WELMA's nyhedsbrev nr. 1 - 2018

INDHOLD:

NYT FRA EU-FRONTEN

1. Familiesammenføring efter EU-retten, C-165/16 Lounes og C-133/15  Chavez-Vilchez  
2. Økonomiske og sociale rettigheder, C-442/15 Gusa og C-434/15 Uber  
3. Ændringsforslag til forordning om koordinering af social sikring indarbejder stramninger for sociale ydelser
4. Den europæiske søjle for sociale rettigheder

WELMA PUBLIKATIONER

5. Kommuner på anklagebænken i børnemisbrugssager


1. FAMILIESAMMENFØRING EFTER EU-RETTEN

Af Catherine Jacqueson, lektor i EU-ret, WELMA

Dobbeltstatsborgerskab og ret til ophold i det nye hjemland, C-165/16, Lounes af 14. nov. 2017

Denne sag handlede om en ret til ophold til en EU-borgers ægtefælle. Unionsborgeren var spansk statsborger, som efter nogle års arbejde i Storbritannien også havde opnået statsborgerskab der. Hendes mand søgte om ret til ophold i Storbritannien som ægtefælle til en unionsborger, som han fik afslag på. EU-Domstolen skulle tage stilling til om situationen var omfattet af EU-retten eller om den skulle bedømmes efter den britiske udlændingelov. I modsætning til C-434/09, McCarthy - som også vedrørte dobbeltstatsborgerskab - var det klart, at der forelå et grænseoverskridende element i sagen og spørgsmålet var mere på hvilket EU-retslige grundlag sagen skulle afgøres. EU-Domstolen vælger at fastholde og udvide sin restriktive fortolkning af opholdsdirektivet ved at udelukke dens anvendelse, når den påberåbes af EU-borgeren i dens ’egen’ stat. EU-Domstolen vender sig dernæst til selve Traktaten og rækkevidden af artikel 21 om retten til fri bevægelighed og ophold for unionsborgere. Dens argumentation er i den forbindelse interessant. EU-Domstolen bemærker, at situationen ikke er rent intern og at den spanske statsborger bør kunne nyde sin ret til ophold og til familieliv i Storbritannien selv om hun efterfølgende har opnået statsborgerskab i det land. Ellers vil den effektive virkning af art. 21 blive bragt i fare. Det interessante i EU-Domstolens argumentation er dens fokus på EU-borgerens integration i sit nye hjemland. Ved at opnå statsborgersskab i Storbritannien har EU-borgeren vist sin villighed til at integrere sig fuldt ud i dens samfund. Domstolen følger i den forbindelse sin generaladvokat og fastslår at det vil være i strid med art. 21, at fuld integration i værtslandet har den konsekvens at fratage borgeren sine EU-rettigheder, og dermed stille hende dårligere end en unionsborger, som kun er delvis integreret i landet. Domstolen tilføjer afslutningsvis, at mht. betingelser for ægtefællens opholdsret bør opholdsdirektivet anvendes analogt (det kan ikke være strengere end, hvis parret søgte tilsvarende rettighed i et andet EU-land).

Læs EU-Domstolens afgørelse, C-165/16, Lounes af 14. nov. 2017

En milepælsdom om familiesammenføring i eget land: C-133/15, Chavez-Vilchez og andre af 10. maj 2017

I maj 2017 afsagde EU-Domstolen en milepælsdom ang. retten til familiesammenføring mellem nederlandske børn og deres mødre fra tredjelande i Nederlandene efter art. 20 TEUF om indførelse af unionsborgerskabet. Dommen er særligt interessant af tre grunde. For det første bekræfter EU-Domstolen, at en unionsborger (i dette tilfælde barnet) kan som sidste mulighed påberåbe sig art. 20 TEUF for at blive familiesammenført med deres primære forsøger i deres egen medlemsstat, selv om de tidligere har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed. Art. 20 TEUF fungerer dermed som en form for sikkerhedsnet, såfremt man ikke kan støtte ret til ophold på andre EU-retlige bestemmelser, som f.eks. art. 21 TEUF og opholdsdirektivet. For det andet er dommen opsigtsvækkende fordi den slår fast, at art. 20 TEUF kan være anvendelig i tilfælde, hvor EU-borgeren også har en forælder som er unionsborger. Den bløder dermed op på tidligere retspraksis, som f.eks. C-256/11, Dereci. EU-Domstolen påpeger i den forbindelse, at det ikke kan udelukkes, at barnet vil være nødsaget til at forlade Unionen, hvis hendes mor, som er tredjelandsstatsborger ikke får ret til ophold i Holland, selv om faren som er nederlandske statsborger er i stand og villig til at tage sig af hende. Det afgørende er her, og det er den tredje vigtige pointe i dommen, at der eksisterer et afhængighedsforhold mellem mor og barn og dette bør bedømmes i lyset af beskyttelsen af menneskerettighederne, nemlig retten til et familieliv i EU-Charterets art. 7 og barnets tarv nedfæstet i art. 24, stk. 2 i EU-Charteret.

Læs EU-Domstolens afgørelse, C-133/15, Chavez-Vilchez og andre af 10. maj 2017

Østre Landsret gør det igen: spørgsmål til  EU-Domstolen om anvendelse af tilknytningskrav i familiesammenføring af tyrkiske statsborgere i Danmark, kendelse af 24. januar 2018 (14. afd. nr. B-2949-16)

Næsten 2 år efter at have stillet præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen om fortolkningen af EU’s associeringsaftale med Tyrkiet i C-561/14, Genc, er Østre Landsret igen i tvivl. I Genc af 2016 fastslog EU-Domstolen, at der ikke må indføres nye restriktioner ift. familiesammenføring af tyrkiske statsborgere som er arbejdstagere ellers selvstændige erhvervsdrivende i Danmark medmindre de kan retfærdiggøres i legitime hensyn og overholder proportionalitetsprincippet. Genc-dommen medførte kun begrænset ændring af udlændingeloven og tilknytningskravet blev i sit store hele fastholdt. Den verserende sag handler om en tyrkisk kvinde, som har fået afslag om familiesammenføring med sin tyrkisk ægtefælle, der arbejder i Danmark. Afslaget begrundes med at parret ikke opfylder tilknytningskravet i udlændingeloven, da parret har større tilknytning til Tyrkiet end til Danmark. Ifølge Østre Landsret udgør sådan et krav en ny restriktion i strid med standstill klausulen i associeringsaftalen. Østre Landsret antager dog, at restriktionen kan retfærdiggøres i målet om en vellykket integration af ægtefællen i landet, men er i tvivl om kravet overholder proportionalitetsprincippet, dvs. om den er egnet til at forfølge det mål og ikke går ud hvad der er nødvendigt. Østre Landsret har derfor bedt EU-Domstolen om dens vurdering af tilknytningskravet i udlændingeloven og svaret afventes med spænding.

Læs Østre Landsrets kendelse af 24. januar 2018

2. ØKONOMISKE OG SOCIALE RETTIGHEDER

Af Catherine Jacqueson, lektor i EU-ret, Welma

Arbejdsløse selvstændige har også ret til ophold og ligebehandling, C-442/15, Gusa af 20. dec 2017

I Gusa sagen tager EU-Domstolen for første gang stilling til selvstændiges ret til fortsat ophold, når de ikke længere er i beskæftigelse og er jobsøgende i værtslandet. Sagen drejede sig om en rumænsk statsborger som havde arbejdet i Irland som gipsstøber i mere end 4 år, hvor han lige tjente nok til sit underhold og betalte skat og afgifter af sin indkomst. Som følge af den økonomisk krise blev han nødt til at dreje nøglen om i sin virksomhed, og indskrev sig som jobsøgende i det lokale jobcenter. Han ansøgte om økonomisk støtte til jobsøgende, som blev afslået. Denne sag er særligt interessant af to grunde. Først, giver EU-Domstolen selvstændige den samme retsbeskyttelse som tilkommer arbejdstagere. Ikke overraskende fastslog EU-Domstolen, at sådan afslag var i strid med opholdsdirektivet, da selvstændige skulle sidestilles med arbejdstagere i den forbindelse. De var omfattet af artikel 7, stk. 3, b i opholdsdirektivet og havde dermed ret til ophold og ligebehandling ift. sociale ydelser. Sådan fortolkning er baseret på en bred forståelse af begrebet ’uforskyldt arbejdsløshed’ og strukturen og formålet med bestemmelsen som lægger vægt på beskyttelsen af de erhvervsmæssige aktive. EU-Domstolen bemærker i den forbindelse, at det er ingen grund til at behandle selvstændige ringere end arbejdstagere og bekræfter endnu en gang, at dem som bidrager økonomisk til samfundet er bedre stillet end de erhvervsmæssige inaktive. For det andet, er sagen interessant, da generaladvokaten har en kontroversiel forståelse af EU-retten til permanent ophold. EU-Domstolen kommer ikke ind på om hr. Gusa kunne have ret til permanent ophold i Irland, men bemærker blot, at han ikke har søgt om det. General Advokat Wathelet tager derimod hul på det følsomme emne. I sin borgervenlige fortolkning af opholdsdirektivet, bør alle perioder hvor EU-borgeren ikke har været en byrde for værtslandet (dvs. ikke har modtaget offentlige støtte) anses for ’lovligt’ ophold og tælle med for at afgøre om hr. Gusa har været lovligt i Irland i 5 år. EU-Domstolen synes dog at anvende en mere restriktiv fortolkning af kravet om lovligt ift. permanent ophold, jf. forenede sager C-424-425/10, Ziolkowski og Szeja.

Læs EU-Domstolens afgørelse, C-442/15, Gusa af 20. december 2017

Regulering af platformøkonomien: Uber-tjenesten bør anses som taxavirksomhed C-434/15, Uber af 20. december 2017

Lige før jul, kom EU-Domstolen med sin længe ventet afgørelse i sagen om Uber. Uber er en international platform, som tilbyder via en applikation til en smartphone og mod vederlag at forbinde ikke erhvervsdrivende chauffører med kørelystige kunder i byområder. EU-Domstolen fastslog, at denne tjeneste ikke var omfattet af direktivet om e-handel (2000/31). Det ville ellers have medført, at et krav om licens for taxakørelse gældende i Spanien ikke kunne anvendes. EU-Domstolen fastslog, at selv om en elekronisk formidlingstjeneste i princippet udgør en tjenesteydelse og er omfattet af direktivet om e-handel, forholder det sig anderledes her. EU-Domstolen fandt nemlig, at Uber ikke kun tilbyder en elektronisk formidlingstjeneste, men også en transportydelse. Da begge tjenester var uløseligt forbundet skulle Uber-tjenestesten anses som en transportydelse, som ikke falder under direktivet om e-handel. Tjenesten var heller ikke omfattet af art. 56 TEUF om den frie bevægelighed af tjenesteydelser, da transportområdet reguleres af en særlig traktatbestemmelse, nemlig art. 58 TEUF, hvor der ikke er vedtaget en fælles transport politik endnu. Alt i alt fandt EU-Domstolen derfor, at de spanske krav om licens for taxakørelse ikke var i strid med EU-retten. Denne dom er en af de første som vedrører platformøkonomien og hvorvidt den kan underlægges regulering i medlemslande. Andre EU-domme har indirekte taget stilling til, hvorvidt personer som udfører tjenester for andre bør anses som arbejdstagere og have tilknyttet beskyttelse som f.eks. retten til betalt ferie. I C-214/16, King af 19. november 2017 tager EU-Domstolen stilling til det sidste og bekræfter at den arbejdsretlige beskyttelse er ret rummelig. Hvor rummelig den er og hvorvidt den kan håndtere nyere hybride former for beskæftigelse vil først tiden vise.

Læs EU-Domstolens afgørelse, C-434/15, Uber af 20. december 2017

3. Ændringsforslag til forordning om koordinering af social sikring indarbejder stramninger for sociale ydelser

Af Alexander Kvist Hansen, cand. jur.

Indledning
Der består grundlæggende en uoverensstemmelse mellem ordlyden af direktiv 2004/38  og forordning 883/2004 om koordinering af social sikring.  Hvor direktivet tillader begrænsninger i tildelingen af sociale ydelser til ikke-erhvervsaktive EU-borgere, indeholder forordningen ingen begrænsning; ydelser skal udbetales til personer efter national lov og uden forskelsbehandling.
Med dommene i Brey,  Dano  og Kommissionen mod Det Forenede Kongerige  har Domstolen i vidt omfang opløst uoverensstemmelsen og et nyt forslag fra EU-kommissionen  foreslår at ændre Forordning 883/2004 i lyset af dommene.

Baggrund
I Brey fandt Domstolen, at forordning 883/2004, art. 70, stk. 1 ikke fastsætter positiv ret til særlige ikke-bidragspligtige ydelser, men udgør en »lovkonfliktregel«. De samme ydelser var omfattet af undtagelsesreglen om medlemsstaternes sociale system i Opholdsdirektivet. EU-retten hindrede dermed ikke, at udbetaling af sociale ydelser til EU-borgere, betingedes af, at disse opfylder betingelserne efter direktiv 2004/38. Efter Dano var det ikke længere nødvendigt at foretage en konkret bedømmelse af om en person råder over tilstrækkelige midler. Ifølge Domstolen tager direktiv 2004/38 nemlig selv hensyn til de personlige forhold. Endelig tillod Domstolen i Kommissionen mod Det Forenede Kongerige at adgangen til sociale sikringsydelser for ikke-erhvervsaktive EU-borgere kan være underlagt et krav om lovlig opholdsret.

Forslagets indhold
Forslaget tager udgangspunkt i, at den nuværende forordning 883/2004 ikke reflekterer de ændrede nationale sociale sikringssystemer og domspraksis, mens det for ikke-erhvervsaktives adgang til sociale ydelser skal præcisere de omstændigheder, hvorunder medlemsstaterne kan begrænse de ikke-erhvervsaktive EU-borgeres adgang til sociale ydelser.
Der lægges op til, at Betragtning 5 ændres for at henvise til de begrænsninger for adgang til sociale ydelser til ikke-erhvervsaktive EU-borgere, der findes i direktiv 2004/38. I Betragtning 5a præciseres, at anvendelsen af direktiv 2004/38 på forordningen følger af Domstolens praksis i de tre domme. Ligebehandlingsprincippet i Artikel 4 ændres så det fastsætter, at adgang til sociale sikringsydelser for ikke-erhvervsaktive EU-borgere i værtslandet kan være underlagt kravet om at have lovligt ophold som fastsat i direktiv 2004/38.
Forslaget indeholder desuden ændringsforslag på tre andre områder: ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed (ny kategori), ydelser ved arbejdsløshed og familieydelser.

Forslagets skæbne kan følges her

4. Den europæiske søjle for sociale rettigheder

I Gøteborg blev det første EU-topmødet om socialpolitik, ’the Social Summit for Fair Jobs and Growth’ i de sidste 20 år afholdt. Fokus var på vedtagelsen af søjlen for sociale rettigheder, som består af 20 principper til støtte for retfærdige, velfungerende arbejdsmarkeder og velfærdssystemer, herunder rimelige ansættelsesforhold for alle uanset ansættelsesforhold. Målene er omfattende og ambitiøse, men det er uklart hvilken effekt søjlen vil få. Søjlen indebærer ingen bindende lovgivning og forudsætter særskilt indarbejdelse ved lovgivning. Ifølge EU-Kommissionen er søjlens centrale funktion at fungere som referenceramme, der kan drive reformprocesser på nationalt niveau. Mere specifikt skal Søjlen tjene som ’kompas’ for en fornyet proces med opadgående økonomisk og social konvergens på vej mod bedre livs- og arbejdsvilkår. Det er her, at Det Europæiske Semester møder resultaterne af mødet i Gøteborg. Semesteret er nemlig tiltænkt en ledende og central rolle, hvor principper og rettigheder efter Søjlen bør implementeres i medlemslandene gennem de årlige nationale reformprogrammer. 

Læs hele rapporten 
Få en oversigt over søjlens 20 principper

WELMA PUBLIKATIONER

5. Kommuner på anklagebænken i børnemisbrugssager

Stine Jørgensen og Michael Gøtze publicerer artikel i Advokaten 11/2017 om de seneste års mange børnemisbrugssager. Artiklen kaster især lys over Slagelse-sagen, hvor Østre Landsret i 2017 dømte Slagelse kommune til at betale tre søstre en godtgørelse som følge af manglende beskyttelse mod misbrug i en plejefamilie.

Det er den første dom af sin art, og artiklen peger bl.a. på, at dommen inddrager EMRK på en måde, som ikke er set før i dansk ret. Med Slagelse-dommen er der lagt vigtige spor ud for den vifte af lignende civile erstatningssager, som er på vej ved domstolene. Fremadrettet kan det være med til at skærpe kommuners opmærksomhed på deres beskyttelses- og handlepligt i de alt for mange børnemisbrugssager.

Forud for artiklen om Slagelse-sagen i Advokaten 2017 har Stine Jørgensen og Michael Gøtze skrevet om de juridiske spørgsmål. som disse sager rejser, i artikler i bl.a. Ugeskrift for Retsvæsen og Advokaten 2007. Denne forskningsindsats har været medvirkende til, at børnesagsproblematikken nu adresseres af domstolene


WELMA - CENTER FOR RETLIGE STUDIER I VELFÆRD OG MARKED

KØBENHAVNS UNIVERSITET. 

Karens Blixens Plads 16, København S, Søndre Campus

+45 35 32 26 26 - jura.ku.dk/welma

Se tidligere nyhedsbreve

 Følg WELMA på facebook



For at besvare denne email skriv til welma@jur.ku.dk

Afmeld nyhedsbrevet

Sendt d. 09. marts 2018