WELMA's mailservice nr. 7 - 2014

Bekæmpelse af velfærdsturisme – EU-domstolens dom i sag C-333/13 (Dano), af 11. nov. 2014

Af PhD stipendiat Katarina Hylten-Cavallius og Lektor Catherine Jacqueson

Dano-dommen var længe ventet og skabte overskrifter i flere medlemsstater. Premierminister David Cameron kaldte dommen for ”common sense”, da EU-Domstolen satte grænser for en EU-borgers ret til ligebehandling i forbindelse med ansøgning om socialhjælp i værtsmedlemslandet og derved tacklede spørgsmålet om ”velfærdsturisme”.

De præjudicielle spørgsmål, som var stillet af en tysk domstol (Sozialgericht Leipzig), omhandlede særligt en ansøgning om grundsikringsydelse til arbejdssøgende. Tyske myndigheder havde afvist ansøgningen til den pågældende ydelse til en rumænsk statsborger og hendes søn. Den rumænske statsborger som sidste gang var indrejst i Tyskland i 2010, havde ikke arbejdet i Tyskland eller påvist at hun søgte arbejde. Hun havde heller ikke tilstrækkelige midler til at opfylde betingelserne for lovligt ophold under opholdsdirektivet (2004/38). Under de omstændigheder var det i overensstemmelse med tysk lovgivning at afslå deres ansøgning om de pågældende sociale ydelser.

Hovedspørgsmålet var, hvorvidt Unionsborgerskabet og forbuddet mod nationalitetsdiskrimination forhindrer national lovgivning under hvilken borgere fra andre medlemsstater, som ikke er erhvervsaktive, er udelukket fra visse ikke-bidragspligtige sociale ydelser, selvom disse gives til statsborgere fra værtsmedlemsstaten der er i samme situation (præmis 56). EU-Domstolen konkluderede, at den tyske lovgivning stemte overens med EU-retten. Den fandt, at unionsborgere som ikke opfylder kravene til lovligt ophold i opholdsdirektivet ikke kan nyde godt af retten til ligebehandling (præmisser 61-69). EU-Domstolen fandt herefter, at der er en direkte forbindelse mellem kravet om tilstrækkelige ressourcer som en betingelse for lovligt ophold og hensynet til ikke at skabe en byrde på medlemsstaternes sociale systemer. Økonomisk inaktive unionsborgere, som benytter deres ret til fri bevægelighed kun for at tilegne sig en anden medlemsstats sociale ydelser, selvom de ikke har tilstrækkelige midler til at opnå en ret til ophold, kan derfor afslås sociale ydelser af medlemsstaten (præmisser 77-78). De tyske myndigheder var derfor i deres gode ret til at afslå Fru Dano den ansøgte ydelse.

Et bemærkelsesværdigt aspekt af dommen er EU-Domstolens strikse fokus alene på lovligheden af opholdet efter EU-retten. Lovligt ophold kunne nemlig kun stamme fra EU-retten og betingelserne i opholdsdirektivet skulle være opfyldt. EU-Domstolen prøvede ikke at ”redde” den rumænske statsborger. Den tillagte ikke nogen vægt til det faktum, at hun havde fået et -tids ubestemt opholdskort af de tyske myndigheder før ansøgningen af ydelserne. Dette er en afvigelse fra tidligere retspraksis (se sagerne C-85/96 Sala og C-453/02 Trojani), hvor EU-domstolen henviste til unionsborgeres ret til fri bevægelighed og fandt, at lovligt ophold efter national ret er tilstrækkeligt for, at en unionsborger er beskyttet mod nationalitetsdiskrimination efter artikel 18 TFEU.

Se Dano-dommen her

Adgang for samlevende til at adoptere sammen

Af PhD stipendiat Freya Semanda

Ministeret for børn, ligestilling, integration og sociale forhold har fremsat et forslag til ændring af adoptionsloven, således at samlevende får adgang til at adoptere sammen.

I henhold til de nuværende regler i adoptionsloven kan kun ægtepar adoptere sammen. Et ugift par kan derfor ikke adoptere et barn sammen uden først at blive gift. Dette ’ægteskabskrav’ medfører blandt andet, at en social forælder ikke kan stedbarnsadoptere sin samlevers barn på trods af mange års samliv. I bemærkningerne til lovforslaget anføres det, at der er sket en udvikling i familiemønstrene i Danmark og at adoptionslovens ’ægteskabskrav’ ikke afspejler en nutidig familieopfattelse.

Det er dog kun ’samlevende par i et stabilt forhold af ægteskabslignende karakter, ’ der med lovændringen vil få adgang til at adoptere sammen. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at et forhold af ægteskabslignende karakter skal forstås som et forhold, hvor parterne har haft et samliv af mindst 2½ års varighed. Dette samlivskrav er ifølge bemærkningerne begrundet i ”... hensynet til barnet, herunder navnlig hensynet til at sikre barnet et stabilt familieliv med to forældre. ”

I et relationsretligt perspektiv er det interessant, at ugifte par ligestilles med gifte par i forhold til adgang til adoption. Henvisningen til det ’ægteskabslignende’ illustrerer dog, at ægteskabet stadig anvendes som almen målestok for personlige relationer i retlige sammenhænge.

Ændringerne forventes at træde i kraft den 1. januar 2015.

Se lovforslaget her

SU-barselsklip var ikke kønsdiskriminerende

Af PhD stipendiat Freya Semanda

Ligebehandlingsnævnet fandt fornyligt, at det ikke udgjorde ulovlig kønsdiskrimination, at mødre tildeles 12 ekstra SU-barselsklip i forbindelse med forældreskab, hvorimod fædre kun tildeles 6 ekstra SU-barselsklip i forbindelse med forældreskab.

En nybagt far anførte, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn idet han som mand, der blev forælder i løbet af studietiden, fik tildelt færre barselsklip end en kvinde i samme situation.

Ligebehandlingsnævnet henviste til, at det følger af ligestillingslovens § 3a, stk. 2, at loven ikke er til hinder for gunstigere bestemmelser vedrørende beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab. Da de ekstra SU-barselsklip til kvinder, ifølge Ligebehandlingsnævnet, relaterede sig til spørgsmålet om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab, var der således ikke tale om ulovlig diskrimination.

En lignende problemstilling blev behandlet i afgørelsen Konstantin Markin v. Russia afsagt af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2012. Her var spørgsmålet, om det udgjorde kønsdiskrimination i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 14 sammenholdt med art. 8, at kvindeligt militærpersonale havde ret til 3 års forældreorlov, hvorimod mandligt militærpersonale kun havde ret til 3 måneders forældreorlov. Menneskerettighedsdomstolen fastslog, at denne direkte kønsdiskrimination ikke kunne retfærdiggøres under henvisning til stereotype forestillinger om mødres særlige rolle som omsorgsgivere, og der var derfor tale om ulovlig diskrimination.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Konstantin Markin v. Russia

Svær overvægt kan være et handicap – EU-domstolens afgørelse i sag C-354/13, afgjort 18. december 2014

Sagen vedrørte en svært overvægtig dagplejer, Karsten Kaltoft, som havde arbejdet i 15 år i Billund Kommune. Han havde flere gange forsøgt at tabe sig, og kommunen havde også som et led i sin sundhedspolitik givet ham økonomisk støtte i et år til at kunne gå til fitness og motion. Men selvom han tabte sig, havde han hver gang taget på igen. Da kommunen oplevede en nedgang i antallet af børn, besluttede man at afskedige en enkelt dagplejer, og valget faldt på Kaltoft. Han rejste efterfølgende en sag sammen med sin fagforening, FOA, ved retten i Kolding, som stillede EU-domstolen præjudicielle spørgsmål vedrørende forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på grund af svær overvægt. I dommen konstaterer Domstolen, at overvægt ikke i sig selv er omfattet af EU-rettens forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Derimod kan overvægt efter omstændighederne udgøre et handicap, som er omfattet af beskyttelse mod forskelsbehandling i direktiv 2000/78. Dette vil ifølge Domstolen blandt andet være tilfældet, hvis arbejdstagerens overvægt involverer fysiske eller mentale skader (impairments), som i samspil med andre barrierer mere varigt forhindrer vedkommende i at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere. Hermed anlægger Domstolen både en snævrere og en bredere fortolkning af handicapbegrebet, end Generaladvokaten, som i sin udtalelse nåede frem til, at meget svær overvægt med et BMI > 40 i sig selv kan betragtes som et handicap. Generaladvokatens udtalelse er omtalt i Welma’s nyhedsbrev nr. 5, 2014. Domstolen slår i lighed med Generaladvokaten fast, at det er uden betydning, om arbejdstageren selv er skyld i sin overvægt. Det er nu op til retten i Kolding at vurdere, om afskedigelsen var begrundet i Kaltoft’s overvægt, og om han i givet fald vil være omfattet af beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Afgørelsen og dens implikationer analyseres og diskuteres grundigt af PhD stipendiat Katharina O Cathaoir her

Link til afgørelsen her

J. nr. 2014-6810-06223 – I strid med ligebehandlingsloven at et menighedsråd foretrak en mandlig præst

Afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet omhandlede et jobopslag til en stilling som sognepræst. I stillingsopslaget oplystes det at ” – mand med nogen erfaring foretrækkes”. De ansvarlige menighedsråd havde indsat formuleringen på baggrund af Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 350 af 10. juli 1978, der undtager præstestillinger fra Ligebehandlingslovens område.

Kirkeministeriet anførte i en redegørelse til Ligebehandlingsnævnet, at bekendtgørelsen blev indført for at beskytte religionsfriheden i Grundloven og at en ophævelse ville medføre en grundlovsstridig retstilstand. Ministeriet anførte samtidig i redegørelsen, at bekendtgørelsen på Folkekirkens område indebærer, at en mandlig kandidat kan foretrækkes frem for en kvindelig, hvis det er begrundet i menighedsrådets kirkesyn. Ifølge klageren var bekendtgørelsen og det konkrete stillingsopslag i strid med ligebehandlingsloven og den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at Kirkeministeriet havde handlet i strid med Ligebehandlingsloven ved at undtage præstestillinger fra lovens bestemmelser. Menighedsrådenes konkrete stillingsopslag udgjorde derimod ulovlig diskrimination. Ligebehandlingsnævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på Kirkeministeriets fortolkning af bekendtgørelsen, hvorefter valget af en mandlig kandidat frem for en kvindelig skal være begrundet i menighedsrådets kirkesyn. Da der allerede var ansat en kvinde som præst i de pågældende sogne, var det ikke på grund af menighedsrådendes kirkesyn, at en mandlig kandidat blev foretrukket. Da Stiftet og menighedsrådende derfor havde handlet uden for bekendtgørelsens undtagelsesbestemmelser, havde de handlet i strid med ligebehandlingsloven ved opslaget af stillingen.

Bekendtgørelse nr. 350 af 10. juli 1978

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Venlig hilsen

WELMA - CENTER FOR RETLIGE STUDIER I VELFÆRD OG MARKED

KØBENHAVNS UNIVERSITET. Studiestræde 6, 1455 København K.

+45 35 32 26 26 - www.jura.ku.dk/welma

Se tidligere nyhedsmails





For at besvare denne email skriv til welma@jur.ku.dk

Afmeld nyhedsbrevet

Sendt d. 19. december 2014