MRF 2024C.8
Specialeafhandling: VE III-direktivet: Udfordringer og perspektiver ved den nye tilladelsesprocedure for vedvarende energianlæg
Af adv.fm. Edward Lind-Holm og stud.jur. Jonas Emil Gyldenkerne Kliem
Forord af Peter Pagh
Dette speciale omhandler de ændrede regler for tilladelsesprocedure for bl.a. vindmølle- og solcelleparker, der blev vedtaget ved ændring af direktiv 2018/2001 om fremme af vedvarende energi i oktober 2023 med direktiv 2023/2413 (også betegnet VE III-direktivet). Meningen med ændringerne var og er at forenkle de krav til fremgangsmåde, miljøvurdering og høring, der stilles efter bl.a. VVM-direktivet, SMV-direktivet, habitatdirektivet, vandrammedirektivet og havrammedirektivet, med henblik på en hurtigere tilladelse til etablering af anlæg for vedvarende energi (VE-anlæg) og den nødvendige infrastruktur forbundet hermed. Vedtagelsen af de særlige regler gav anledning til meget medieomtale, men en nærmere juridisk behandling af de nye regler ses ikke at foreligge i dansk juridisk teori.
Der er tale om meget kompliceret og svært læselige EU-regler, der rejser ganske mange juridiske spørgsmål. Specialets analyser er afgrænset til de bestemmelser i ændrings-direktivet, der vedrører udlæg af områder til fremskyndelse af vedvarende energi (forkortet til »VEFO«) (art. 15b-15d), tilladelse til større VE-anlæg som vindmølleparker og solceller (art. 16-16b og art. 16f) samt art. 15e om områder til net- og lagringsinfrastruktur. Der lægges gennemgående vægt på at belyse, hvorledes ændringsdirektivet fraviger de almindelige ordninger, der følger af VVM-direktivet, SMV-direktivet, habitatdirektivets art. 6, 12 og 16. Analysens omdrejningspunkt er, hvorledes de nye regler ændrer de gældende EU-regler, hvis indhold fastlægges på grundlag af EU-Domstolens praksis, mens den danske gennemførelse af de tidligere regler i VE-direktivet kun behandles i begrænset omfang, hvor dette bidrager til forståelsen, hvilket må anses for velbegrundet, da den danske gennemførelse af de nye regler i VE III-direktivet kun i begrænset omfang er afsluttet.
De centrale analyser i afhandlingen er samlet i kapitel 3, hvor især må fremhæves analysen af de enkelte medlemsstaters pligt til at udpege VEFO’er efter art. 15b, af procedureregler og frister for udlæg af VEFO’er i art. 15c samt af procedureregler for infrastruktur og CO2-lagring i art. 15e. I relation til tilladelsesproceduren fokuserer specialet på de generelle regler i art. 16, de særlige regler i art. 16a for tilladelse til VE-anlæg inden for VEFO’er, art. 16b om tilladelsesproceduren uden for arealer udlagt som VEFO og den mere generelle regel i art. 16f, hvorefter de i VE-direktivet fastsatte mål for de enkelte medlemsstaters produktion af vedvarende energi udgør bydende nødvendige samfundshensyn, som kan begrunde anvendelsen af undtagelsen i bl.a. habitatdirektivets art. 6(4). Med ændringsdirektivet indføres to nye ordninger for VE-anlæg. Den ene er, at det er muligt at tillade projekter på grundlag af ”afbødende foranstaltninger” i forhold til Natura 2000-områder, som ikke begrænser sig til afværgeforanstaltninger, men også kan omfatte kompenserende foranstaltninger, hvilket ellers ikke er muligt uden brug af undtagelsen i art. 6(4), jf. sag C-521/12, Briels. Hvilke kompenserende foranstaltninger, der falder under afbødende foranstaltninger, efterlader dog betydelig uklarhed. Den anden ændring er en mulighed for at opfylde kompenserende foranstaltninger i forhold til EU-beskyttet natur ved økonomisk at betale for andre naturforbedringer efter de principper, som kendes fra miljøansvarsdirektivets regler om genopretning af miljø, men også her er anvendelsesmuligheden er uklar, som det belyses i specialeafhandlingen.
Afhandlingens gennemgang er hjælpsom til at danne sig et overblik over, hvordan VE-direktivet ændrer reglerne om miljøvurdering i VVM-direktivet, SMV-direktivet og habitatdirektivet, men også til at forstå, at ændringerne er mere begrænsede – og nok også mindre gennemtænkte – end Kommissionens pressemeddelelser om ændringsdirektivet gav indtryk af. I de centrale dele er afhandlingens analyser overbevisende, men selv om afhandlingens diskussionen i afsnit 3.2 om traktathjemmel, og særligt at vedtagelsen skulle være sket efter TEUF art. 192(2), har en vis begrænset støtte i juridisk teori, er der efter EU-Domstolens nyere praksis ikke grund til at antage, at ændringsdirektivet vil kunne tilsidesættes som ugyldigt grundet fejlagtig hjemmel. Men ud over denne svaghed er afhandlingens analyser overbevisende og en god start, hvis man vil prøve at sætte sig ind i konsekvenserne af ændringerne i 2023 af VE-direktivet, der i udtalt grad synes præget af hastværk og er meget langt fra at opfylde krav om god lovkvalitet eller dybere kendskab til EU-Domstolens hidtidige fortolkning af VVM-direktivet, SMV-direktivet og habitatdirektivet. Dette illustreres f.eks. af, at lovgiver må have glemt at lade ændringerne omfatte habitatdirektivets art. 13, hvorfor orkidéer nu er bedre beskyttet end f.eks. havskildpadder og flagermus i forhold til VE-anlæg.