16. januar 2023

Kan menneskenes jura redde dyrene, naturen og planeten?

KLIMA

Hvis juraen er udviklet til at beskytte os mennesker, og de ting som vi ejer, kommer den så til kort, når det i stedet pludselig er naturen, den skal redde? Dét spørgsmål stiller vi i dette afsnit af Juristeriet professor i retslære Henrik Palmer Olsen. Vi har nemlig inviteret ham i studiet en snak om nogle af de helt grundlæggende teoretiske og filosofiske udfordringer, som juraen kan blive stillet overfor i kampen imod klimaforandringerne. Afsnittet er inddelt i tre korte dele, som hver fremhæver en udfordring. I de kommende afsnit af Juristeriet vil andre forskere fra fakultetet adressere nogle disse udfordringer med udgangspunkt i deres forskning.

Oversvømmelse / Paraply

Udfordring nr. 1: Hvordan beskytter vi de dele af naturen, som ingen ejer?

Denne første udfordring går på, at vores juridiske system grundlæggende er antropocentrisk – altså at det centrerer sig om menneskelige behov. I disse år bliver der forsket i at udfordre denne traditionelle forståelse af, hvem og hvad der kan betragtes som en juridisk person. Her undersøger juridiske forskere f.eks. muligheden for at give naturlige fænomener, som floder og skove, det man kalder retsevne, så disse fænomener f.eks. kan føre sager mod eventuelle forurenere. ”Hva?” tænker du måske. Men den er god nok. Dette er endda implementeret flere steder i verden, f.eks. i New Zealand hvor Whanganui-floden har fået status som en juridisk person. Fænomenerne bliver naturligvis repræsenteret af mennesker i retssalen – ligesom man ser det med andre ikke-menneskelige juridiske personer, f.eks. virksomheder. 

Idéen med dette er at styrke den juridiske beskyttelse af naturlige fænomener, som ingen ejer og som ingen derfor kan stille juridiske krav på vegne af. Denne innovative konstruktion giver i dette afsnit af Juristeriet anledning til at se nærmere på, hvilke kriterier der knytter sig til retsevne som begreb, og hvordan naturen kan repræsenteres i vores retssystem. Vi taler også om hvilke udfordringer dette kan give anledning til. 

Udfordring nr. 2: Hvordan kan national suverænitet stå i vejen for vores respons på klimaforandringerne?

En anden udfordring kommer fra en måske lidt overraskende kant. Den udspringer af vores indretning af kloden i nationalstater, der hver især er suveræne over bestemte territorier. Dette er naturligvis velkendt og repræsenterer umiddelbart ikke noget selvstændigt problem. Men i håndteringen af et problem, som i sagens natur er globalt (læs: klimaforandringerne) så giver denne inddeling visse udfordringer. For selvom vi har et internationalt retssystem, der kan lave globale aftaler på klimaområdet, så har vi ikke nogen global udøvende magt, der kan håndhæve de aftaler. I vores helt grundlæggende juridiske indretning af kloden er der altså nogle faldgruber, når det kommer til at håndtere problemstillinger, der vedrører os alle. 

Derudover kommer disse suverænitetsudfordringer også op til overfladen i et senere afsnit af Juristeriets klimaserie, hvor f.eks. tidligere koloniserede landes, ofte ganske komplicerede, suverænitetsforhold potentielt kan begrænse deres mulighed for selv af afgøre lokal respons på klimaforandringerne.

Udfordring nr. 3: Hvordan etablerer vi kausalitet mellem udleder og konsekvenser af udledningen? 

Sidst tager vi et kig på erstatningsretten. For det er et retsområde, der har spillet en overraskende vigtig rolle i den juridiske side af klimakampen de seneste år. Antallet af klimaretssager er fordoblet siden år 2015, og i den udvikling ser vi, at rigtig mange af sagsøgerne i større eller mindre grad benytter sig af erstatningsretten. Det giver anledning til at se lidt nærmere på, hvilke grundlæggende elementer og principper, som erstatningsretten er bygget op af, og hvorfor særligt kausalitetsprincippet er ekstra tungt at danse med i de her klimaretssager. 

Det forholder sig nemlig sådan, at erstatningsrettens grundlæggende principper fortæller os, at der kun kan være tale om et gyldigt juridisk erstatningskrav, hvis der er kausalitet mellem de skader som en skadelidt har oplevet og de handlinger som en skadevolder har udført. 

Denne indretning af erstatningsretten udgør en stor udfordring, når vi taler om klimaskader, der f.eks. sker med mange års forsinkelse, og hvor det kan virke umuligt at bevise, at netop én bestemt virksomheds udledning er kausalt forbundet med lige netop den skade, som den skadelidte oplever. Alligevel lykkedes disse sager i stigende omfang for sagsøgerne, hvilket vi følger op på i et af seriens senere afsnit. 

Efter al den snak om problemer og udfordringer peger Henrik Palmer Olsen dog mod noget lysere. Han peger på den juridiske forsknings store potentiale for også at finde innovative løsninger på de her mange komplekse problemstillinger. Der er altså grund til at være fortrøstningsfuld – og til at følge med i de kommende afsnit af Juristeriet, hvor vi ser nærmere på den juridiske klimaforskning. 

Tekst af Emil Tarp Vang

Emner