De fleste fortalere for genoprettende ret (restorative justice) indrømmer, at traditionel retssag og straf fortsat må tildeles en klar rolle ved siden af de ønskede mæglingsprocesser. Men fortalerne har almindeligvis haft vanskeligt ved at definere denne rollefordeling nærmere. John Braithwaite er formodentlig den af fortalerne for genoprettende ret, der er kommet længst i så henseende. I denne artikel rekonstruerer jeg systematisk og diskuterer kritisk de regler og principper, som Braithwaite foreslår, for hvordan man henviser sager frem og tilbage mellem genoprettende ret og traditionel retssag og straf. Jeg viser, at der er grund til at være skeptisk over for i hvert fald nogle af de svar Braithwaite giver, og dermed at den uomtvisteligt nødvendige fortsatte brug af traditionel straf stadig udgør en alvorlig udfordring til forestillingen om genoprettende ret - selv på dens nuværende teoretiske bedste