MRF 2021.301/2
Østre Landsrets dom af 13. december 2021, 2. afd., sag BS-6487/2020-OLR
(Peter Mortensen, Ane Røddik Christensen og Jeanette Ørnvang (kst.))
A A/S (adv. Christian H. Schjerning) mod Gentofte Kommune (adv. Kim Christian Højmark)
Uanset at afgørelse fra 2015 om kontinuitetsbrud ikke kunne være genstand for domstolsprøvelse, foretog landsretten en indirekte prøvelse af 2015-afgørelsen i forbindelse med prøvelse af, om et afslag på genoptagelse meddelt i 2018 var gyldigt.
Sagen angik en ejerlejlighed (anneks, hvor der ikke kan indrettes bolig) i et villaområde. Ejerlejligheden var siden 1986 benyttet erhvervsmæssigt til håndværksvirksomhed. I 2003 blev området omfattet af en lokalplan, der angav anvendelsen til helårsbeboelse og kommunale institutioner. Den 7. marts 2012 bekræftede Gentofte Kommune, at anvendelse af ejerlejligheden til håndværksvirksomhed udgjorde en eksisterende lovlig anvendelse, der kunne fortsætte uanset lokalplanen. I maj 2014 blev ejerlejligheden overdraget til nuværende ejer, E. Den 20. november 2015 traf Gentofte Kommune afgørelse om, at der var indtrådt kontinuitetsbrud den 8. marts 2015 i henhold til planlovens § 56, stk. 4. Afgørelsen blev ikke indbragt for Planklagenævnet eller domstolene. E rettede efterfølgende henvendelse til Gentofte Kommune om anvendelse af annekset til håndværksvirksomhed og/eller bolig, hvilket blev afslået af Gentofte Kommune den 11. februar 2016. Efterfølgende anmodede E om genoptagelse af sagen om kontinuitetsbrud og fremlagde nyt materiale som dokumentation for, at den i 2012 fastslåede eksisterende lovlige anvendelse var blevet opretholdt, og at afgørelsen af 20. november 2015 om kontinuitetsbrud dermed var baseret på et urigtigt grundlag. Den 10. april 2018 afslog Gentofte Kommune, at der var grundlag for genoptagelse af sagen, og fastholdt afgørelsen af 20. november 2015. Herefter anlagde E i oktober 2018 retssag mod Gentofte Kommune med påstande om, at afgørelserne af henholdsvis 20. november 2015 og 10. april 2018 var truffet på et urigtigt grundlag, og at der ikke var indtrådt kontinuitetsbrud i forhold til den eksisterende lovlige anvendelse, som blev fastslået den 7. marts 2012. Gentofte Kommune påstod frifindelse og anførte bl.a., at afgørelsen af 20. november 2015 ikke kunne være genstand for domstolsprøvelse, da søgsmålsfristen på 6 måneder i planlovens § 62, stk. 1, var overskredet. Byretten fandt, at afgørelsen af 20. november 2015 ikke kunne være genstand for domstolsprøvelse, da søgsmålsfristen var overskredet. I forhold til afgørelsen om afslag på genoptagelse af 10. april 2018 foretog byretten en realitetsprøvelse, der indirekte angik det faktiske grundlag for afgørelsen af 20. november 2015 om kontinuitetsbrud. Byretten afviste, at der forelå nye væsentlige oplysninger, der kunne begrunde en ændret bedømmelse af kontinuitetsbrud. Herefter og da Gentofte Kommune ikke havde begået sagsbehandlingsfejl, afviste byretten, at der var grundlag for at anfægte afslaget på genoptagelse af 10. april 2018. Sagen blev anket til landsretten, hvor parterne gentog og uddybede deres synspunkter. Landsretten tiltrådte, at der ikke kunne ske domstolsprøvelse af afgørelsen om kontinuitetsbrud af 20. november 2015, da søgsmålsfristen i planlovens § 62, stk. 1, var overskredet, men udtalte herefter, at ”… som appellantens påstande er udformet, finder landsretten dog desuagtet ikke grundlag for at afvise den af påstandene, der vedrører afgørelsen af 20. november 2015”. Landsretten tiltrådte også den af byretten foretagne realitetsprøvelse af de nye oplysninger i forhold til det afgørelsesgrundlag, der forelå den 20. november 2015. Landsretten udtalte, at det ikke var sandsynliggjort, at der ikke var indtrådt kontinuitetsbrud, og at der ikke forelå nye væsentlige oplysninger, som burde have ført til genoptagelse af sagen. Landsretten tiltrådte endvidere byrettens bedømmelse af, at der ikke var blevet begået sagsbehandlingsfejl, hvorefter byrettens frifindelse blev stadfæstet.
Kommentar: Dommen giver anledning til en principiel kommentar vedrørende afgørelsesbegrebet. Det fremgår af kontinuitetsbrudsreglen i planlovens § 56, stk. 4, at ”en hidtidig ret til at udnytte en ejendom på en måde, som er i strid med § 38 a, en lokalplan eller en efter § 68, stk. 2, opretholdt plan, eller som ville kræve tilladelse eller dispensation efter denne lov, bortfalder, når retten ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år. Dette gælder, selv om retten hviler på en tilladelse eller dispensation”. Læses bestemmelsen efter sin ordlyd, indtræder der kontinuitetsbrud, når en oprindelig lovlig anvendelse, som er i modstrid med en senere lokalplan, har været afbrudt i en periode på tre år. Dette er reglens retsfaktum, og kontinuitetsbrud (retsfølgen) indtræder derfor, når de tre år er gået, uanset om kommunen måtte træffe en ”afgørelse” herom. Kommunens beslutning om, at der er indtrådt kontinuitetsbrud, er derfor ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand, da en sådan beslutning ikke går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde, men blot konstaterer de retlige forpligtelser, der gælder for den pågældende ejendom. Hvis kommunen derimod træffer afgørelse om, at en senere genoptagelse af den tidligere anvendelse er i modstrid med lokalplanen og skal ophøre, kan dette anses for en afgørelse efter planlovens § 51, stk. 3. Disse retlige overvejelser ses imidlertid ikke inddraget af parterne i dommen i MRF 2021.301/2 Ø, og problemet løses af landsretten ved at foretage en prøvelse af det efterfølgende afslag af genoptagelse og dermed en form for indirekte prøvelse af spørgsmålet om kontinuitetsbrud.