MRF 2020.23
Rettens dom af 16. december 2020, 8. afd., sag T-635/18, Industrial Química del Nalón mod Kommissionen
Kommissionen var ikke erstatningsansvarlig for fejl i risikovurdering ved klassificeringen af kultjære som giftigt, da fejlen ikke var tilstrækkeligt kvalificeret henset navnlig til de komplekse retlige og videnskabelige rammer for vurderingen af stoffet.
Sagen angik et erstatningssøgsmål efter TEUF art. 268 anlagt af Industrial Química del Nalón, SA mod Kommissionen for ved forordning nr. 944/2013 at klassificere såkaldt beg, kultjære-, højtemperaturs- (CTPHT) som giftigt for vandmiljøet. Sagsøgeren var en spansk producent af CTPHT, der fremstilles ved højtemperatursdestillering af stenkulstjære, som er et biprodukt i fremstillingen af koks. Efter sagsanlæg fra den spanske producent og en række andre europæiske selskaber annullerede Retten ved dom af 7. oktober 2015 (sag T-689/13) forordning nr. 944/2013, for så vidt som den klassificerede CTPHT som et giftigt stof, fordi Kommissionen fejlagtigt havde anvendt en risikovurderingsmetode, hvor der var set bort fra andre relevante faktorer end de i metodologien oplistede, hvilket betød, at den faktiske vandopløselighed var 71.000 gange lavere end den hypotetiske opløselighed beregnet på grundlag af den teoretiske metode. Kommissionens appel af Rettens dom blev efterfølgende forkastet af Domstolen ved dom af 22. november 2017 (sag C-691/15 P – trykt i MAD 2017.406 EUD). På denne baggrund anlagde den spanske kemikalieproducent erstatningssøgsmål efter TEUF art. 340(2) mod Kommissionen og krævede erstatning for et samlet tab på 652.733 EUR. Ifølge producenten svarede tabet til de omkostninger, som virksomheden havde afholdt ved tilpasning af emballeringen og transportmetoderne af CTPHT, der bl.a. følger af ADR-konventionen, samt ajourføring sikkerhedsdatablade i overensstemmelse med de relevante EU-krav. Kommissionen, der var støttet af Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) og Spanien, gjorde gældende, at der ikke var handlet ansvarspådragende, da fejlen ikke var tilstrækkeligt kvalificeret, at der ikke var påvist et tab, og at der manglende årsagsforbindelse. Retten opsummerede indledningsvis betingelserne for, at EU-institutionerne kan ifalde erstatningsansvar uden for kontrakt efter TEUF art. 340(2) således: (1) Der skal foreligge en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, (2) som har til formål at tillægge borgerne rettigheder; (3) der skal foreligge et virkeligt tab, og (4) der skal være årsagsforbindelse mellem fejlen og de skadelidtes tab. Retten fastslog, at Kommissionen ved klassificeringen af CTPHT havde overtrådt punkt 4.1.3.5.5 i bilag I til forordning nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger ved at have begået fejl i den såkaldte summationsmetode, som Kommissionen havde anvendt ved sin risikovurdering af CTPHT. Retten fandt, at reglen ikke i snæver forstand havde til formål at tillægge borgerne rettigheder, bl.a. fordi reglen ikke foreskrev afvejning af borgernes eller virksomhedernes interesser ved klassificeringen af kemikalierne, men var en metodisk regel, der må sidestilles med en procedureregel. Retten fandt imidlertid, at EU-institutionerne kan ifalde erstatningsansvar uden for kontrakt, selvom den tilsidesatte retsregel ikke har til formål at tillægge borgerne rettigheder i snæver forstand, hvis tilsidesættelsen i stedet kan pålægge eller skærpe forpligtelser, der påhviler borgerne i medfør af andre EU-retlige regler. En urigtig anvendelse af summationsmetoden kunne således skærpelse af forpligtelser i medfør af anden EU-lovgivning (f.eks. i forbindelse med markedsføring af klassificerede giftige stoffer). Denne skærpelse af producenternes forpligtelser kunne i visse tilfælde påvirke producenternes retsstilling på en sådan måde, at den enkelte producent kan anses for at have en subjektiv ret til en korrekt anvendelse af summationsmetoden, hvilket kan udløse erstatningsansvar for Kommissionen (og ikke kun en refleksvirkning for borgernes økonomiske situation). Retten fandt imidlertid ikke anledning til at tage endelig stilling til, om Kommissionens fejl ved klassificeringen af CTPHT opfyldte denne alternative betingelse, da fejlen under alle omstændigheder ikke var tilstrækkeligt kvalificeret til at kunne begrunde et erstatningsansvar. Retten henviste herved til, at den risikovurderingsmetode, som Kommissionen havde overtrådt, tillagde Kommissionen et skøn, der ikke var fuldstændigt klart afgrænset, og at Kommissionen havde baseret sin vurdering på en udtalelse fra ECHA’s udvalg for risikovurdering, og klassifikationsproceduren i øvrigt var igangsat på foranledning af Holland. Samlet set måtte Kommissionens fejl anses for undskyldelig, henset til de komplekse retlige og videnskabelige rammer for risikovurderingen af kemiske stoffer og til, at det ikke var udelukket, at CTPHT var blevet klassificeret som giftigt, såfremt Kommissionen ikke havde begået fejl i metodologien. På denne baggrund blev Kommissionen frifundet for erstatningskravet. Dommen er anket til Domstolen (sag C-73/21 P).