Kolonitidens juridiske strukturer spøger i klimakrisen

Et indviklet forhold

For bedre at forstå rammen for projektet må vi hellere se lidt nærmere på det juridiske forhold mellem Grønland og Danmark. For selvom Grønland i dag har en meget høj grad af selvstændighed, bevarer Danmark fortsat juridisk autoritet over Grønland i bestemte typer af politiske spørgsmål. Den danske autoritet i Grønland udmønter sig i dag navnligt i forbindelse med sikkerheds- og udenrigspolitiske spørgsmål. Samtidigt er det værd at bemærke, at Selvstyreloven fra 2009, der sikrer Grønland sin selvbestemmelse, er en dansk lov, som den danske stat har vedtaget. Og som den danske stat – teoretisk set – ville kunne afskaffe igen. Selvom dette naturligvis politisk set er ganske svært at forestille sig.

Den danske autoritet over Grønland i de to førnævnte kategorier af politiske spørgsmål, kan måske virke beskeden på overfladen. Men den kan komme i spil på interessante måder. Cullen fremhæver selv et eksempel i forbindelse med minedrift i Grønland, hvor et firma skulle bore efter mineraler i den grønlandske undergrund. Her ville firmaet som et biprodukt af deres udforskning også udvinde uran, hvilket den danske stat betragtede som et sikkerhedspolitisk spørgsmål. I det konkrete tilfælde blev kompromisset, at Grønland fortsat kunne administrere minedriftslicenserne, mens Danmark administrerede eksporten af uranen.  

Cullen forklarer i denne forbindelse: “And that sort of seems like a reasonable enough compromise, but it's easy to see that what constitutes foreign and security policy is open to interpretation. There's no definition as such that's been agreed. And so the UN Security Council has come very close to saying that climate change constitutes a threat to international peace and security. And it is theoretically possible for Denmark to engage in some fairly expansive interpretations of what constitutes foreign and security policy to exercise its authority over Greenland.”

Som konsekvenserne af klimaforandringerne bliver mere alvorlige, er det altså ikke utænkeligt at klimaproblemstillinger vil blive betragtet som sikkerhedsspørgsmål fra dansk side. I det tilfælde ville den danske autoritet over Grønland altså teoretisk set kunne vokse sig ganske omfattende på baggrund af de to undtagelser i Selvstyreloven. Det er blandt juridiske gråzoner som denne, der kan blive relevante i forskningsprojektet, fordi den potentielle usikkerhed omkring suverænitet i forbindelse med f.eks. klimaspørgsmål, ville kunne hæmme Grønlands mulighed for selvstændigt at bestemme sin respons på konsekvenser af klimaforandringerne.

Ingen vil være vores kanariefugl

Fordi projektet her handler om steder, hvor klimaforandringerne allerede rammer hverdagen, er det måske nærliggende at tænke, at vi i Danmark kan bruge eventuelle resultater til at forberede os på, hvad der venter os. Cullen bekræfter da også, at dele af projektet handler om, hvordan man specifikt kan tilpasse sin respons på klimaforandringerne i mindre lokalsamfund – og at dele af dette kunne f.eks. overføres til specifikke kommuner eller lignende. Men det er samtidigt vigtigt at understrege, at projektet her ikke bruger studierne i Grønland som prøveklud for vores egen respons på klimaforandringerne:

“I think one of the things that we have to be really careful about, particularly with our decolonial lenses on, is thinking about these places as the frontiers. No one wants to be the canary in the coal mine for us…”

I stedet håber Cullen, at projektet kan være med til at nuancere den eurocentriske og antropocentriske opfattelse af regulering og styring, som mange i Vesten nok har været vant til. Samtidigt håber hun at projektet kan gøre os mere opmærksomme på vores position i verden og måske blive mere bevidste om de grupper – også i vores egne samfund – som er mere sårbare overfor klimaforandringerne.

“I hope that we can contribute to a way of thinking about responding to climate change through law that opens our eyes to our own position in the world and to rethinking Europe's relationship with its territories and minorities within its borders...”

Tekst af Emil Tarp Vang