MRF 2024C.4
Specialeafhandling om Planklagenævnets nyere praksis om boligbyggeri i støjplagede områder efter planlovens § 15 a og § 15, stk. 2, nr. 29
Af cand.jur. Emilie Louise Ingberg (Banedanmark) og cand.jur., adv.fm. Gabriela Cardeal C. Tocci-Bovin (Skau Reipurth)
Forord af Peter Pagh
Denne specialeafhandling omhandler de ganske komplicerede spørgsmål om henholdsvis retlig og fysisk lovliggørelse, der er opstået for flere større boligbyggerier efter, at Planklagenævnet i bl.a. MRF 2021.68 Pkn fastslog, at det i støjplagede områder ikke er muligt at opfylde kravene i planlovens § 15 a ved støjisolering, når der er tale om nye boligområder, da planlovens § 15, stk. 2, nr. 29, kun gælder for eksisterende boligområder eller områder med blandede byfunktioner. Efterfølgende har Planklagenævnet i MRF 2022.150 Pkn med henvisning til planlovens forarbejder yderligere præciseret, at muligheden for støjisolering kun gælder for eksisterende byområder, hvilket ligeledes blev fastslået i MRF 2023.51 Pkn, hvor nævnet dog anlagde en udvidende fortolkning af, hvad der forstås ved ’eksisterende byområder’. Når afgørelserne påkalder sig principiel interesse, er det dels, fordi en del kommuner ikke har været opmærksom på den retlige begrænsning i planloven af muligheden for støjisolering ved lokalplanlægning, og dels fordi planlovens § 15 a til forskel fra de fleste andre regler om lokalplanlægning begrænser muligheden for retligt lovliggørende lokalplaner.
Det er velkendt, at muligheden for og retsvirkningen af retlig lovliggørelse henholdsvis fysisk lovliggørelse af byggerier tilladt på grundlag af en lokalplan, der efterfølgende kendes ugyldig, i sig selv giver anledning til betydelig usikkerhed. Denne usikkerhed tilføres imidlertid nye problemer for de områder, hvor kommuner har lokalplanlagt boligområder i støjplagede områder, og byggeriet er afsluttet, når lokalplanlægningen er sket i modstrid med de begrænsninger for støjisolering, der følger af planlovens § 15, stk. 2, nr. 29. Problemet er, at det i nogle af disse tilfælde vil være i direkte modstrid med planloven at vedtage en retligt lovliggørende lokalplan. Hertil kommer, at der opstår yderligere juridiske spørgsmål om Planklagenævnets kompetence i relation til ibrugtagningstilladelser, som selvstændigt er reguleret i planlovens § 15, stk. 2, ved boligbyggeri i støjbelastede områder, ligesom kommunerne kan have pligt til at genoptage tidligere lokalplaner. Dette giver nye udfordringer i valget mellem retlig og fysisk lovliggørelse med de tilhørende overvejelser om kommunens mulige erstatningsansvar, men rejser også spørgsmål om forældelse og søgsmålsfrister samt om, hvem der i sådanne tilfælde kan kræve erstatning. Det er disse komplicerede juridiske spørgsmål, som er emnet for det foreliggende speciale, der behandler den overvejende del af problemerne overbevisende. I relation til kommunens mulige erstatningsansvar over for naboer, beboere i de nye boligområder og lokale virksomheders mulighed for at kræve erstatning savnes dog en dybere analyse af, om der er påført tab og om adækvans, men disse svagheder ændrer ikke ved, at der er tale om et speciale af meget høj kvalitet med fyldig reference til praksis og teori, der med stort udbytte kan læses af jurister, der arbejder med planloven. Om emnet kan desuden henvises til Anders Hessner, Planlægning for støjfølsom anvendelse af støjbelastede arealer, i Mads Bryde Andersen m.fl. (red.), Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 349 ff.