MRF 2021.223
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 9. august 2021, j.nr. 18/05417
Stadfæstet påbud om at fjerne en afspærring, der hindrede offentlighedens adgang, da hele det afspærrede areal måtte anses for strandbred omfattet af naturbeskyttelseslovens § 22. Afvist, at en del af arealet var omfattet af lovens § 24 om udyrkede arealer, selv om bevoksningen var med mindre salttålende arter.
Odsherred Kommune modtog i juli 2015 en anmeldelse om, at offentlighedens adgang til en åben sandstrand var hindret på en af E ejet sommerhusejendom. Ejendommen grænsede mod syd ud til Sejerø Bugt og var gennemskåret af en privat fællesvej, der løb parallelt med kysten og gav adgang til sommerhusgrunde øst og vest for ejendommen. På ejendommen var der placeret to sten påmalet ”Privat 22” samt en afspærring med to bomme og en kæde langs den private fællesvej ud til strandarealet. Ejendommen havde et samlet areal på ca. 2.700 m2 og bestod af et sommerhus på 140 m2 på arealet nord for vejen væk fra kysten, hvis kystvendte facade lå ca. 15 meter fra vejen. Mellem huset og vejen var der et haveareal omgivet af et tyndt bælte af træer. Ved en besigtigelse i juni 2016 vurderede kommunen, at vegetationen på det afspærrede areal var domineret af salttålende planter, hvorfor arealet udgjorde en strandbred, som var åben for offentligheden i medfør af naturbeskyttelseslovens § 22. Kommune meddelte herefter i oktober 2016 E påbud om at fjerne afspærringen og de to sten. Afgørelsen blev påklaget af E, der oplyste, at stenene og afspærringen var fjernet, men at E ville have anerkendt, at arealet nærmest vejen ikke var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 22, men derimod af § 24 som udyrket areal, da denne del ikke var domineret af salttålende planter, hvorfor E kunne opsætte skilte, der helt eller delvist forbød færdsel, der krænkede privatlivets fred. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at arealet mellem vejen og kysten udgjorde strandbred omfattet af naturbeskyttelseslovens § 22, da arealet var præget af klitvegetation, herunder marehalm og hjelme, og var domineret af salttålende plantearter og af grå/grøn klit. At der på en mindre del af arealet voksede arter, der var mindre salttålende, herunder vedplanter, kunne efter en samlet vurdering af arealets beliggenhed, terræn, jordbund og vegetation ikke føre til en anden vurdering. Nævnet afviste derfor, at den nordligste del af arealet var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 24. Nævnet afviste endvidere, at generne for privatlivets fred kunne begrunde, at arealet skulle lukkes for offentlig adgang, da arealet var beliggende mellem 15 og 50 meter fra beboelsen, og det var muligt at opsætte yderligere afskærmende beplantning, ligesom der løb en privat fællesvej mellem arealet og sommerhuset. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede på denne baggrund ”kommunens afgørelse [...] om, at sten med teksten ”privat 22” påmalet og afspærring langs med privat fællesvej udgør ulovlige hindringer for offentlighedens adgang til et strandområde”.
Kommentar: Den påklagede afgørelse fra kommunen var et lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, der ikke kan påklages efter naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt., men skiftende klagenævn har udviklet den praksis, at klagenævnet kan tage stilling til, om der er tale om et ulovligt forhold. Og det er naturligvis rigtigt, at et lovliggørelsespåbud altid indeholder en præjudiciel stillingtagen til, at der foreligger et ulovligt forhold, hvilket nævnet anser sig for beføjet til at prøve. Der har tidligere været mange eksempler på, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i klager over lovliggørelsespåbud har ”stadfæstet” kommunens afgørelse, selv om nævnet ikke har taget stilling til de påbudte foranstaltninger, og nævnet heller ikke har kompetence hertil efter naturbeskyttelsesloven, hvilket har givet anledning til uheldig uklarhed. Dette er løst med denne afgørelse, hvor det er tydeliggjort, at det alene er kommunens præjudicielle afgørelse om, at der foreligger et ulovligt forhold, som nævnet har taget stilling til.