Naturbeskyttelseslovens § 3 indeholder et strafsanktioneret forbud mod at ændre tilstanden i bestemte naturtyper som moser og enge, medmindre der er meddelt dispensation efter § 65. Umiddelbart ser reglen enkel ud, men i praksis giver den anledning til betydelig tvivl. Dette gælder både mht., om et areal er beskyttet, hvilken tilstand der er beskyttet, og hvad lokaliteten er beskyttet imod, fordi svaret på disse spørgsmål ofte beror på biologisk sagkundskab. Hertil kommer, at både det beskyttede areal og den beskyttede tilstand er variabler, der ændrer sig med tiden, da et areal kan vokse ud og ind af beskyttelsen eller vokse ind i en anden beskyttet tilstand, uden at § 3 er overtrådt. I praksis kan det derfor være vanskeligt for den enkelte grundejer at få hold på, hvor og hvornår § 3 gælder, og hvad det så konkret indebærer af rådighedsbegrænsninger. Konsekvensen viser sig i form af ganske mange sager om retlig eller fysisk lovliggørelse af forhold, der i nogle tilfælde er begået for 15 til 20 år siden, og hvor sagen ofte afgøres på grundlag af gamle luftfotos. I artiklen fremlægges en oversigt over de mange indbyrdes sammenhængende spørgsmål, som må besvares for at afgøre, om § 3 er relevant, hvilket danner grundlag for en afsluttende drøftelse af de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved den nuværende udformning af § 3, hvor inddrages en ny dom om randzoneloven.