MRF 2021.247
Planklagenævnets afgørelse af 23. august 2021, j.nr. 20/08641
Afslag på landzonetilladelse til udvidelse af sommerhus fra 38 m2 til 83 m2 ændret til en tilladelse, bl.a. fordi kommunen ikke havde meddelt påbud efter planlovens § 43 på grundlag af en privatretlig servitut, der fastsatte en maksimal bebyggelse på 38 m2.
Sagen omhandlede E’s ansøgning om landzonetilladelse til udvidelse af sit sommerhus på 38 m2 til et samlet boligareal på 83 m2. Ejendommen var beliggende i landzone i området Boderne med flere sommerhuse i umiddelbar nærhed, og området var omfattet af kommuneplanrammen 000.S.03, Boderne Øst, der udlagde området til sommerhus- og fritidsbebyggelse og sommerhusområde. Det fremgik af kommuneplanen, at området var et af Bornholms i alt ni sommerhusaftaleområder, der med lokalplan kunne overføres til sommerhusområde. Ejendommen var endvidere beliggende inden for kystnærhedszonen ca. 500 m fra kysten. Der var flere steder i området registreret beskyttet natur i form af hede, men ejendommen var dog ikke direkte omfattet af denne registrering. På ejendommen var der tinglyst en servitut af 1976, der bestemte, at der på hver særskilt matrikuleret grund i sommerhusområdet kun måtte forefindes eller opføres én enkelt beboelse med ikke over 70 m2 bebygget areal samt et udhus med ikke over 20 m2 bebygget areal. Bornholms Regionskommune meddelte i juli 2020 afslag på det ansøgte. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. henviste til den tinglyste servitut. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der var tale om en privatretlig servitut omfattet af planlovens § 43, men at kommunens beslutning om ikke at håndhæve servitutten ikke er en afgørelse efter planloven. Nævnet lagde endvidere til grund, at området ikke var et sommerhusområde i planlovens forstand, og bemærkede, at det ikke havde betydning efter planlovens § 34, om området var udlagt som et sommerhusområde i kommuneplanen. Nævnet fandt ikke, at området Boderne skulle betragtes som ét samlet område med væsentlige landskabelige og naturmæssige interesser, da den aktuelle ejendom lå tilbagetrukket fra kysten i udkanten af området nær landbrugs- og skovarealer, og da den registrerede beskyttede natur ikke grænsede direkte op til ejendommen, ligesom der ikke fandtes beskyttet natur på selve ejendommen. Nævnet fandt derfor, at der kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte, idet nævnet lagde vægt på, at sommerhuset ønskedes udvidet med 38 m2 til et samlet boligareal på 83 m2, og at naboejendommene havde et grundareal på hhv. 1.577 m2 og 1.140 m2 med ejendomsbebyggelser på hhv. 81 m2 og 66 m2 + 16 m2 udhus. Planklagenævnet ændrede på denne baggrund afslaget til en tilladelse.
Kommentar: Afgørelsen oplyser ikke, hvem der er påtaleberettiget efter servitutten, kommunens nærmere begrundelse for at afslå landzonetilladelse, eller hvilke særlige forhold Planklagenævnet har lagt vægt på, som begrundelse for at ændre kommunens afslag til en landzonetilladelse.