Offentligretlig regulering, som administreres og håndhæves af den offentlige forvaltning, spiller en stor rolle i de nordiske velfærdsstater. I nogle tilfælde kan det have interesse for private at søge domstolenes bistand til at håndhæve offentligretlig regulering over for andre private. Trods et fælles historisk udgangspunkt har norsk og dansk ret udviklet sig ganske forskelligt på dette område: Mens der i norsk ret har været en væsentlig udvikling i retning af at anerkende adgang til domstolene for sådanne «direkte håndhævelsessøgsmål», har retsudviklingen i dansk ret været væsentlig mere tilbageholdende og usikker, ligesom teorien traditionelt har næret visse betænkeligheder ved denne form for private processer. I denne artikel belyses retsudviklingen i dansk ret, hvorefter der – bl.a. med inddragelse af norsk ret – foretages en nærmere analyse og systematisering af de momenter (hensyn og interesser), som efter dansk ret må antages at have særlig betydning for afgrænsningen af domstolsadgangen i de «direkte håndhævelsessøgsmål», samt den indbyrdes – meget konkrete – afvejning af disse momenter.