MRF 2025C.3
Specialeafhandling: Retlige og praktiske udfordringer ved EU’s taksonomiforordning og kriteriet om ikke at gøre væsentlig skade på biodiversitet og økosystemer
Af cand.jur. Anna Kempinski Németh og cand.jur. Anna Eline Levin
Forord af Peter Pagh
Der har i det seneste halve år været en del debat om værdien af den omfattende rapporteringsforpligtelse om bæredygtighed og klima, som taksonomiforordningen (2020/852) og andre EU-regler pålægger større virksomheder. Dette er bl.a. begrundet med, at omkostningerne ved disse rapporteringer for danske virksomheder ifølge dagspressen er på ca. 72 mia. kr. årligt, hvorfor der spørges om, hvad man får for pengene.
Indholdet af den omfattende rapporteringspligt om bæredygtighed er hidtil alene behandlet overordnet i den juridiske teori, f.eks. Linda Nielsen m.fl.: Bæredygtighedsret (2. udg.) 2024. Det må derfor hilses velkommen, at der med denne specialeafhandling nu foreligger en nærmere juridisk behandling af en af de centrale bestemmelser i taksonomiforordningen, nemlig kriterierne for ikke at gøre væsentlig skade på biodiversitet og økosystemer.
Specialeafhandlingen indledes med en indføring i baggrunden for taksonomiforordningens regler om børsnoterede selskabers rapporteringspligt om bæredygtige investeringer, hvis indhold er nærmere fastlagt i Kommissionens delegerede forordning 2021/2139 senest suppleret med forordning 2024/3215. Taksonomiforordningen og Kommissionens delegerede forordning er et forsøg på at konkretisere kriterierne for, hvad der regnskabsmæssigt kan klassificeres som en bæredygtig aktivitet, hvilket har resulteret i et uoverskueligt omfattende regelværk på nu 441 sider med detaljerede referencer til udvalgte dele af EU’s mange miljøregler.
Af hensyn til dybden i analysen, er det derfor velbegrundet, at specialet alene fokuserer på et enkelt af de mange kriterier, som er fælles for alle større selskaber uanset virksomhedens aktivitet, nemlig det såkaldte DNSH-kriterium tillæg D, der omhandler de generiske kriterier for, at et selskab i årsregnskabet kan anføre, at en bestemt aktivitet ikke gør væsentlig skade på biodiversitet og økosystemer. Tillæg D er ganske kortfattet og lyder:
Efter ordlyden indebærer DNSH-tillæg D tilsyneladende, at selskabet skal oplyse, at en aktivitet overholder VVM-direktivet og habitatdirektivets regler, for at selskabet kan klassificere aktiviteten som bæredygtig. Så enkelt er det imidlertid ikke, bl.a. fordi et privat selskab i en række tilfælde er afskåret fra at opfylde betingelserne, som det belyses i specialet på grundlag af en omfattende gennemgang af EU-Domstolens retspraksis vedrørende de to direktivers fortolkning og anvendelse.
Specialet belyser endvidere, hvordan Kommissionen i meddelelse C/2025/1373 om fortolkning af bl.a. dette kriterium har anført, at kravet også gælder for aktiviteter, hvor VVM-direktivet ikke gælder, hvis der ”er en henvisning til behovet for en VVM i de generiske kriterier for DNSH med henblik på beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer”, uden at Kommissionen dog forklarer, hvordan et privat selskab kan opfylde en forpligtelse, der for en del kun kan gennemføres af en offentlig myndighed. Tilsvarende savner Kommissionens meddelelse en forklaring på, hvordan et privat selskab skal kunne gennemføre en habitatvurdering efter habitatdirektivets art. 6(3), når EU-domstolen i bl.a. sag C-461/17, Holohan m.fl., har fastslået, at denne forpligtelse alene kan udøves af myndighederne.
Specialets belysning af indholdskravene til DNSH-kriteriet efterfølges af en analyse af konsekvenserne, når et selskabs tilladte aktivitet ophæves og hjemvises af et klagenævn, hvilket sker rimeligt ofte, fordi f.eks. Miljø- og Fødevareklagenævnet har fundet, at tilladelsen er i modstrid med VVM-direktivet og/eller habitatdirektivet. Problemet er, at, hverken taksonomiforordningen, regnskabsdirektivet eller årsregnskabsloven giver noget klart svar på, om sådanne afgørelser skal oplyses i årsregnskabet eller i bæredygtighedsrapporteringen, hvilket yderligere kompliceres af, at ophævelsen af tilladelsen ofte ikke kan bebrejdes det private selskab, men derimod skyldes myndighedens fejl.
For at tydeliggøre problemstillingen indeholder specialet en gennemgang af de relevante dele af Novo Nordisk A/S’ bæredygtighedsregnskab fra 2024, hvilket sammenholdes med flere klagenævnsafgørelser, der direkte eller indirekte angår selskabets aktiviteter i Kalundborg (MRF 2023.217 Mfk og MRF 2024.41 Mfk) samt i Hillerød (MRF 2024.277 Mfk). Disse afgørelser er ikke omtalt i bæredygtighedsrapporten 2024 fra Novo Nordisk A/S.
Specialets retsdogmatiske analyse afsluttes med nogle retspolitiske overvejelser om betænkelighederne ved taksonomiforordningens udformning. Forfatterne tilslutter sig Linda Nielsen og Emilie Meyer Riisbergs betænkeligheder i Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2022, s. 21 ff. om, at øgede rapporteringskrav ikke nødvendigvis fremmer bæredygtige investeringer, ligesom der sættes spørgsmålstegn ved, om de detaljerede rapporteringskrav fremmer den objektive beskrivelse og gennemsigtighed, som er tilsigtet med reglerne. Som et yderligere eksempel anføres taksonomiforordningens bestemmelser om bæredygtigt byggeri, der bl.a. refererer til direktiv 2010/31 om bygningers energimæssige ydeevne.
Som det anføres i sidste del af specialet, er Kommissionen i sin såkaldte omnibusforenklingspakke nået til delvis samme konklusion. Kommissionen erkender således, at DNSH-kriteriets tekniske og retlige kompleksitet udgør den primære hindring for klassificering af aktiviteter som miljømæssigt bæredygtige, og at der i alle tilfælde er behov for en væsentlig forenkling, hvis virksomhederne med rimelighed skal kunne forventes at efterleve kravene, og hvis oplysningerne skal være egnede for investorer.
Specialet indeholder ikke en stillingtagen til den aktuelle politiske diskussion om, hvorvidt virksomhedernes rapporteringspligt om bæredygtighed helt bør opgives eller ændres. Afhandlingen udgør alligevel et bidrag hertil ved som retsdogmatisk afhandling at belyse de retlige og praktiske udfordringer, som en opfyldelse af de gældende regler indebærer. Afhandlingen kan ikke alene anbefales til de jurister og konsulenter, der professionelt befatter sig med bæredygtighedsrapportering, men kan også anbefales til andre, der deltager i den politiske diskussion om bæredygtighedsrapportering, så denne diskussion kan foregå på et oplyst grundlag.