MRF 2024C.7
Bachelorprojekt: Pligtsubjekt ved miljøskader efter miljøansvarsdirektivet og retlige udfordringer ved den danske gennemførelse med krav om sikkerhedsstillelse og kompetencefordeling i lyset af Nordic Waste-sagen
Af stud.jur. Oskar Teisen og stud.jur. Sofie Petersen
Forord af Peter Pagh
Baggrunden for dette bachelorprojekt er Nordic Waste-sagen med det glidende jordbjerg, der truede landsbyen Ølst og samtidig udgjorde en overhængende fare for miljøskade af Alling Å. Forløbet var så alvorligt, at Randers Kommune efter forudgående accept fra Miljøstyrelsen i december 2023 traf afgørelse om, at der forelå en overhængende fare for miljøskade på Alling Å efter den danske gennemførelse af miljøansvarsdirektivet, hvorefter Miljøstyrelsen overtog sagen efter miljøskadeloven (se MAD 2023.305 MS). Da Nordic Waste ikke kunne stille økonomisk sikkerhed for de forventede udgifter til forebygge miljøskaden og blev erklæret konkurs i januar 2024, meddelte Miljøstyrelsen, at sagen gik tilbage til Randers Kommune til behandling efter miljøbeskyttelsesloven, jf. miljøskadelovens § 21, stk. 2. I juni 2024 traf kommunen dog – efter forudgående accept fra Miljøstyrelsen – afgørelse om, at et andet, koncernforbundet selskab også var ansvarlig for den overhængende fare for en miljøskade, hvilket nu verserer for domstolene. Den danske gennemførelse af miljøansvarsdirektivet er tidligere belyst i en studenterafhandling af Kristensen og Nykvist (MRF 2021C.1) med udgangspunkt i to tidligere sager, nemlig en sag fra Fredericia, hvor udledning af 2.755 tons kvælstof som følge af brand på en gødningsfabrik ikke fandtes at udgøre en miljøskade (MAD 2018.276 MS), og en sag om forurening af Tuse Å med fiskedød ved udslip af 100 tons gødningsvæske, der fandtes at udgøre en miljøskade (MAD 2018.415 MS). Sidstnævnte sag er det eneste eksempel før Nordic Waste-sagen, hvor miljøskadeloven har været anvendt.
Med det foreliggende bachelorprojekt fokuserer forfatterne på særligt tre juridiske problemer. Det første er, hvem der er pligtsubjekt efter miljøansvarsdirektivet, hvor det påpeges, at forureneren er den, der driver aktiviteten (operatøren), som har forvoldt miljøskaden. Det er derfor alene operatøren, der har den umiddelbare handlepligt efter direktivet og de danske regler. Dette udelukker ikke, at andre juridiske og fysiske personer kan være erstatningsansvarlige, men det udelukker, at disse er forurenere i direktivets forstand. Det andet spørgsmål, som afhandlingen belyser, er de usædvanlige regler i den danske miljøskadelov om økonomisk sikkerhedsstillelse, hvorefter loven ikke gælder, hvis den ansvarlige ikke kan stille den fornødne sikkerhed. Det tredje spørgsmål, som afhandlingen belyser, omhandler den usædvanlige beslutnings- og kompetencefordeling, hvorefter det er tilsynsmyndigheden efter en af sektorlovene, som skal afgøre, om der foreligger en miljøskade omfattet af miljøskadeloven (eller overhængende fare herfor), men en afgørelse om miljøskade kan først træffes, hvis Miljøstyrelsen forudgående har accepteret dette. Både i forhold til reglerne om sikkerhedsstillelse og i forhold til kompetencefordeling rejser afhandlingen alvorlig tvivl om, hvorvidt de danske regler er i overensstemmelse med de EU-retlige principper om effektivitet og ækvivalens. Afhandlingen indeholder tillige et særlig afsnit om den danske stats mulige erstatningsansvar efter EU-retten og Francovich-doktrinen for de tab, som de væsentlige mangler ved gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet måtte påføre tredjemand. Da staten ved aktstykke fra Finansudvalget har stillet økonomisk sikkerhed, afviser forfatterne et sådant ansvar, men analysen illustrerer et muligt udfald, hvis Finansudvalget ikke havde givet bevillingen, men også tvivl om, hvem der i givet fald kan gøre et sådant krav gældende.