MRF 2021.330
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. november 2021, j.nr. 18/05467
Ophævet og hjemvist miljøgodkendelse til ændring af driften af olieraffinaderis olielager fra langtidsopbevaring til løbende drift, da ændringen ikke skulle reguleres som en bestående listevirksomhed efter supplement til støjvejledningen, og da der ikke var foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af VOC-emissioner i forhold til BAT.
Miljøstyrelsen meddelte i december 2016 miljøgodkendelse til oplagring af gasolie på et olielager beliggende ca. 500 m fra Kalundborg Havn. Olielageret var ejet af en selvejende forening, og den daglige drift udførtes af et olieraffinaderi umiddelbart vest for olielagret. Gasolien, der blev lagret i virksomhedens tanke, var produceret på raffinaderiet og blev fra olielagret videresendt via rørledning til et anlæg i Hedehusene eller til pier i Kalundborg Havn, hvorfra den udskibedes. Virksomheden var beliggende 3,5 km Natura 2000-området N166, Kalundborg Fjord, og 40 m fra et boligområde med åben og lav boligbebyggelse. Det fremgik af ansøgningen, at den ikke omfattede bygningsmæssige udvidelser eller ændringer. Miljøgodkendelsen omfattede dels sikkerhedsgodkendelse som risikovirksomhed, dels en tilladelse til direkte udledning af overfladevand samt ændret anvendelse af seks olietanke med et volumen på 58.000 m3 hver til oplag af gasolie. Det fremgik af godkendelsen, at virksomheden i 1993 forgæves havde ansøgt om godkendelse til ændring af driften på virksomheden, så tankene, i stedet for langtidsopbevaring i 10 til 20 år, kunne indgå i virksomhedens drift, hvor tankene tømmes og fyldes med gasolie. Denne driftsændring var ligeledes omfattet af godkendelsen. Det fremgik endvidere, at virksomheden ikke kunne overholde de vejledende støjgrænser om natten, men da virksomheden var fra 1973, var den omfattet af supplement til støjvejledningen. Herudover var det i forhold til luftforurening anført, at der ikke var stillet krav om installation af tryk-/vakuumventiler, da det ville kræve en investering på 1,5 mio. kr. pr. tank, hvorfor det var Miljøstyrelsens vurdering, at miljøgevinsten ikke stod mål med investeringen. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, der ikke var grundlag for at fravige de vejledende støjgrænser i forhold til det nærtliggende boligområde, og at miljøgodkendelsen ikke var i overensstemmelse med BAT i forhold til luftforurening. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at tankene var etableret i 1973. Nævnet fandt, at den ændrede drift, fra langtidsopbevaring til løbende drift, medførte en forøgelse i virksomhedens støjbidrag til omgivelserne. Nævnet fandt, at den ansøgte ændring af driften ikke udgjorde et forhold, som skulle reguleres som en bestående listevirksomhed i supplement til støjvejledningens forstand. Nævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en godkendelsespligtig driftsændring på en eksisterende virksomhed, således at tankene, der tidligere var blevet anvendt til langtidsopbevaring, skulle indgå i virksomhedens daglige drift. Nævnet fandt, at det afgørende for vurderingen ikke var, om tankene var i drift før den 1. oktober 1974 til langtidsopbevaring, men derimod, at virksomhedens drift blev ændret i årene 1993/1994, og at driftsændringen medførte en forøgelse af støjen fra virksomheden. Supplement til støjvejledningen fandt derfor ikke anvendelse, hvorfor støjgrænserne i forhold til det ansøgte skulle vurderes med udgangspunkt i støjgrænserne i støjvejledningen. Da støjgrænserne ikke var fastsat i overensstemmelse med de vejledende støjgrænseværdier, idet der var meddelt et tillæg på 5 dB(A), og da der ikke var meddelt maksimalværdier for støjniveauet fra virksomheden målt udendørs i natperioden, fandt nævnet, at afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel. For så vidt angik luftforurening fandt nævnet, at den godkendte driftsændring medførte en forøget emission af VOC i forhold til den tidligere langtidsopbevaring, da driften indebar, at der pumpedes en større mængde produkt igennem tankene. Nævnet konstaterede, at det ikke var undersøgt, hvor stor en reduktion af VOC-emissionen fra tankene, tryk-/vakuumventiler kunne medføre, og at Miljøstyrelsen havde oplyst, at yderligere undersøgelser var påkrævet, ligesom ventilerne skulle kombineres med en metode til efterfølgende rensning. Da disse forhold og omkostningerne herved ikke var beskrevet i den tekniske og økonomiske redegørelse, fandt nævnet, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne foretages en vurdering af BAT, hvorfor afgørelsen også på dette punkt led af en væsentlig mangel. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.