialer ikke ville være et problem at leve op til lokalplanens krav om udformning og farver. Planklagenævnet fandt, at lokalplanbestemmelsen i § 6.4 om materialevalg regulerede bebyggelsens udformning og dermed havde hjemmel i § 15, stk. 2, nr. 7. Nævnet fandt desuden, at lokalplanens krav om, at vinduer, døre, porte og glaspartier skulle udføres i træ eller træ/alu, var sagligt og planlægningsmæssigt begrundet. Nævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af formålsbestemmelsen i lokalplanens § 1, at lokalplanen bl.a. havde til formål at sikre, at bebyggelsens materialer tager hensyn til kulturmiljø, landskabet og de landskabelige værdier, ligesom det fremgik af planens redegørelse, at sommerhusområdet var kendetegnet ved den nænsomme indpasning af sommerhusene med den naturlige tagbeklædning og ens materiale- og farvevalg mellem klittoppene. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at det ikke af byretsdommen i MRF 2021.214 B kunne udledes, at der i planloven ikke er hjemmel til at fastsætte bestemmelser om bebyggelsens udformning, herunder anvendelse af bestemte materiale. Dommen tog således ifølge nævnet alene stilling til, at kommunen i den konkrete afgørelse om afslag på dispensation ikke havde foretaget en tilstrækkelig og konkret vurdering med inddragelse af alle relevante og saglige kriterier. Kommune havde således haft hjemmel i planloven til at fastsætte lokalplanbestemmelsen, og Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen. Det bemærkedes afslutningsvis, at kommunen ved ansøgninger om dispensation fra lokalplanens § 6.4 i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en konkret vurdering af, hvorvidt der forelå en planlægningsmæssig begrundelse for at give afslag, herunder i hvilket omfang et ansøgt materiale visuelt ville adskille sig fra det materiale, som var tilladt efter lokalplanen.
Kommentar: Afgørelsen vedrører muligheden for at regulere materialekrav i lokalplaner og herunder forbyde plastvinduer. Uanset der i planlovens § 15, stk. 2, nr. 7, er hjemmel til stille krav til materialer i bygninger, vil dette forudsætte, at sådanne materialekrav er planlægningsmæssigt begrundet og ikke er i modstrid med proportionalitetsprincippet. Dette må i relation til materialevalg normalt relatere sig til det visuelle udtryk eller andre forhold af betydning for landskabet, hvilket Planklagenævnet fandt var opfyldt med denne lokalplan. Med afgørelsen understregede Planklagenævnet dog samtidig, at der ved en fremtidig ansøgning om dispensation fra bestemmelsen skal foretages en konkret vurdering på linje med byrettens dom i MRF 2021.214 B. Det fremgår ikke af Planklagenævnets afgørelse, om Planklagenævnet har lagt til grund, at lokalplanen finder anvendelse for udskiftning af vinduer og døre i bestående ejendomme, men hvis dette er tilfældet, kan lokalplanens forbud mod plastdøre næppe udstrækkes til de tilfælde, hvor et bestående plastvindue udskiftes med et nyt plastvindue, da dette må anses for et bestående lovligt forhold.