Non-refoulement i militære operationer: fangeoverdragelser, risikovurderinger og tilsyn

Som opfølgning på den tidligere rapport Security Detention in Military Operations undersøger adjunkt Cornelius Wiesener (Det Juridiske Fakultet, KU) i nærværende rapport spørgsmål omkring overdragelser af fanger – specifikt i relation til non-refoulement princippet. I sin kerne handler non-refoulement om at undgå, at overdragne fanger udsættes for tortur eller anden mishandling i modtagerens varetægt – enten en anden stat eller en ikke-statslig aktør. Formålet med rapporten er at give et samlet overblik over, hvilke folkeretlige krav stater som Danmark skal efterleve. I denne sammenhæng tager rapporten også afsæt i Københavnerprocessen (2007-2012) om håndtering af tilbageholdte personer under internationale militære operationer. Rapporten identificerer en række uklarheder i regelsættet, herunder i relation til retsgrundlaget, omfanget og de institutionelle rammer for risikovurderinger og tilsyn efter overdragelsen. På samme måde er det uklart, hvordan de tilbageholdte skal have mulighed for at anfægte afgørelser om overdragelser, og hvad rammerne for overdragelsesaftaler og andre risikoafbødende foranstaltninger skal være.

Rapporten indeholder derfor en række anbefalinger:  

1. Danmark bør bygge videre på sine gode erfaringer med Københavnerprocessen og søge at alliere sig med ligesindede stater for at udvikle fælles retningslinjer og mekanismer for fangeoverdragelser. Med en mindre gruppe af ligesindede stater vil det være betydeligt nemmere at blive enige om vigtige spørgsmål, som blev udeladt i Københavnerprocessen. Desuden vil en sådan fælles og proaktiv indsats have stor vægt i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, FN’s Menneskerettighedskomité og FN’s Komité mod Tortur. 

2. Danmark bør især fokusere på at udvikle en fælles mekanisme for risikovurderinger. For at mindske ressourceforbruget samt tilgodese hensynet til interoperabilitet bør ligesindede stater pulje deres ressourcer og bygge videre på best practice. Herudover bør de etablere en fælles mekanisme, der kan give fanger mulighed for og ret til at få prøvet grundlaget for deres overdragelse. Da en sådan mekanisme kræver et uafhængigt og upartisk organ, bør den ideelt set kombineres med det organ, der alligevel udfører prøvelsesproceduren for sikkerhedsinternerede personer. 

3. Danmark bør også fokusere på at udvikle fælles overdragelsesaftaler og tilsynsmekanismer efter overdragelsen samt andre risikoafbødende foranstaltninger. Også på dette område kan ligesindede stater drage fordel af at pulje deres ressourcer og bygge videre på best practice. Ligeledes bør staterne sikre et bedre feedback-loop med dem, der udfører risikovurderinger forud for overdragelser.