EU i kamp for klima og bæredygtighed – nu hviler et tungt ansvar på virksomhederne

Med de nye grønne EU-regler, hvoraf en stor del er trådt i kraft i august i år, ser vi et markant skift fra tidligere tiders grønne lovgivning, der i høj grad var baseret på frivillige ordninger. Med de nye regler er EU draget i kamp med hævet sværd, som Linda Nielsen udtrykker det – og dermed ser vi et opgør med de bløde bataljer, der hidtil har udgjort grundlaget for de globale tiltag på klima- og bæredygtighedsområdet:

”Man har jo forsøgt med de frivillige regler (…), og det har ikke virket, det må man sige. Så der er nødt til at være flere, tungere regler med skyts i og med bid i” siger Linda Nielsen.

Grønne regler?

Når vi taler om ’grønne’ regler, så taler vi grundlæggende om lovgivning, der har med ESG-faktorer at gøre. Forkortelsen står for environment, social og governance. Det vil altså sige, at grøn lovgivning ikke bare beskæftiger sig med klimaet og miljøet, den beskæftiger sig også med sociale forhold som menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, samt styringsmæssige forhold som større gennemsigtighed i forbindelse med f.eks. selskabsledelse.

Det, man gerne vil undgå med de nye regler, er bl.a. Greenwashing – altså at man som virksomhed kan markedsføre sine produkter som grønne og bæredygtige, uden at de reelt set er det. Her sætter de nye regler ind med seks ESG-mål, hvoraf mindst ét skal være på banen, før man lovligt kan kalde sit produkt grønt eller bæredygtigt.

Derudover søger man at sikre et styrket fokus på information og gennemsigtighed i forhold til de store virksomheders indsats på bæredygtighedsområdet. De nye regler forpligter også de store virksomheder til at tage ansvar for den sociale og miljømæssige bæredygtighed – ikke bare for deres egen produktion – men også i et vist omfang for deres leverandørkæder. Det betyder i praksis, at man som europæisk virksomhed har ansvar for at sikre at ens leverandører i f.eks. Kina også lever op til de ESG-forpligtelser, som de nye regler rummer.

En regeltsunami rejser sig

Selvom det må betragtes som positivt, at nye europæiske klima- og bæredygtighedsregler erstatter nogle mindre effektive ordninger, så lægger reglerne samtidigt et tonstungt ansvar på europæiske virksomheders skuldre. For når der er svimlende 800 siders definitioner knyttet til reglerne, så rejser det uomtvisteligt nogle udfordringer for virksomhederne, hvis de skal bevare overblikket over de mange regler.

På overfladen lader det til, at de små og mellemstore virksomheder bliver fritaget fra reglerne, men i praksis bliver de omfattet indirekte, i det omfang de er en del af større virksomheders leverandørkæder. Og det er ikke alle små og mellemstore virksomheder, der er klar til det. Og det er langt fra alle, der er klar over, hvad de nye regler kommer til at betyde for deres virksomhed.

Derfor foreslår Linda Nielsen, at man lader sig inspirere af den indsats, der er blevet iværksat på anti-hvidvaskområdet, hvor store og små virksomheder indgår partnerskaber. Her kan de store uddanne de mindre virksomheder og dele erfaringer i forhold til at imødekomme nye regler. En sådan partnerskabsordning på bæredygtighedsområdet kunne spare virksomhederne for en masse dobbeltarbejde, når de på denne måde kunne hjælpes ad med at bevare overblikket over reglerne og dele gode løsninger. Samtidigt kunne det spare de små og mellemstore virksomheder for at skulle bruge alt for meget krudt på at sikre, at de overholder reglerne.

Målet med de nye grønne regler er at sørge for, at bæredygtigheden – i dens mange afskygninger –bliver mainstream. Ikke bare i Danmark og i EU, men også hos de led i selskabernes leverandørkæder, der ligger uden for EU. For pointen med at lave disse nye bindende regler er netop, at de kan kontrolleres og sanktioneres og dermed være med til at flytte adfærd i en grøn retning.

Ifølge Linda Nielsen har vi adskillige historiske eksempler på, at lovgivning spiller en vigtig rolle i at flytte kulturen. Hun nævner blandt andet den folkelige utilfredshed, der fulgte, da rygeloven blev indført, eller da det blev lovpligtigt at køre med sikkerhedssele – men reglerne blev en del af kulturen og dermed med tiden en ganske upåfaldende del af vores hverdag. Håbet er, at denne markante udvidelse af lovgivningen på bæredygtighedsområdet vil være med til at skabe varige forandringer på samme måde.

Tekst af Emil Tarp Vang