Artiklen er dels et opgør med opfattelsen af kommunerne som neutrale enheder til en uselvstændig - upolitisk - administration af en forholdsvis detaljeret beskæftigelseslovgivning, og dels tager den livtag med domstolenes traditionsbundne tilbageholdenhed med at efterprøve lovligheden af de skønsmæssige afgørelser, som træffes efter denne lovgivning - her med Ankestyrelsen som en administrativ kontrolenhed, der helt synes at have mistet sit retsideologiske kompas med hensyn til borgernes retssikkerhed og retsbeskyttelse som rettesnor. Herudover rettes kritik af førtidspensionsreformen af 2013, som efter forfatterens opfattelse bærer præg af dårligt lovgivningsteknisk håndværk, som har været uden praktisk effekt, og som måske dybest set også var helt overflødig.